At gå ud i verden og ind i dig selv

Anbefaling af Tomas Espedal: Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv, udgivet på Batzer & Co. 2007

Anbefalet af Line Møller Christensen

Fotograf: Line Møller Christensen

Tomas Espedals Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv er et værk om dét at gå, om rejsen, tankerne undervejs og den uomgængelige hjemlængsel. Men det er også et værk om fordybelse og ro, om glæden ved de små ting i livet og om at (gen)finde sig selv.  

Lad mig begynde med en advarsel: Den her bog vil få dig til at ønske, at du kunne pakke din rygsæk og gå ud af din dør lige nu. Det gjorde den i al fald for mig. Det var heldigvis ikke det eneste, den gjorde. At læse Tomas Espedals Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv er som at kigge i et spejl. Du tvinges til at se på dig selv.

Ud på den åbne landevej

Gå er en fantastisk velskrevet, intelligent og reflekterende bog om livets evige forandring og om at nyde de små glæder i livet, mens vi er her. Værket er en samling af korte historier og refleksioner om det at leve og det at gå, men også om det at forlade en man elsker, at søge efter sin identitet, om at skrive og om at kede sig. Espedal citerer en række forfattere og filosoffer og deres tanker om den rejse, gåturen kan være — både ud i verden, men også ind i sig selv. Og ligesom de store forfattere og filosoffer før ham bevæger Espedal sig, i en granskning af sig selv, ud på den åbne landevej.

Så Espedal tager afsted. Han pakker faktisk sin rygsæk og begynder at gå — som han har gjort det så mange gange før. Gennem værket er vi med på hans mange gåture; dem, der varer en dag og dem, der varer månedsvis, dem med sin gode ven Narve og dem helt alene. Undervejs bliver vi ført ind i Espedals tanke- og følelsesverden med alt, hvad den indeholder af lykkerus, ensomhed, frustration og håb.

Livets små glæder

På trods af, at værket bærer præg af dybsindighed og Espedals evige hang til melankolien, er det også både opløftende og humoristisk. Opmærksomheden er i høj grad rettet mod de små glæder i livet. Espedal kredser om det langsommelige, det rolige, det tætte og det kropslige:

Udover denne simple glæde, så opfordrer Espedal læseren til at glæde sig over at kede sig på den gode måde og ikke mindst over at vågne fra søvnen til den solrige dag. Men som i livet således i værket kan hver dag ikke kun være bekymringsløs. Vi bevæger os rundt om den ulykkelige kærlighed, sorgen, melankolien, selvforagten — og om, hvordan vi alligevel kommer igennem det hele for at vågne op til endnu en dag.

Et andet liv efter gåturen?

Og så er vi selvfølgelig ude og gå. Sammen med Espedal er læseren med ude på den rå landevej, hvor vi møder alskens fremmede, sover i den kolde nat, får ondt i fødderne og får lyst til at give op. Men vi kommer også op på bjergtoppen og hen til lysningen. Til sidst mærker vi følelsen af hjemlængsel, der så velkendt kommer snigende og så er gåturen ved at være ovre. For nu i al fald. Men med hjemlængslen følger frygten for at vende tilbage — frygten for, at alt bliver som før, man tog afsted.

Læseoplevelsen af Gå afspejler på mange måder gåturen. Måske har man just set farverne lidt klarere, følt den bløde dyne eller lagt særligt mærke til duften af bogen, man sidder med. Tomas Espedal stiller i Gå som altid både de trivielle og de eksistentielle spørgsmål; han stiller dem til sin læser, som han stiller dem til sig selv. Man tvinges således til at kigge i det spejl, han holder op foran én, og selvom man just er færdig med gåturen, føles det som om, at man netop nu skal til at binde snørebåndene.