Månedens klummeskribent er den aarhusianske forfatter Daniel Boysen, som er aktuel med romanen “Fordi ilden er vores”, der udkommer på forlaget Jensen & Dalgaard denne måned. Derudover er Daniel initiativtager til konceptet ”Litterær lounge”.

Måske ligger der noget mere gemt i det at brydes; nemlig at bryde ned og genetablere.

 

Noget af det, der bærer dele af den nye danske litteratur frem, er dens evne til at skrive sig ind og ud af virkeligheden. At brydes med den. Når litteraturen er allermest interessant, lægger den sig mellem det virkelige og fantasien, mellem det biografiske og det fiktive – uden at fremhæve det ene eller det andet. Der opstår en glidende bevægelse, og læseren kastes rundt, rystes.

Selv drives jeg frem af lysten til at sætte ord på en glemt generation. Eller oversete tilværelser. Allerede i 90’erne, hvor jeg voksede op, var velfærdsstaten ved at blive nedbrudt ’ude på landet’. Det betød, at min og de andres opvækst var præget af en form for usynlighed. En usynlighed, der stadig vokser og vokser. Derfor er det nødvendigt at invitere læserne tæt ind på oplevelserne, så de kan se og opleve andre måder at leve et liv på. At høre om tilværelsens vilkår i en by på 200 indbyggere kan være mindst lige så interessant som at høre om en tilværelse i vores hovedstad eller en anden storby, igen.

Måske ligger der noget mere gemt i det at brydes; nemlig at bryde ned og genetablere. At sætte tingene sammen på ny og i denne sætten-tingene-sammen også; at fremvise. Lader man nogle af de problemer, der er opstået, stå til, spilder man også en masse potentiale og kreativitet. Når fx retssystemet ikke fungerer ’derude’, kan det medføre en række vedvarende handlinger, hvis konsekvenser ikke bliver opdaget, før det er for sent. Det er ikke små kriser, men derimod noget, der kan sammenlignes med indre atomeksplosioner, som kan medføre, at det bliver nærmest umuligt at leve et almindeligt liv efterfølgende.

Det betyder ikke, at folk er svage, men at de er stærke, fordi de har oplevet og overlevet. Folk, der tilhører en glemt generation, har genrejst sig selv så mange gange, at det er blevet hverdag. Det går ofte ubemærket hen, og litteraturen kan være med til at give et mere nuanceret billede af de problemer, der presser sig på i vores samfund – både lokalt, nationalt og internationalt.

Samtidig kan den sætte hverdagstempoet ned og kræve, at man fordyber sig i en fortælling og lader en tilværelse, man ikke kendte til, træde ind og blive en del af ens samlede forståelse af verden. Som Jørgen Wassilefsky (forlagsdirektør hos Spangsgaard Art, red.) har udtalt om min kommende udgivelse: ”Denne roman adskiller sig fra så mange andre ved at være en nærlæsning, så tæt ved hjerterytmen, som en læser kan komme uden at være et familiemedlem.” Netop dét kan litteraturen gøre. Her inviterer forfatteren helt ind, men alligevel til noget så uregerligt som hjertet; denne sælsomme elastik, der udvider sig og kan stoppe når som helst. Man inviterer ind i tilværelsens usikkerhed, der ikke nødvendigvis er skrøbelig, men stærk og påtrængende i sin rytmiske gentagelse.

Og det er ikke det samme som, at man kun sætter fokus på de negative sider af tilværelsen. I denne fremvisning er der også plads til det smukke, og at det kan tage mange former. Noget af det, der gør, at jeg læser og læser, er, at litteraturen kan mere end at være en god fortælling, tegne gode karakterer og se godt ud på hylden. Den kan fastholde min interesse i gruset, græsset, suset fra bølgerne, dyrene, menneskene, husene, regnen, cyklerne, musikken, bærrene, stilheden, universet, alt det andet, i går, i dag og i morgen.