Anmeldelse af Katrine Marie Guldager: Det samme og noget helt andet, udgivet på Politikens Forlag d. 4. januar 2021

Anmeldt af Isabel Vetting Pedersen

Foto: Isabel Vetting Pedersen

I Katrine Marie Guldagers nye roman smelter overvejelser om skriveprocessen og beretningen om en ung kvindes dannelse sammen i ét formfuldendt værk. Både spørgsmål som, hvorvidt man som forfatter skal holde sit værk ud i strakt arm, og hvordan man finder sin plads i tilværelsen, bliver afsøgt i denne sværvægter. 

Jeg har gået og tænkt over, hvilke passager i romanen jeg ville fremhæve, men det har været svært at vælge, når romanen er sprængfyldt med beskrivelser, som alle fortjener at blive læst. Men lad os starte med begyndelsen: 

”Hele sommeren havde jeg ligget drægtig på sengen, jeg havde tænkt, at nu, nu, nu må jeg skrive den bog, nu, vel vidende at dette nu altid blev udskudt, pludselig sygdom, dårlige undskyldninger, angst. Jeg har en skuffe fuld af begyndelser, jeg har skrevet så mange versioner, at jeg ikke længere har noget overblik. Jeg har lige så mange forord. Det seneste, som jeg kun har skrevet på indersiden af panden, lyder sådan her: Bare rolig, alle sammen, det er 50% auto, 50% fiktion.” 

To dele, der smelter sammen

Romanen er et mesterligt værk med to handlingsforløb og temaer. Den indeholder både refleksioner om litteratur og forfatterens rolle, samtidig med at man står med en fortælling om brudte familiebånd og følelsen af ikke at være hel, at man ikke er helt inde i varmen, at der mangler noget i relationen til ens mor, søster og faster. 

Disse to dele bliver på magisk vis flettet sammen, fordi de begge har samme holdepunkt: forfatteren Katrine Marie Guldager selv. Selvom der midt på bogens forside står ROMAN, kan man ikke helt se sig fri for at lave koblingen mellem forfatteren og den kvindelige fortæller. Og overvejelserne om forfatterens rolle er interessante, fordi de netop siger noget om skrivekunsten i sig selv. Behøver en forfatter altid at være så adskilt fra sit værk? 

”Jeg gransker mine egne motiver som en gal, og jeg tænker på, om dette projekt egentlig er frisættende, for mig, for andre, jeg tænker på, hvad der er værst, fiktionens klæbetråde eller erindringens? Men jeg tænker også, at jeg må holde op med at være en kujon, for hvorfor må jeg ikke huske? Hvorfor skulle det være så farligt? Hvorfor må jeg ikke have min historie?”

Bogen rummer indlevende beskrivelser om en kvinde, der vil skrive en roman om sin fortid, og så selve minderne fra dengang. Og uanset om det er virkeligt eller ej rammer det mig lige i hjertekuglen. Se bare på denne smukke passage, som skal foregå i datiden, men som åbenlyst er en refleksion, der er lavet i nutiden: 

”Jeg kigger op mod himlen og lukker øjnene, og jeg tænker på, hvor heldig jeg er. Jeg tænker på alt det, jeg allerede har fået af litteraturen, alt det jeg gerne vil give tilbage, og jeg må gøre mig stor umage, og jeg må også have ryddet op i det med min familie, alt det der trækker mig ned. Jeg har fundet det, jeg har ledt efter så længe, og det må være muligt at slutte fred med min faster, det må være muligt for hende at se tingene fra min side også.” 

Nutid og datid smelter mageløst sammen, uden at man som læser bliver i tvivl om, hvilken del af handlingsforløbet man læser. Det er blandt andet tydeliggjort med skriften i kursiv og titlerne som består af datoer som ”August 2019” og ”September 2019”, der kendetegner delen om nutiden. 

Umiddelbart kunne man tænke, at sådan en 452 siders mastodont af et værk ville tage uger at kæmpe sig igennem, men bogens opdeling i flere mindre kapitler og det fabelagtige sprog gør, at man ikke kan andet end sluge bogen råt. Og det er i sidefortællingerne og de tilsyneladende uvæsentlige detaljer, at man virkelig får en fornemmelse for, hvordan det unge, søgende individ så småt finder sin rette hylde i litteraturen. 

Familiens opløsning

Romanens ene handlingsforløb drejer sig om en ung kvinde, der forsøger at finde sig selv, først på dannelsesrejse i udlandet, så på højskole, dernæst på universitetet og senere på Forfatterskolen. Hendes fars dødsfald udløser en lavine i familien, hvor hun kommer til at tvivle på, hvorvidt hun overhovedet hører til i familien. 

”Jeg vil ikke deltage i hele dette spil om, hvem der er ude, og hvem der er inde, jeg forstår ikke denne form for familie. Og så slår det mig, at det altid har været sådan i min fars familie: Der er altid en, der er ude, og en, der er inde, og nok kan det skifte, men det er, som om man opererer med en evig pladsmangel, en ond stoleleg. Jeg kommer til at tænke på min farfar, der var skolelærer, jeg tror virkelig ikke, det er ham, det kommer fra. Kommer det fra min farmor?” 

Beskrivelsen af et lukket fællesskab, som hele tiden forsøger at skabe splid imellem parterne, går igen i romanen. Især konflikten med søsteren er gennemgående i hele romanen, og båndet mellem fortælleren og søsteren er både ubrydeligt og skrøbeligt. 

Mens farens side af familien insisterer på, at fortælleren og søsteren skal betale 70.000 kroner efter farens død, bliver de to søstre nødt til at holde sammen. Men senere, da farmoren dør, er det som om den afstand, der hele tiden har eksisteret mellem de to, bliver større. Søsteren bærer farmorens kiste, og det kommer som et baghold for hovedpersonen, fordi ingen har spurgt hende, om hun også ville bære kisten.

”Jeg er så vred på min mor og min søster, og jeg lover mig selv, at jeg aldrig vil se dem mere, jeg vil ikke have noget med dem at gøre, det her vil, vil, vil jeg ikke finde mig i, det her kan, kan, kan jeg ikke, jeg står og stirrer ned på gaden, på de ting jeg har smidt ud, og jeg har en følelse af, at det er sådan, det bliver lagt op nu: Det er min mor og min søster, der passer på hinanden, og jeg har slet ikke set det før nu, jeg har ikke set det før nu, og hvorfor er det sådan et kæmpechok, jeg forstår det ikke selv, og så kommer de og tager deres ting, og de kan ikke forstå det heller.”

De hårdtslående beskrivelser om en ung kvinde, der forsøger at finde sin plads i familien og livet generelt er mageløse, og beskrivelserne om forfatterens rolle er tankevækkende. Det er autofiktion i sin smukkeste form.