Ariostos befrielse

Anmeldelse af Ludovico Ariosto: Den rasende Roland, bind 16 i serien Renæssancestudier. Udgivet november 2014 på Museum Tusculanums Forlag.

Anmeldt af Simon Lorentzen

Foto: Bogens omslag / mtp.dk

I april 2016 kan vi fejre 500-året for førsteudgivelsen af renæssancepoeten Ludovico Ariostos (1474-1533) store ridderepos Orlando furioso. Værket fik hastigt status som et nyt hovedværk i den folkelige tradition fra Dante, Petrarca og Boccaccio. Alene i 1500-tallet blev det trykt i over 100.000 eksemplarer og oversat til både fransk, spansk og engelsk. Få poetiske udgivelser fra højrenæssancen har givet anledning til så megen diskussion. Derfor kan man undres over, at Danmark, modsat vores svenske naboer, har måtte vente godt og vel et halv årtusind på en oversættelse af denne proto-bestseller.

De fleste kender sikkert Orlando (Roland) fra den franske højmiddelalders narrativer om Karl den Store og de tolv krigshøvdingers kampe mod saracenerne, heriblandt det berømte heltekvad La Chanson de Roland, som udgør midtpunktet i den karolingiske fortælletradition. Disse narrativer finder vej til det provinsielle Toscana omkring 1400-tallet via Andrea da Barberinos (1370-1432) prosacyklus I Reali di Francia, senere til hovedstaden, og derigennem til overklassen, via Luigi Pulcis (1432-1484) parodiske digt Morgante maggiore.

Ariosto har næppe været fortrolig med de oldfranske forlæg, men snarere læst de toscanske prosavariationer samt de norditalienske genfortællinger, som blev skrevet på vers. Hans primære inspirationskilde var Matteo Maria Boiardos (1441-1494) ufuldendte epos Orlando innamorato. Den smukke hedningeprinsesse Angelica kommer bogstaveligt talt galoperende ud af Boiardos fortælling og direkte ind i Ariostos: ”[…] og red gesvindt ind under skovens grene. / Der så hun, på en snæver sti derinde, / en ridder der kom ilende mod hende”. Prologen er sunget, men den uafsluttede rejse fortsætter.

Kærlighedens galskab

Den første sang fungerer som et tematisk bagtæppe for resten af digtet. Som følge af en elskovsstrid mellem Roland og hans fætter Rinaldo har Karl den Store spærret Angelica inde og lovet hende væk til den tapreste af de to paladiner. Samtidigt er karolingerne i krig mod saracenerne, der belejrer Paris. Dog synes begge parter at være mere interesseret i Angelica end konfliktens objekt (religiøse og dynastiske uoverensstemmelser). Den underfulde mø er naturligvis hverken interesseret i de kristne eller de vantro. Derfor indleder hun en flugt til Kina, hvor hun kan leve som jomfruprinsesse, uberørt og hinsides tilværelsens bestemthed. Flugten bliver således en flugt fra den tabte mødom.

I skoven møder Angelica en omflakkende Rinaldo, som leder efter sin hest, og saraceneren Ferraù, der leder efter sin hjelm. De elsker begge Angelica, hvorfor deres manddomskræfter straks sættes på prøve i en drabelig tvekamp. I mellemtiden rider objektet for kampen bort. Efter at have kæmpet længe aftaler de at udskyde kampen og rider da sammen efter Angelica. Hertil kommenterer Ariosto ironisk:

Oh svundne tiders ædle riddersmand!

De to rivaler, tændt af elskovs flammer,

forskellige af tro, fra hver sit land,

med kroppe værkende af hug og skrammer

fra deres kamp, de drog fra flodens vand,

samdrægtigt ind imellem skovens stammer!

Selvom sværdet skal afgøre den retmæssige ejer af Angelica, afkaster Rinaldo og Ferraù ikke høvisk etikette ved at samarbejde, eftersom jagten er en ridderlig og ædel sport i sig selv. Ariostos kommentar udtrykker ikke renæssancens evighedslængsel efter de gamle dage, hvor mænd var retsindige, og kvinder var servile; den kritiserer det irrationelle i at forsvare en fælles moral efter forgodtbefindende. Kommentaren kan endvidere udlægges som en kritik af fyrstedømmernes selvbestaltede kultur, deriblandt Baldassare Castigliones (1478-1529) famøse dialog Il Cortegiano, som, modsat Ariosto, malede en positivt billede af den daværende hofkultur.

Bevægelighed og fluktuation udgør digtets kompositionsprincip, og dette etableres allerede i første sang. Visse sange afbrydes midtvejs, andre udviskes, men de fleste sammenkobler de kvasi-episodiske træk, der præger handlingsforløbene. Hovedtemaet, Rolands raseri over Angelicas kærlighed til den menige saracener Medoro, introduceres f.eks. først i niende sang, og hans opløsning finder først sted i treogtyvende sang:

Jeg er nu ikke, nej, slet ikke, mig,

ham, der var Roland, er nu helt forsvundet […]

jeg er hans sjæl, men kroppen ser man ej,

jeg er til evig straf og pinsel bundet,

en skygge, et advarende eksempel

for den, der søger håb i Amors tempel.

Man kan med rimelighed sige, at Rolands raseri udgør variablen i en anti-kronologisk fortælling, hvor skikkelser som den ædle Bradamante, ridderen Ruggiero, Karl den Store, saracenerkongen Rodomonte og mange andre underlægges digtets love.

Ligesom digtets karakterer slynges læseren ind i skovens tætte krat i håbet om, at de forgrenede stier kan føre ham eller hende til målet. Læseren søger også efter et mål i planløsheden, hvor det gennemgående spørgsmål (om Roland kan erobre jomfrudommen) opløses af stadig transition. Ariosto komponerer på den måde et paradoksalt forhold mellem crescendo og diminuendo, hvormed suspendering via alvidenhed er lig poetisk kontrol. Uregelmæssigheden i de(n) narrative struktur(er) danner med andre ord digtets progression, idet forfatteren, ej karaktererne eller førstegangslæserne, er den eneste, der kan kontrollere forbindelserne.

En litteraturhistorisk sensation

Oversættelseshistorien for Orlando furioso på dansk jord er næsten ligeså diskontinuerlig som digtet. I et brev fra 8. marts 1823 fortæller Chr. Winther (1796-1876) om en julegave, han havde overvejet at give til bladredaktøren A.P. Liunge (1798-1879): ”Jeg havde lovet ham noget af min begyndte Oversættelse af Orlando furioso […] men det er egentligen et mechanisk Aibeide, dette Oversætterie”. Velsagtens et tab for vor kultur, men 32 år senere udgiver Winther Hjortens flugt, som ikke bare er et hovedværk i litteraturhistorien, men en indirekte videreførelse af Ariosto til de danske lunde. På samme tid udgives Chr. K.F. Molbechs (1821-1888) mesteroversættelse af Danteskomedie, men med undtagelse af et par sangfragmenter går Orlando furioso i glemmebogen.

Den foreliggende oversættelse råder bod på den, vi gik glip af i 1820erne, i form af et nøje udvalg fra 23 af de i alt 46 sanges 38.736 vers. Uddraget er opdelt i 15 kapitler, hvoraf kapitel 1-4 blev oversat af Ida Høeg Jacobsen før hendes død i 1998. Professor emeritus John Pedersen har oversat resten af udvalget, og lektor emeritus Lene Waage Petersen har i den forbindelse udarbejdet indledning, kommentarer og et fremragende essay, der gennemgår de vigtigste temaer i værket. Essayet opfrisker stoffet for kenderen, men er et must-have værktøj for den uindviede læser.

En fuldstændig oversættelse, så læseren kunne opleve den totale diskontinuitet, ville være perfekt, men gengivelsen af Ariostos ottelinjede strofeform og sangudvalget er så imponerende, at enhver form for kvantitativ perfektionistisme falder bort. De letlæselige vers kompromitterer aldrig originalens sproglige fantasifuldhed, f.eks. i beskrivelsen af hippogriffen:

Men hesten er ej gøgl: Virkelig er den.

En hoppe og en grif har avlet den.

Den ligner mest sin fader på sin færden,

med sine vinger, fjer og forben, men

er ellers som sin mor. Der er i verden

ej mangen hippogrif – det hedder den!

Fra Rifa-bjergene den stammer, ved

de kolde, frosne have langt af led.

Det er nemt at overse, at forestillingen om en virkelig hippogrif i originalteksten (”Non é finto il destrier, ma naturale, / […] nei monti Rifei vengon, ma rari”) ikke skal læses bogstaveligt, men som en semantisk fremhævelse af dens fabelagtighed. Oversættelsen transponerer dette dikotomiforhold med en nerve, der bevarer Ariostos allegoriske humor og ironi.

Raffinementet i Ida Høeg Jacobsens og John Petersens fordanskning af Orlando furioso er en litteraturhistorisk sensation! Et grænseløst mesterværk i alle toner og farver. Det er i sandhed ”en Bog”, for at afslutte med Chr. Winthers ord, ”hvis rette Fædreland er Verden”.

Udgivet: februar 16, 2015 | Kategori: Anmeldelser, artikler | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *