Anmeldelse af Michel Houellebecq: Serotonin, udgivet på Rosinante & Co d. 12. april 2019, oversat af Niels Lyngsø.

Anmeldt af Anders Holbæk

Foto: Anders Holbæk

Michel Houellebecq leverer i Serotonin endnu et stærkt kritisk blik på et vestligt samfund i forfald. Europæiske landbrugsreformer og nedbrydelsen af traditionelle værdier skaber ifølge Houellebecq fremmedgørelse og nihilisme, og romanens hovedperson må uden glæde eller forløsning bevæge sig handlingslammet igennem en verden, der har skabt sine egne kriser.

På trods af at Frankrigs enfant terrible Michel Houellebecq afgjort ikke er min yndlingsforfatter, er der noget ved ham, som jeg finder vanvittigt dragende. Denne interesse har fået mig til, i løbet af de sidste to år, at læse samtlige bøger i hans forfatterskab, noget som jeg endnu ikke har formået eller forsøgt med andre forfattere, så det var med stor forventning, at jeg så frem til denne nye udgivelse.

Hvis jeg blev bedt om at lukke øjnene og forestille mig Houellebecq for mit indre blik, ville jeg se ham sidde med en cigaret i munden og skule vredt eller opgivende ud over det vestlige samfund. Houellebecqs verden er et Vesten i forfald. Han forstår med hver ny bog at tage et røntgenbillede af samfundet omkring sig og påpege nogle af de betydelige problematikker og temaer, som dette samfund står over for, og som skader det både ude- og indefra.

En antihelt i en verden i forfald

”Menneskene havde på ingen måde rottet sig sammen mod mig; dét der var sket, var ganske enkelt at der ikke var sket noget, at mit tilhørsforhold til verden, som fra begyndelsen var svagt, lidt efter lidt var blevet til ingenting, indtil intet længere kunne standse denne løsrivelse.”

Serotonins hovedperson Florent-Claude Labrouste er på næsten alle måder en klassisk Houellebecqisk antihelt. Som hovedpersonerne i resten af Houellebecqs forfatterskab er han hvid, midaldrende, ensom og stærkt deprimeret, desillusioneret og kynisk. Bogen følger Labroustes handlingslammelse, der forhindrer ham i at få reageret på nogle af de impulser, han har til at forsøge at forbedre sin livssituation. Han får aldrig fortalt sin nuværende kæreste, at han sælger deres lejligheden, og at hun skal flytte ud, han får aldrig fundet et nyt sted at bo, han får aldrig taget kontakt til ekskæresten som han længes efter igennem hele bogen, og han får aldrig talt ud med dem omkring ham.

”At håbe hinsides ethvert håb”

”[…] indtil videre opførte min krop sig anstændigt, der var bare dét at jeg var alene, bogstavelig talt alene, og at jeg ikke følte nogen som helst nydelse ved at være alene, eller ved at min bevidsthed kunne fungere frit, jeg havde brug for kærlighed, […] jeg havde brug for kærlighed generelt.”

Labrouste er skuffet over verden omkring ham, over andre mennesker, over hans forfejlede forhold til kvinder og i sidste ende over sig selv. Hans job placerer ham stabilt økonomisk, men meningsløshedens i hans arbejde – at skrive rapporter for det franske landbrugsministerie – gør, at også hans arbejdsliv føles fremmedgørende. Nihilismen løber stærkt gennem romanen, men den har ét aspekt, som adskiller den fra mange af Houellebecqs forrige udgivelser; håb. Labrouste har en idé om at kunne han bare finde sammen med sin ekskæreste Camille, ville han kunne ændre sit livs kurs. Denne idé holder ham i gang igennem fortællingen, i det mindste nok til at han ikke begår selvmord.

”En nat uden ende”

”[…] det er sådan en civilisation dør, uden bøvl, uden fare, uden drama og med et yderst begrænset blodbad, en civilisation dør af udmattelse, af afsky for sig selv, hvad havde socialdemokratiet at tilbyde mig, tydeligvis ikke noget, bare en fastholdelse af savnet, en opfordring til glemsel.”

Med hans forrige bog Underkastelse udforskede Houellebecq frygten for Islam og terrorisme i Frankrig og samtidig det vestlige samfunds blod- og åndsfattigdom. Han beskrev et samfund, der har udviklet sig så længe under dekonstruktionen af klassiske værdier og neo-liberal, kapitalistisk markedsgørelse af mennesket, at det relativt problemfrit og nærmest lettet vælger at overlade kontrollen til nogle andre. Disse ’andre’ er den fiktive nyvalgte muslimske præsident Ben Abbes, og det politiske parti han repræsenterer, Det Muslimske Broderskab. I bogen er der flere voldelige sammenstød mellem radikale højreorienterede og muslimer omkring valget, hvilket resulterer i terrorhandlinger. På dagen for bogens udgivelse blev det satiriske magasin Charlie Hebdo angrebet af jihadister, og dette resulterede i, at bogen blev beskrevet som profetisk. Houellebecq havde været på forsiden af magasinet samme uge som angrebet.

Med sådanne følsomme emner i hans forrige udgivelse, og deres efterfølgende ’profetiske’ samtidsrelevans, ventede den litterære og journalistiske verden spændt på Houellebecqs nyeste udgivelse. Efter at han havde komplementeret både Donald Trump og Brexit, var der megen snak og forventning om, hvad Houellebecqs nye bog ville handle om, især fordi han valgte ikke at udtale sig om bogen på forhold. Objektet for Serotonin blev så blandt andet De Gule Veste (politisk protestbevægelse mod den franske præsident Emmanuel Macron og den franske regering) og utilfredsheden blandt mejeriproducenter over Macrons og EU’s landbrugsreformer set igennem Florent-Claude Labroustes ture rundt i det franske landskab. Den landlige befolkning, vi finder her, føler afmagt og er klar til oprør. Hvor terrorhandlinger og Front Nationals fremmarch blev spået i Underkastelse, er det nu i Serotonin De Gule Veste og deres demonstrationer og vejblokader, der har fået ordet ’profetisk’ til at florere i alskens artikler.

Houellebecqs romaner er ikke for alle, og langt de fleste, hvis ikke alle, vil opleve at være dybt uenige og til tider endda krænket over mange af de ting, der står i bøgerne. Det er formentlig uundgåeligt, når man vælger at berøre de sprængfarlige emner, som Houellebecq ynder at skrive om. Men det kan være forfriskende og sundt at blive rystet i sine holdninger, hvad end det resulterer i, at ens holdninger bliver mere nuancererede, eller at man modsat kun bliver mere standhaftig i sin overbevisning. Så bør det også nævnes, at bare fordi Houellebecq er den kontroversielle, polemiske forfatter, han er, betyder det ikke, at han er kommet sovende til de holdninger; han er velargumenteret og velformuleret, og han leverer noget af den skarpeste og til tider absurd humoristiske satire og samfundskritik på markedet i dag.