At sætte egoismen før kærligheden

Anmeldelse af Hans Hedegaard Andersen: Fem dage for Rose, udgivet på Gladiator, d. 30. november 2017

Anmeldt af Rikke Bliksted

Fotograf: Rikke Bliksted

Hvor langt skal man gå for kærligheden? Og hvor meget bør man ofre for at opleve den? Disse spørgsmål spørger hovedkarakteren i Hans Hedegaard Andersens nyeste roman, Fem dage for Rose, sig selv om. Romanen skildrer ikke en kærlighedsfortælling, som vi kender den. I stedet for at anse kærligheden som tilværelsens vigtigste formål, sætter romanen individet og dets ønsker først.

Kæresteparret Simon og Laura døjer med problemer i forholdet. I et forsøg på at redde deres kærlighed, vælger de at bestille en ferie til USA. Ferien skal dog vise sig at ændre på mere, end parret har kunnet forestille sig. I romanen bliver alt vendt op og ned, og til sidst bliver misharmonien i forholdet en uundgåelig faktor. Andersen formår at skabe en meget realistisk fortælling om et par, der befinder sig to vidt forskellige steder i livet, og et  kaotisk forsøg på at redde det forliste parforhold skaber en medrivende effekt hos læseren .

Selvom der findes uendelig mange historier om kærlighed og forsøget på at redde den, så indeholder Fem dage for Rose en ny dimension, som tryllebinder læseren. Denne forbindelse mellem roman og læser skyldes måske især, at Simon vælger at tage kærlighedens kamp op – dog ikke den kamp Laura havde regnet med. På den måde afspejler bogen et mere realistisk hverdagsbillede, som læseren kan relatere til, da kærligheden ofte fremstilles mere lige til, en hvad den egentlig er.

Egoismens nødvendighed

Romanen stiller spørgsmålet, om man kan være i et forhold, hvis man ikke kan være sig selv i det. Det bliver hurtigt tydeligt, at Simon er underlagt kæresten Laura. På mange måder er han en ’tøffelhelt’, der blindt handler efter Lauras ord. Som læser er man klar over, at forholdet ikke fungerer, og at det måske skyldes, at Simon lægger bånd på sin egen person. Dog skal ferien til USA vise sig at blive banebrydende for forholdet og ikke mindst for Simon.

I løbet af ferien i USA begynder Simons interesse for sejllads at trække i ham, og endda så meget at han vælger at trodse Laura og hendes dominerende billede af hvordan ferien skal være. Simon indser, at han ikke kan blive ved med at leve i skyggen af Laura og i stedet bør leve livet efter sine egne regler. Laura synes ikke om denne pludselige modvilje fra Simons side. Ferien resulterer i, at Simon (gen)finder sig selv og stopper med at lade sig dominere af Laura. Denne nye Simon har Laura svært ved at finde en plads til i sit liv, hvilket får Simon til at indse, at forholdet er forbi. Det misforliste forhold bringer dog noget godt med sig; efter forliset har begge parter nemlig mulighed for at dyrke sig selv og følge sine drømme.

En forfatter i sit es

Hans Hedegaard Andersen er uddannet skibsfører, hvilket tydeligt præger hans nyeste roman, hvor en stor del af handlingen udspiller sig på havet. Disse afsnit er meget detaljerede og fyldt med faglige begreber og vendinger. Mængden af fagbegreber kan virke overvældende for en læser, der ikke har samme kendskab til sejlads. Det er dog samtidig dejligt som læser at mærke, at en forfatter skriver om noget, der interesserer ham og denne tydelige interesse er med til at skabe en troværdig og autentisk historie.

I dag fokuseres der meget på kærlighed, og i nogle tilfælde anses det næsten som målet for vores tilstedeværelse. Dette gør Andersen op med i sin nye roman, hvilket er yderst befriende.  Fem dage for Rose lærer læseren at undertrykkende kærlighed ikke er noget værd. Denne omvendte kærlighedshistorie er forfriskende, medrivende, og samtidig vigtig. Derfor jeg har jeg nydt at læse denne nyfortolkede historie om kærlighed og kærlighedens konsekvenser, som jeg varmt vil anbefale til alle der er vil have et fornyende kærlighedsperspektiv.

Udgivet: februar 25, 2018 | Kategori: Anmeldelser | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *