At vende tilbage til begyndelsen

At vende tilbage til begyndelsen

At vende tilbage til begyndelsen

Essay om oversættelse og udgivelseskronologi samt anmeldelse af Haruki Murakami: Hør vinden synge & Flipperspil 1973, udgivet på Forlaget Klim d. 14. oktober 2016

Oversat fra japansk af Mette Holm

Af Anna Rosenkrands Uldall

Foto: Bogens omslag / klim.dk

Tyve år efter at de danske læsere for første gang stiftede bekendtskab med den japanske forfatter Haruki Murakami med hans værk En vild fårejagt (1996), vender vi nu tilbage til begyndelsen; Murakamis første to romaner, Hør vinden synge (1979) og Flipperspil 1973 (1980), foreligger nemlig nu for første gang på dansk i en samlet udgivelse. Men hvorfor er de først blevet oversat nu?

Den verdenskendte japanske forfatter Haruki Murakami slog igennem på det danske bogmarked i 2001 med Trækopfuglens krønike. Men denne roman er langt fra den første udgivelse fra Murakamis hånd, der udgav sit første stykke litteratur allerede i 1979. Tilsynekomsten af de populære japanske romaner her i Danmark følger altså ikke den kronologi, som romanerne oprindeligt er blevet udgivet i. Kronologien af de danske oversættelser afviger derfor fra udgivelserne i Japan, og således er det muligt at betragte det som to vidt forskellige – og til en vis grad uafhængige – kronologier, fordi de følger hver deres udgivelsesmønster.

Det giver god mening at udenlandske forfatteres romaner først oversættes til det danske sprog, idet de bliver en international succes. Men når det store internationale marked først får øjnene op for en bestemt forfatter, efter at han eller hun allerede har udgivet en række romaner, opstår der en slags sort hul. Læserne af det udenlandske værk er bevidste om, at der foreligger romaner, der er skrevet inden dem, der er blevet udgivet i oversættelse i Danmark, men disse romaner er utilgængelige for de danske læsere – de er fanget i det sorte hul – indtil en eventuel oversættelse indtræffer. I tilfældet med Murakamis forfatterskab har de danske oversættelser, der primært er udført og til stadighed bliver udført af Mette Holm, fulgt et noget uforudsigeligt skema. Efter succesen i Danmark med udgivelserne af henholdsvis Trækopfuglens krønike og Kafka på stranden er efterspørgslen på romaner fra hans hånd steget markant.

Resultatet af den store efterspørgsel er, at den oprindelige kronologi, som Murakamis udgivelser har fulgt i Japan, er blevet splittet i to bevægelser; en retning der følger de nyeste udgivelser, og én der følger de ældre udgivelser, som endnu ikke er blevet oversat til dansk. Således er der de seneste år blevet udgivet skiftevis brandnye romaner, der oversættes hurtigt efter de japanske udgivelser, og gamle romaner der har været velkendte i Japan i næsten 40 år.

Oversættelsen af Hør vinden synge & Flipperspil 1973, der sammen med En vild fårejagt udgør en trilogi, er ikke blot speciel fordi det er Murakamis allerførste romaner, men også fordi et årelangt forbud fra Murakamis side om en oversættelse endelig er blevet brudt. Oversætteren Mette Holm er ofte tilstedeværende ved forskellige litterære arrangementer, blandt andet BogForum og Krimimessen i Horsens, hvor hun – sidst jeg var til stede ved et sådant oplæg – beretter om det tætte samarbejde mellem den japanske forfatter og de mange oversættere. I modsætning til mange af hans kolleger, står han ikke blot på sidelinjen, men er en del af oversættelsesprocessen. Forbuddet mod at oversætte Hør vinden synge & Flipperspil 1970 havde grundlag i, at han mente romanerne var gamle og uinteressante og at tredje bog i trilogien, En vild fårejagt, kunne læses uafhængigt af de to forrige romaner.

Alligevel er de to romaner nu – 15 år efter En vild fårejagt – blevet oversat til dansk, hvilket mange Murakami-tilhængere (heriblandt undertegnede) betragter som en glædelig begivenhed. De to romaner er samlet i én udgivelse på dansk, hvilket er velfungerende, da de begge er forholdsvis korte. Romanerne komplimenterer hinanden indholdsmæssigt, mens de i den formmæssige udførelse afviger betragteligt; Hør viden synge fremstår som en fragmentarisk debut, hvor der er mange forskellige stemmer, som taler uafhængigt af hinanden i korte afsnit. Romanen kredser om en ung mand, der hyppigt frekventerer en bar, hvor også hans kammerat ved navn Rotten ofte kommer. Handlingen udspilles over fyrre kapitler, der hver især ikke er længere end et par sider. Ved indledningen af hvert kapitel er læseren ofte i tvivl om, hvem der er stemmefører; er det den unge mand, er det hans kammerat eller er det den radiovært, der også pludseligt dukker op? Denne, Murakamis debutroman, har desuden det at skrive som ét af sine fokuspunkter, hvilket kommer til syne ved at den unge mand – romanens hovedperson – iscenesætter sig selv som skribenten af værket:

”Og derfor fortsætter jeg med at skrive det her, mens jeg sparker til min bevidsthed, der ellers bare ville synke ned i tidens stillestående stump, med øl og smøger. Ligesom jeg tager det ene varme bad efter det andet, barberer mig flere gange om dagen og lytter til gamle plader igen og igen. Lige nu er det gammeldags lyd af Peter, Paul & Mary, der spiller i baggrunden.”

At romanen er bevidst om sig selv som en skrevet stykke litteratur, er spændende rent litterært, men det biddrager også til at skabe det fragmentariske udtryk, og dermed til at forvirre læseren.

Som modsætning hertil fremstår Flipperspil 1970 som et mere fuldendt værk med beskrivelser og betragtninger, der vækker genkendelse hos den garvede Murakami-læser. Denne roman kredser om den samme unge mand, den samme bar og den samme kammerat – Rotten. Forskellen er dog at der er knap så mange kapitler, og at læseren aldrig er tvivl om, hvem der er stemmeføreren i de forskellige kapitler. Både Rotten og den unge mand spiller en fremtrædende rolle, men hvor de i Hør vinden synge interagerede med hinanden, lever de i Flipperspil 1973 to forskellige liv med to adskilte handlingslinjer. Rotten frekventerer stadig den samme bar i den samme by, mens den unge mand, der er flyttet væk fra byen, er på jagt efter en ganske særlig flippermaskine…

At vende tilbage til en begyndelse kan både være positivt og negativt. Det er tydeligt, at disse to første romaner er en del mere tøvende, prøvende og dermed fragmentariske, end de senere romaner. Men jeg synes alligevel de har deres berettigelse på det danske bogmarked, fordi der er så mange danske læsere, der er dykket ned i dette japanske forfatterskab. Oversættelsen af en velrenommeret forfatters debutromaner er begivenhedsrigt, fordi det er interessant at dykke ned i de udgivelser, der ligger til grund for alt den fantastiske litteratur, han ellers har skrevet. Måske appellerer debutromanerne mest til indgroede Murakami-læsere, men jeg mener dog, at alle der er interesserede i japansk litteratur, kultur og filosofi vil få glæde af at læse med.