At være befriet og spærret inde

At være befriet og spærret inde

At være befriet og spærret inde

Anbefaling af Majgull Axelsson: Jeg hedder ikke Miriam, udgivet på Forlaget Klim d. 26. maj 2015

Anbefalet af Simon Johannesen

Foto: Bogens omslag / klim.dk

Den jødiske kvinde Miriam, der overlevede Holocaust, vågner natten til sin 85-års fødselsdag. Alt ånder fred og idyl i den lyse, svenske nat, men hendes indre er i stor opstandelse. For i dag trænger sandheden sig på, skønt hun i over 70 år har kæmpet for at skjule den. I dag vil det fortrængte frem: Hun var i Auschwitz og Ravensbrück. Men hun er ikke jøde. Og hun hedder ikke Miriam.

Hun hedder Malika, og hun er roma. Sigøjner. Jeg hedder ikke Miriam er fortællingen om, hvordan hun under en fangetransport så sit snit til at lægge romaen Malika fra sig og blive til jøden Miriam, hvordan hun overlevede koncentrationslejrene, kom til Sverige og blev en del af en familie der. Og selvom hun elsker sin familie, har hun stadig sine forsvarsværker oppe, og ingen af dem ved, hvem hun virkelig er. I første omgang er det dét, bogen handler om: de forsvarsværker, vi alle i større eller mindre grad bygger op for at skjule, hvem vi er.

Bogens handling strækker sig fra flashbacks til Miriams tid i nazisternes koncentrationslejre og hendes første tid i Sverige til rammefortællingen i nutiden, hvor hun holder fødselsdagsfest med sin familie. Flashbackene fortæller ærligt og barskt om Auschwitz og Ravensbrück, og bogen er værd at læse alene for den historiske fortælling, der ganske vist ikke er baseret på nogen enkelt, virkelig person, men som alligevel helt tydeligt er meget veldokumenteret. Det er gribende og rørende at høre om de forfærdelige ting, der skete, og bogen udmærker sig særligt ved, at vi i den også får indblik i nazisternes systematiske udslettelse af romaerne, Europas glemte og vel nok mest forhadte folkefærd. Bogen vender også op og ned på mange af de forestillinger, vi måske har om efterkrigstidens Europa: for nok var det en tid, hvor der blev udført et stort, imponerende stykke humanitært arbejde af organisationer som Røde Kors, men det var bestemt ikke en tid, hvor alle fordomme og vrangforestillinger om racerenhed blev kasseret. For eksempel hører vi, at der i efterkrigstidens Sverige foregik voldelige aktioner mod romaerne. Uvirkeligt, men sandt.
Derfor er det heller ikke uden en vis ironi, når forfatteren, Axelsson, skriver: ”Folk i Jönköping var flinke. Folk i Småland var flinke. Folk i Sverige var flinke” (58). De måske mest interessante dele af romanen er de dele, der foregår i Sverige efter krigen. For selvom Miriams tilværelse ændrer sig betragteligt til det bedre, da hun kommer til Sverige, lurer det onde konstant lige under overfladen. Det får vi indblik i gennem citater som ovenstående, og flere gange trænger utrygheden ind i selve fortælleformen, som da Miriam lige er kommet til Sverige og sidder i et koncerthus, der tjener som midlertidig bolig for flygtningene: ”Når hun var sammen med de andre fanger – nej, flygtninge! – græd hun aldrig […]” (336).

Axelsson blander på genial vis koncentrationslejrenes rædsler med det trivielle og småborgerligt svenske, som for eksempel da Miriam ser en kvinde dyppe en småkage i kaffen: ”Miriam holdt vejret. Havde Hanna ikke sagt at det var fuldkommen utilstedeligt at dyppe kagen i kaffen? Ekstremt uopdragent? Jo. Det havde hun. Men hun havde også sagt at man aldrig måtte kommentere andre menneskers bordskik” (152). Den omstændighed, at en person, der har overlevet helvede, efterfølgende skal trækkes med takt og tone, er så uvirkelig og absurd, at man ikke ved, om man skal grine eller græde. Og så alligevel; for hvis Miriam ikke formår at falde godt nok til, og hvis hun lader fortidens rædsler tage hold over hende, bliver hun måske udvist eller sendt på tosseanstalten, som det hed dengang. Jeg er målløs og stærkt imponeret over den måde, Axelsson formår at skildre Miriam efter krigen som en kvinde, der på samme tid er befriet og spærret inde.

Bogen er fyldt med situationer, hvor Miriam som den tavse outsider forsøger at falde til og for alt i verden ikke komme til at afsløre sig selv og sin virkelige identitet, og selv da hun som 85-årig får besøg af sin familie, fylder det stadig meget i hendes bevidsthed: ”[Hun] lægger derefter den ene hånd oven på den anden på det ternede sengetøj for at gøre billedet af en roligt ventende gammel kvinde perfekt” (19).

Jeg hedder ikke Miriam er en rørende fortælling, ikke kun om det fortrængte, men også om selve det at fortrænge. Som historisk roman er den gennemført, og den fortæller vigtigt og relevant om en tid, som vi alle har hørt om, men formentlig aldrig kommer til at forstå. Axelsson skriver mesterligt, og hun formår at skildre både krigen og efterkrigstiden med indlevelse. Bogen er et pragtstykke, og jeg kan ærligt talt ikke anbefale den nok.