Litterær artikel om Anna Wittenkamp Richs ”Faser” fra tidsskriftet Henfald 1/2016

Af Simon Johannesen

Billede: Fra Anna Wittenkamp Richs serie ”Faser” fra tidsskriftet Henfald 1/2016

”Faser” er en række kunstværker af Anna Wittenkamp Rich, der er udgivet i første udgave af tidsskriftet Henfald. Kunstværkerne kombinerer et minimalistisk motiv med en lille tekst, som minder om et ordbogsopslag, idet den består af en naturvidenskabelig fagterm skrevet i fed og en definition af samme. På den måde skaber kunstneren en kobling mellem to områder, der ellers ikke normalt kan snakke sammen; nemlig æstetik og videnskab. Dermed bliver fænomener, som ikke har noget med skønhed at gøre, gjort skønne.

Det første værk skildrer to liggende mennesker, der ligger i ske. Den bagerstes ene arm rækker over den forreste skikkelse og aer dennes arm. Værkets minimalistiske stil bevirker, at det er umuligt at afgøre menneskernes køn, for de har ingen ansigter, og deres kroppe virker kønsløse. Alligevel handler billedet klart om kærlighed mellem to mennesker, og der er en ømhed over omfavnelsen, som skinner ganske klart igennem til trods for, at de markører, vi normalt bruger til at afkode følelser – mimik, rødmen, smil, blikke og så videre – ikke er der. Som beskuer får man altså klart indtryk af, at det er et kærligt motiv, man ser på. Derfor er den akkompagnerende tekst særligt interessant: ”bundfald dannelse af et uopløseligt eller tungt opløseligt stof ved en kemisk reaktion.” Bundfald har ikke umiddelbart noget at gøre med kærlighed mellem mennesker eller med at ligge i ske. Men fordi billede og tekst sættes op ved siden af hinanden, skaber værket en kobling mellem de to, således at ordet bundfald kommer til at få andre konnotationer end hidtil, idet værket reelt siger, at de to mennesker er bundfældet. I sammenhængen betyder det, at kærligheden mellem de to er uopløselig og stærk.

Værket æstetiserer altså noget rent videnskabeligt. Imidlertid går koblingen også den anden vej, således at det æstetiske bliver videnskabeliggjort. Menneskernes arme danner flere parallelle linjer, og på grund af den minimalistiske brug af former og linjer er det flere steder svært at afgøre, hvor den enes krop begynder, og den andens slutter. Man kan altså sige, at værket gør opmærksom på det smukke i en disciplin som matematikken; for reelt er de to mennesker, som helt tydeligt er elskende, bare former og linjer. Og det samme kan man vel dybest set sige om alle os.

I et andet værk er det ordet emulsion, der defineres: ”emulsion opløsning af små dråber af en væske i en anden væske.” På billedet ses to mennesker, som sidder ved siden af hinanden på en bænk. På deres lår, der rører ved hinanden, er der små prikker, så det ligner, at de er ved at smelte sammen. De to mennesker er altså væskerne, som bliver til én, men det er ikke til at afgøre ud fra billedet, hvad der er emulgatoren, der sætter processen i gang. Det skyldes netop, at det ikke er billedet, men teksten, som skaber emulsionen. Fordi teksten leder vores tanker i den retning, tolker vi naturligt prikkerne som sammensmeltningsprikker, om man vil. Værket giver os således selv nøglen til tolkningen af det, hvilket skaber en interessant metatekstuel pointe, idet emulsionen kun er mulig, fordi selve ordet emulsion – samt den følgende definition – fungerer som emulgator.

Ganske vist er de to mennesker ved at blive ét, men billedet udtrykker slet ikke samme ømhed som bundfaldsbilledet: Den ene sidder – måske lidt nervøst? – med hænderne oven på hinanden. Den anden sidder med armene ud til siden, så kroppen ser større ud, hvorfor den anden tydeligt virker mere selvsikker end den første.  Sammensmeltningen af de to er således ikke øm og kærlig som i bundfaldsbilledet, for i dette billede bliver den ene skikkelse slet og ret optaget af den anden. Det skyldes netop, at bundfældning er en proces, der danner noget, mens emulsion er en proces, der opløser noget. Sidstnævnte virker voldsommere og mere dramatisk. Og det er præcis dét, dette værk kan; det kan få beskueren til at lede efter narrativer og dramatik i motiver og begreber, som ellers ikke umiddelbart har meget med nogen af delene at gøre. Således kan koblingen mellem naturvidenskab og æstetik både skabe kærlighed i et ellers noget goldt billede, og den kan skabe dramatik i et ellers noget begivenhedsløst billede. Det er dette greb, Anna Wittenkamp Rich udnytter i billedserien ”Faser,” og derigennem bliver der skabt nogle interessante forbindelser mellem fagområder, der kun sjældent taler sammen.