Anmeldelse af Caspar Eric: Alt hvad du ejer, udgivet på Gyldendal d. 17. august 2018

Anmeldt af: Marie Marcussen Lerche

Caspar Eric er aktuel med sin ventede fjerde poetiske udgivelse, og omdrejningspunktet er råt, skrøbeligt og dybt personligt; men også en større menneskelig fortælling. Alt hvad du ejer kredser om sorgen, skylden og skammen ved at miste et barn tidligt i graviditeten, at miste kærligheden derefter, og at skulle forsøge at finde fodfæste i et voksenliv, der både er blevet givet og – på samme tid – frarøvet én.

Siden sin første udgivelse, 7/11, og med efterfølgerne Nike og Avatar er Caspar Eric i stadigt stigende grad blevet tituleret som en generationsstemme og -digter. Med Alt hvad du ejer taler Eric nok engang ind i en sådan ramme, men udgangs- og omdrejningspunktet for denne digtsamling er muligvis den skrøbeligste side, man har set, eller rettere læst, af Eric hidtil. Forud for teksterne går nemlig de virkelige og hjerteskærende omstændigheder i Erics liv, hvor han selv og sin daværende kæreste mistede deres kommende barn i ellevte graviditetsuge. Et tab, der spirallerede ud i et tab af forholdet og af det fremtidsbillede, som ellers kun akkurat lige havde vist sig for dem med den positive graviditetstest:

”I gik fjorten skridt / så græd hun ved elevatoren / men du ville ikke græde / du ville blot være arme / om det grædende / det fortryder du nu / den afstand i tabet”
”I den første tid skal I kontant høre på / at det kan ske for enhver / og at der ikke var noget at gøre / som om det hjælper en skid”
”Nu hvor voksenlivet er aflyst / med fællesøkonomi og børn / kan du gøre lige hvad der passer dig / men det føles ikke som en frihed”

Et identificerende du

Henvendelsen til et ”du” er karakteristisk for Alt hvad du ejer. Den poetiske stemme emmer af Erics velkendte inderlige og samtidigt spiddende ærlige stemme, der oscillerer mellem det sentimentale og det køligt afmålte. Når der i teksterne tales til du’et vidner det først og fremmest om en indadvendt, dybt personlig henvendelse fra et fortidigt jeg. Om hvordan Eric i retrospekt forstår – eller ikke helt forstår – begivenhedernes gang og livets pludselige drejning væk fra det spor, han troede, han befandt sig på. Et spor mod faderskab og ’rigtigt’ voksenliv. Men ”du”-henvendelsen peger også helt åbenlyst udad til alle de, der kan identificere sig med samme livssituation. Til dem der også har mistet, tabt og sørget, eller som stadig sørger, for, som Eric skriver: ”Alt hvad du har mistet / skal du for evigt bære med dig”

Sorgen lægger den grundlæggende tone i Alt hvad du ejer, og Eric lægger også sine egne rå og sammensatte følelser til skue. I løbet af samlingen er der også stærke spor, der berører de ”sociale efterdønninger” af den tabte graviditet, eksempelvis når du’et får besked om sin søsters graviditet kort efter sit eget tab:

”I begyndelsen tøvede din søster / med at fortælle dig at hun var gravid / fordi hun var bange for / at det ville forstærke din sorg / hvilket det også gjorde / men nu skal du så være onkel / en anden titel at være nogens i / så kan man stå der og sige / din lykke er lige så vigtig som min / indtil det bliver sandt”

I det hele taget berører Alt hvad du ejer de skyld-, skam- og sorgfølelser, som ellers ofte vil være gemt væk, pakket væk og forbeholdt den inderste, private sfære. Med Alt hvad du ejer blotter Caspar Eric endnu en gang sig selv i poesiens – og i generationens – navn.

”Hvis du kunne gøre det anderledes / ville du gøre det hele anderledes” – og på næste side – ”Hvis du kunne gøre det hele igen / ville du gøre det hele igen”