At læse en sang

Essay om sange som genstand for litterær analyse

Af Simon Johannesen

Foto: Album cover til “Murder Ballads” / mute.com

Når vi hører om komplekse narrative strukturer, upålidelige fortællere, fortælletekniske greb og dets lige, tænker de fleste af os i første omgang på romaner og noveller. Imidlertid mener jeg, at de elementer også sagtens kan indgå i de auditive medier. Dette essay skal ikke ses som en brandtale for hverken det ene eller det andet; jeg vil blot forsøge at vise, at klassisk narratologi og sange ofte med fordel kan forenes.

Tekstuel forskelsbehandling?

Da David Bowie døde, flød de sociale medier over med diskussioner om hans liv og levned. Jeg husker særligt én diskussion, hvis emne var Bowies religiøse overbevisning. En af debattørerne argumenterede for, at Bowie var ateist, mens en anden mente, at han måtte være religiøs. Dennes argument var, at Bowie i en af sine sange synger – og her parafraserer jeg – ”I know there is a God.” Jeg ved ikke nok om Bowie eller hans diskografi til at udtale mig yderligere om det, men jeg ved, at jeget i et værk ikke nødvendigvis er identisk med forfatterens, digterens eller sangerens jeg. Roland Barthes påpegede i sit berømte essay ”Forfatterens død” (1967), at det er dybt problematisk for enhver meningsfuld litterær analyse automatisk at lave den kobling.

Det er klart, at der i nyere tid blandt forfattere som Karl Ove Knausgård og Madame Nielsen, for blot at nævne et par af de nok bedst kendte eksempler, har været en tendens til at sløre det ellers tydeligt markerede skel mellem fortæller og forfatter, men det ændrer ikke på, at skellet er der. Som Jon Helt Haarder påpeger i sin teori om performativ biografisme, er det netop i kraft af skellets tilstedeværelse og læsernes forventning om samme, at forfattere kan lege med grænserne mellem litteratur og virkelighed. Grænser, der altså i udgangspunktet er tydeligt markerede. Derfor undrer det mig, at vi i vores tilgang til sange synes at insistere på, at grænserne ikke findes. Det er min opfattelse, at når vi endelig beskæftiger os med at læse sange, forfalder vi ofte til den biografiske læsning – vi laver ganske enkelt en direkte kobling mellem sangens jeg og sangeren. Som det også er tilfældet med romaner, noveller eller digte, kan det i mange tilfælde føre til ganske fine læsninger, men at det per automatik i alle tilfælde skulle være en gangbar metode, mener jeg er temmelig problematisk.

Her forstås, at der er stor forskel på sange, hvilket, igen, vel også er tilfældet for enhver anden form for tekst. Jeg spurgte engang min engelsklærer i gymnasiet, der ellers var branddygtig, hvorfor vi aldrig beskæftigede os med sange i undervisningen. Hun svarede, at der sjældent var så meget at komme efter i en sang rent analytisk. Hendes eksempel var The Beatles’ ”She Loves You.” Og det er jo rigtigt nok – i den sang er der ikke så meget at analysere sig frem til, ud over den omstændighed, at hun elsker dig, og at det altså er noget, du burde være glad for. Det er helt åbenlyst, at den sang ikke blev skrevet med en litterær analyse i tankerne. Det samme er vel i øvrigt tilfældet for mange af vor tids krimier, chick flicks og lignende: De er lavet for at underholde os – hvilket jo så i øvrigt i sig selv kan være en kunst – ikke for at stimulere os intellektuelt. For tekster, herunder også sange, er forskellige. En lang række af dem er i udgangspunktet ikke interessante for en litterær analyse. Disse tæller f.eks. sange som ”She Loves You,” hvor teksten vel mest er der for at give et medie, som melodien kan leveres gennem. Andre eksempler er de mange didaktiske sange, såsom Bob Dylans og Jimi Hendrix’ protestsange mod Vietnamkrigen. Endelig er der også en lang række sange, der ikke har noget klart narrativ, men hvor der i øvrigt kan være en masse at komme efter analytisk, hvorfor det må være mere oplagt at gå til dem som digte. For det lydlige kan bidrage enormt til en tekst, og kunstnere kan lege med lyd og tekst til at skabe noget, der går ud over, hvad et traditionelt digt kan, hvilket forskere som Birgitte Stougaard Pedersen og Jakob Schweppenhäuser har skrevet dybdegående om, førstnævnte f.eks. i ”Hvor blev beatet af?” (2011) og ”Tvetunget tale” (2013), sidstnævnte f.eks. i den glimrende artikel ”Krydsild” (2008).

Det længe ventede men

Men der er også sange, hvor det er det rent narratologiske, der er i højsædet. Det er sange, man kan lytte til som en hvilken som helst anden sang, men hvor der så altså også er et ekstra element i form af noget rent fortælleteknisk, der gør det spændende. Her er sangene på Nick Caves album Murder Ballads (1996) glimrende eksempler. Albummet er som en novellesamling, og novellerne – sangene – er dybt forskellige, men har alle det til fælles, at de handler om mord. Således er der sange, der fortælles fra morderens perspektiv, fra offerets, fra en pårørendes, og andre fra en person, hvis tilhørsforhold til historien det er svært at placere. Grundlæggende mener jeg, min gymnasielærer havde uret. Der er en masse at komme efter her, og det følgende bliver på ingen måde nogen dybdegående analyse af Nick Caves dystre tekstunivers – dertil skulle man bruge betragteligt større viden og flere sider – men det kan måske tjene som en indføring, og måske kan det give et perspektiv på, hvad en sang også kan være.

Ballader om mord og kærlighed

Første sang på Murder Ballads hedder ”Song of Joy.” Allerede her er narrativet mere komplekst, end man måske umiddelbart skulle tro. Den begynder med, at den homodiegetiske fortæller synger: ”Have mercy on me, sir, / allow me to impose on you. / I have no place to stay, / and my bones are cold right through. / I will tell you a story / of a man and his family / and I swear that it is true” (0:07). Her etableres der således en rammefortælling: Den frysende fortæller møder op ved en ukendt mands hus og fortæller en historie. Historien handler om mordet på fortællerens kone og børn af en ukendt seriemorder, om hvem politiet kun ved, at han citerer John Milton på væggene i ofrenes blod. Fortælleren synger: ”In my house, he wrote ’His Red Right Hand’; that, I’m told, is from Paradise Lost” (4:53). Derfor er det uhyre interessant, at fortælleren selv på et tidspunkt synger: ”Farewell, happy fields! Where joy forever dwells. Hail, horrors! Hail!” (1:59), eftersom det er et direkte citat, der netop kommer fra Miltons Paradise Lost. Ligeledes synger han: ”The sun to me is dark and silent as the moon!” (5:42). Det er endnu et Milton-citat, denne gang fra Samson Agonistes. Læseren – eller lytteren – må overveje, om fortælleren her er en upålidelig fortæller, der selv har begået de mord, han synger om. De sidste ord i sangen, der følger ovennævnte citat, er: ”Do you, sir, have a room? / Are you beckoning me in?” (5:48). Vi hører altså ikke, hvad der sker med fortælleren, manden, eller hans familie. Men med den sidste linje lægges der op til, at manden vinker fortælleren ind, og så må vi selv gætte os til hans skæbne.

Et yderligere træk, der peger i retning af, fortælleren er morderen, er musikken. Den er ikke i første omgang melankolsk, snarere dyster. Ligeledes er fortællerens stemmeføring uden de store udsving. I det sted i sangen, hvor han beskriver mordet i detaljer, er melodien næsten helt væk, og de fleste af ordene falder på den samme, dybe bastone. Det kan enten betyde, at han er så rørt, at han er blevet helt følelsesløs, eller det kan betyde, at han på intet tidspunkt har haft nogen følelser for sin familie. Imidlertid kommer der for alvor liv i ham helt til sidst i sangen, hvor manden formentlig lukker ham ind. Da dukker der pludselig følelser frem i hans stemme, hvilket man jo så kan tolke som en art forventningens glæde over det forestående mord.

