Antigones skilleveje

Litterær artikel om Slavoj Žižek: Antigone, udgivet på Bloomsbury Publishing USA d. 20. oktober 2016

Af: Anders Holbæk

Fotograf: Anders Holbæk

Antigone er en græsk tragedie om individet og stormagten, politik og religion, familien og staten og meget mere. Det er også en tragedie, der er blevet genskrevet og omskrevet igen og igen igennem historien. Den slovenske filosof, psykoanalytiker og kommunist Slavoj Žižek, udforsker i sin omskrivning fra 2016, hvad der ville ske, hvis handlingen i den berømte tragedie var forløbet anderledes. Han præsenterer alternative handlingsforløb, hvor karaktererne får lov til at agere, som de aldrig har ageret før, og viser konsekvenserne af disse.

”I was born to join in love, not hate – / that is my nature.”

Dette berømte citat ytres af Antigone – hovedpersonen i den store græske tragediedigter Sofokles’ tragedie af samme navn. Tragedien har set talrige omskrivninger gennem historien fra alle steder på det politiske og kulturelle spektrum; i 1944 blev Antigone for eksempel opsat som en allegori for Tysklands forsøg på at ”bevare den Vestlige identitet mod barbariske udefrakommende”, mens tragedien samme år blev opsat i Paris i en anden omskrivning med Antigone som et symbol på oprør mod det undertrykkende nazistiske Tyskland. Historien om et individ, der sætter sig op imod stormagten, uanset om det individ er et symbol på etisk modstand eller dumdristigt oprør, har en tidløs og apolitisk energi, hvilket muligvis er en af årsagerne til, at Antigone bliver ved med at dukke op i vores kulturdebat.  

Sofokles’ originale tragedie, baseret på græsk mytologi, begynder med, at Antigone og hendes søster Ismene finder ud af, at deres brødre Eteokles og Polyneikes er døde. De har slået hinanden ihjel i krigen om retten til Theben, og det er derfor nu deres onkel Kreon, der bliver konge og har magten over byen. Kreon udsteder en ny lov; forrædere skal ikke have lov til at blive begravet. Det betyder, at Eteokles, der kæmpede på Thebens side i krigen, får lov til at blive begravet, mens Polyneikes skal vanæres ved ikke at få en begravelse og i stedet ligge og rådne i Thebens gader. Antigone trodser loven ved af udføre et begravelsesritual for hendes bror, men hun bliver fanget i at gøre det. Da Kreon opdager det, sender han hende i fængsel, og her ender hun med at tage sit eget liv. Før dette sker, beder Kreons søn og Antigones kommende ægtemand Kreon om at forhindre Antigones forestående død. Kreon forsøger, men kommer for sent; Kreons søn begår selvmord, hvorefter Kreons hustru gør det samme. Kreon står tilbage fortvivlet og fuld af sorg.

De narrative skilleveje

Den første halvdel af Žižeks Antigone forløber som en forkortet udgave af Sofokles’ originale udgave af tragedien med enkelte ændringer. Da Kreons søn begår selvmord, begræder Kreon det på følgende måde:

“Everything I touch goes wrong, and on my head / fate climbs up with its overwhelming load. / If only events could be unwound / and take a different path, if I could reach back / and change my past decisions”.

Kreons klager bliver dog hørt, for det er her, hvor Žižeks nyfortolkning begynder at afvige fra originalen.

Žižek konfronterer på en meget praktisk måde spørgsmålet om, hvad der var sket, hvis tragedien havde forløbet anderledes på flere afgørende tidspunkter i fortællingen. Žižeks udlægning af Antigone er grundlæggende forskellig fra den originale, idet han først beretter ét handlingsforløb for derefter at vende sig mod et andet. Dette ses eksempelvis, da Žižek vælger at gå tilbage til øjeblikket i teksten, efter afslutningen på det første oprindelige handlingsforløb, hvor Kreon, i et forsøg på at redde Antigone, stormer mod fængslet, hvor hun er indespærret. I den originale kommer Kreon for sent, men i dette andet narrative scenarie lader Žižek i stedet Kreon nå det i tide. Hvor Antigone i det første oprindelige narrative scenarie begår selvmord, overlever hun i det alternative narrative scenarie.

Lad folket tale

Efter at have forhindret Antigones selvmord, benåder Kreon hende og hjælper hende med at begrave Polyneikes. Men de personer, der betragtede Polyneikes som forræder, bliver grebet af intens vrede over at se, hvordan Kreon ikke overholde sine egen love:

”people who saw this / spread the rumour around the city, and the crowd / which considered Polyneices a traitor attacking his own city / was shocked and enraged. Passions flared up, / the crowd entered the royal palace, savagely slaughtered / Creon and Haemon, and, unable to restrain and control / their demonic passion, they went on a murderous spree / of destruction. New the entire city of Thebes is on fire.”

Antigone kommer vaklende desorienteret ind på scenen og reflekterer over magt, renfærdighed og ansvar, nu hvor alting er gået, som det gik. Thebens folk, der igennem historien altid har skullet leve med resultatet af de antitetiske Kreon og Antigones beslutninger og stridigheder, udviser nu selv handlekraft og ændrer histories gang.

Senere i værket sætter Koret fokus på værkets narrative struktur, og hvilke nye problemer dette alternative handlingsforløb har medførst:

”what Antigone’s sad story / taught is that if we miraculously return in time / to change the course of the events that brought about / the present cataclysm, the new outcome / might even surpass the old one in horror and distress”.

Den narrative struktur i Žižeks Antigone byder på to sådanne alternative narrative scenarier, der afskiller sig fra den originale tragedie. Efter at have ladet hele den originale handling udfolde sig, går Žižek tilbage i fortællingen og udforsker, hvad der ville ske, hvis man drejede ned af nogle af de narrative skilleveje, og hvilke konsekvenser det ville have. Žižek selv skriver ligeledes, at værket er en etik-politisk øvelse, mere end det er et stykke kunst.

Žižeks nye omskrivning er en tankevækkende udforskning af nogle af spekulationerne, der florerer om den antikke tragedie. Der er en mulighed for praktisk at udforske, hvad der ville være sket, hvis handlingen havde forløbet anderledes. Dette viser dog også, at hvad der forekommer at være en handling drevet af barmhjertighed og tilgivelse – benådelsen af Antigone – kan resultere I langt mere vold og grusomhed, der beskriver et Theben i flammer, end hvad der forekommer i den originale tragedie. Handlinger afføder utilregnelige reaktioner, og i denne omskrivning, hvor figurerne i tragedien får mulighed for at handle på hidtil umulige måder, skal de også stå til ansvar for disse handlingers konsekvenser.

Med denne omskrivning skriver Žižek sig ind i en lang række af nyfortolkninger af Antigone-myten. Hans omskrivning viser, at de græske myter stadig i dag kan leverer stof til eftertanke for os, og få os til at genoverveje vores politiske og kulturelle perspektiver, som de vil blive ved med at gøre det i fremtiden.

Udgivet: februar 12, 2018 | Kategori: Litterære artikler | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *