Et essay om ældrelitteratur med udgangspunkt i Cecilie Overbye: Jens Petersens Forlængede Forår, udgivet på Brændpunkt d. 27. marts. 2020.

Af Jasmin Hansen

Foto: Jasmin Hansen

Traditionelt set har litteraturen sjældent haft fokus på ældres liv. Dette skyldes hovedsagligt, at folk før i tiden generelt ikke blev spor gamle – derfor fokuserede romaner ofte på unges kamp for at finde deres plads i tilværelsen eller følelsen af at sidde fast i ens arbejdsliv. Dog som mængden af ældre er steget i samfundet, er en ny genre vokset frem; ældrelitteraturen.

Ældrelitteratur er kendetegnet ved, at denne sætter fokus på ældre mennesker og deres liv efter arbejdsmarkedet. Her er det vigtigt, at den bryder med stereotypen om ældre mennesker som enten værende gammelfar-typer eller hopla-pensionister, men derimod som besiddende et komplekst følelsesliv og et flertydigt forhold til omverden.

Alligevel behøver ældrelitteratur ikke at være skrevet af ældre mennesker. F.eks. er Jens Petersens Forlængede Forår skrevet af den 47-årige Cecillie Overbye, selv om hovedpersonen Jens nærmer sig de 80. På samme måde som børnelitteratur nemt indfanger børns sind på en nuanceret måde selv om den er skrevet af voksne, formår Overbye igennem Jens at bryde med stereotypen omkring gamle mennesker. Ikke blot taler hun åbent omkring hans sexliv og andre tabulagte emner, når det kommer til ældre mennesker, men hun kaster sig også ud i en fortælling om misbrug, barndomstraumer og et kvælende ægteskab.

Trods dette meget nuancerede billede, bygger hun dog også sommetider videre på en stereotypisk opfattelse af ældre. F.eks. er der flere kapitler i bogen dedikeret til Jens´ udfordringer med Facebook. Herved er bogen både præget af samfundets stereotypiske opfattelse af ældre mennesker, samtidig med at den prøver at bryde med denne stereotyp.

Den nye dannelsesroman?

Da ældrelitteratur omhandler begyndelsen af en ny livsfase, kan den godt minde lidt om dannelsesromanen, fordi dens hovedperson atter prøver at finde sin plads i samfundet. Dog adskiller ældrelitteratur sig fra dannelsesromanen, da den ikke kun omhandler at påbegynde et nyt livsstadie, men også at se tilbage på sit liv og reflektere over det. Herved er den nye fase som hovedpersonen påbegynder funderet i et allerede levet liv, og handler herved om at finde nye aspekter af ens liv og tilpasse det til ens udvikling.

Ligeledes er et gennemgribende træk ved ældrelitteraturen, at de ældre mennesker er dybt forbundet med deres omverden. F.eks. i Jens Petersens Forlængede Forår – for atter at anvende denne bog som eksempel – er Jens´ liv i høj grad præget af hans relationer til både familie og naboer. Her er det ovenikøbet hans forhold til hans afdøde kone, Marie, der driver bogen fremad, idet han begynder at reeksaminere deres liv sammen.

”Han lod øjnene afsøge den sorte aftegning af hækken mod fliserne. Ingen af stederne røbede dog hendes tilstedeværelse, så han var tvunget til at finde svarerene i hendes efterladte skriblerier, velvidende de kunne være forvrænget på samme måde som hendes barndom.”

 Som illustreret i det ovenstående citat er romanen drevet af Jens´ forbindelse til omverden, og en forandring af hans syn på verden omkring ham. Herved omhandler ældrelitteratur i højere grad et opgør eller en reeksamination af ens liv hidtil som man nærmer sig afslutningen på det, fremfor at udforske nye aspekter af det. Af denne grund burde man nok i højere grad snakker om en ”afrundelsesroman” fremfor en dannelsesroman.

Men hvorfor er ældrelitteratur vigtigt?

Som ung kan det være svært at finde relevans i ældrelitteraturen. Den er trods alt ikke skrevet for unge. Alligevel er dette træk også dens styrke, da litteraturen herved tvinger en til at se et andet perspektiv på tilværelsen. Selv om dette er gældende for al litteratur, er ældrelitteraturen i højere grad retrospektiv af natur samt en akkumulation af et helt livs erfaring, takket været dens hovedpersons høje alder, og kan herved i højere grad gøre dette.

Ligeledes fokuserer ældrelitteraturen også på de små fortællinger fra hverdagen, idet denne omhandler pensionistlivet. Og selv om det kan være svært at sætte sig ind i pensionistlivet for den yngre generation, er fortællingen om dette ældrelitteraturens styrke, idet den viser en verden udenfor konkurrencestatens og præsentationssamfundets indflydelse. Derudover ved at lægge vægt på, at man selv i en sen alder kan finde sig selv, er genren også et opgør med ideen om, at man helst skal opnå alting i en ung alder.