I femte sang på albummet, ”Where the Wild Roses Grow,” der er en duet med Kylie Minogue, hører vi om et enkelt mord. Sangen har tre vers, der alle er delt i to. I de to første vers synger Cave første del, og Minogue anden del, og i tredje vers er det omvendt. Sangen beskriver et kærlighedsforhold mellem de to fortællere, og hvert vers beskriver en dag i deres tre dage lange forhold. Første vers åbner med, at den mandlige fortæller synger: ”On the first day I saw her, I knew she was the one. She starred in my eyes and smiled. / For her lips were the color of the roses that grew down the river all bloody and wild” (0:32). I den kvindelige fortællers del af verset beskrives samme møde, men nu fra hendes perspektiv. Hun er lige så betaget af ham, som han er af hende, og hun synger: ”When he knocked on my door and entered the room, / my trembling subsided in his sure embrace. / He would be my first man, / and with a careful hand / he wiped at the tears that ran down my face” (0:51). I sidste vers er rækkefølgen som nævnt byttet om, således at den kvindelige fortæller starter. Hun begynder verset, intetanende om sin snarlige undergang, med: ”On the third day he took me to the river. He showed me the roses, and we kissed. / And the last thing I heard / was a muttered word / as he knelt above me with a rock in his fist” (2:39). Efterfølgende tager den mandlige fortæller så over, men hans del af verset indledes med: “On the last day […]” (2:56). Således bliver det altså klart, at selvom det for hende bare var den tredje dag, de havde kendt hinanden, var det for ham den sidste dag, og vi hører da også, at han slår hende ihjel med en sten. Dermed kommer der et dystert spin på hele sangen, som ved hjælp af det fortælletekniske greb, at fortællerrækkefølgen er byttet om, først afsløres helt til sidst: Han nævner i første vers, at han vidste ved første blik at hun var the one. Men det er så altså ikke den eneste ene i den traditionelle forstand; hun er the one i den forstand, at hun er den, han vil slå ihjel.

Læsning af en sang

Det er klart, at den biografiske læsning ikke er gangbar i læsningen af fortællingerne fra Murder Ballads: Nick Cave er ikke morder, og Kylie Minogue er ikke død. Hvad der måske er lidt mere tydeligt nu, er, at der altså er belæg for at tage de nævnte sange alvorligt fra et narratologisk synspunkt. Efter min mening er det i hvert fald én måde at tilgå sanganalyse: Man har teksten som hovedfokus, men man er bevidst om, at de auditive elementer formentlig også spiller en rolle. Det betyder, at vores litterære analyser til tider vil være nødt til at låne fra musikvidenskaben, og det kan måske virke skræmmende. Men omvendt, som min medskribent på Littuna Lea Grosen Jørgensen påpegede over for mig, har vi jo i mange år lånt fra alle mulige discipliner – f.eks. er Karl Marx’ politiske teori blevet en fast bestanddel af et utal af læsninger, selvom det vel i udgangspunktet er de færreste af os litterater, der også er politologer eller lignende. Set i det lys ville det være ærgerligt at udelukke sanganalyse på baggrund af manglende musikteknisk viden. For mig at se er sanglæsning ikke stort anderledes end f.eks. at læse en roman, hvori alt fra beskrivelser af karakterernes tøj til himlens farve kan have betydning for tolkningen. Det er det samme her, men med det addendum, at man også bør være opmærksom på rytme, melodi og harmoni – for hvis man graver lidt, er der virkelig meget at komme efter.

Udgivet: maj 2, 2016 | Kategori: artikler, Essays | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *