Åh, de smukke unge mennesker

Åh, de smukke unge mennesker

Åh, de smukke unge mennesker

Anmeldelse af Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld, udgivet på Gyldendal d. 15. april 2021

Anmeldelse af Ditte Plauborg Larsen

Foto: Ditte Plauborg Larsen

Genudgivelsen af Klaus Rifbjergs debutroman giver anledning til at kigge tilbage, og se en hel anderledes generation af unge, end den vi kender i dag, og samtidig se, at vi ikke er så forskellige endda. Her er en roman, hvor vi følger side-kicket, heltens bedste ven, og Janus’ refleksioner over sin vens overlegenhed er måske romanens mest universelt genkendelige træk – for hvem har ikke følt sig underlegne ved siden af en smukkere, klogere eller mere socialt eftertragtet ven?

I en smuk hvid og guld hardback-indbinding, med en stregtegning af den eftertragtede studenterhue på forsiden, passer Den kroniske uskyld sammen med det simple, elegante look, mange af Gyldendals nye udgivelser følger. Hvor omslaget er nyt, er romanen dog gammel: Rifbjergs debutroman blev først udgivet i 1958, og er nationalt anerkendt som en af de vigtigste og mest læste ungdomsromaner. Romanens fortæller er Janus, en ung dreng, som møder Tore, der begynder i hans klasse under besættelsen. De to bliver lynhurtigt venner og totalt uadskillelige. 

En drengeforelskelse

Tore er romanens omdrejningspunkt; han er Janus´ bedste ven, klassens konge, og selvfølgelig den, som først forelsker sig og blive kærester med en pige. Janus beundrer Tore uendeligt, allerede da de er børn, i både hans småeksotiske mørke hår og hud, og hans evner til at sno andre børn og lærere om sin finger med ren charme. Janus, den trofaste følgesvend, idylliserer Tore, og mener at han altid har ret, altid ved hvad der skal til, og altid er det ultimative gode. Janus er, uden nogle egentlige romantiske følelser, dybt forelsket i Tore, og alt det, han ophøjer Tore til. 

”Man kom ligefrem til at elske ham. Man kunne simpelthen ikke lade være med at elske ham på en eller anden måde, selvom man selvfølgelig ikke kan vise sådan noget eller gøre det i virkeligheden. Men det var som om, man sletikke kunne undvære ham. Man var helt forgabt op til over begge ører, fordi han på en måde fyldte alle de huller ud man gik og havde i sig selv og hele verden uden om.” 

De katastrofale følger

Tore forelsker sig i Helle, en smuk pige fra et rigmandskvarter i København, da de går i gymnasiet. Foreningen synes perfekt, og Tore og Janus´ duo bliver til en harmonisk trio, der udfordres af Helles mor, Fru Junkersen. Som tiden går, viser den ældre kvinde sig at være Helles mareridt, og Janus og Tores banemand. Da de alle tre bliver studenter, og alt burde være fantastisk og ren fejring, tager historien en drejning, og et opgør med Tores perfektionisme må uundgåeligt finde sted. 

Romanen er en, også understreget af dens popularitet gennem de seneste 60 år, fantastisk skildring af det at være ung, forelsket og forvirret. Janus’ ophøjelse af Tore kommer til sin afslutning, om end venskabet overlever i en ny facon. Venskab, kærlighed og den begyndende seksualitet blandes sammen i det virvar, som det er at være ung, og Den kroniske uskyld er et pragteksempel på, at det ikke blot er noget, der hører vor tid til; den eksisterer i ungdomsårene, uanset om du er ung i 1940erne eller 2020. Og ligeledes gør Janus´ manglende selvværd.

”Vi dannede et solsystem med Helle og Tore som solen og mig som den cirkulerende drabant. Sådan så det ud for omverdenen. Og billedet var rigtigere, end man troede, for de var virkelig solen og mit skin en sørgelig månes, hvis eksistens afhang af den store arnes trivsel.”

Historien om Tore og Janus, og om Tore og Helle, og om Janus og Helle, må læses igen og igen; den forældes ikke, selvom sproget allerede er ganske langt fra det, vi selv ser som ungdomsjargon, og at de går med slips, og det gør vi bestemt ikke. Gyldendals genudgivelse er en kærkommen grund til at udbrede historien på ny, og lade nutidens ungdom spejle sig i de selvsamme følelser, som datidens ungdom ligesom dem selv levede med.