Anmeldelse af Allan Lillelund: Dage uden dagbog, udgivet på Snepryd d. 1. december 2017

Anmeldt af Sisse Lorenzen

Fotograf: Sisse Lorenzen

Allan Lillelunds novellesamling, Dage uden dagbog, er forfærdelig og fascinerende på samme tid. I hver eneste novelle fremskrives et klart billede af mennesket på afgrundens rand, så hudløst ærligt, tåkrummende, men alligevel utroligt dragende.

Et menneskeligt lavpunkt i ekstremer

Dage uden dagbog består af 15 små komprimerede, men stærke noveller, hvor læseren blandt andet inviteres med ind i livet hos en sindsforvirret kvinde, der leger hund, en mand, der sammenligner borgerservice med en bjørns røvhul og en mand, der dræber sine medpassagerer på en bustur.

Selvom novellerne som udgangspunkt er forskellige, har de det tilfælles, at de beretter om mennesker, der ikke harmonerer med deres nærmeste eller deres omgivelser, hvilket oftest er udtrykt gennem et dysfunktionelt forhold mellem en mand og en kvinde. Det er mennesker, der synes at have ramt det ultimative lavpunkt; et lavpunkt i ekstremer. De er selv overbeviste om, at de ikke kan rykke sig ud af det sted, de ellers synes at finde utåleligt: ”Jeg drømmer om at være en mand, der har et valg og som bliver hjemme.” Sådan siger jeget i ”Det er ikke et æggeur”. Han er magtesløs, hvorfor han også handler i afmagt, da han hos lægen hævder at høre et æggeur ringe, imens kæresten får foretaget en abort. Magtesløsheden er et gennemgående træk i novellerne og kulminerer i ”Hesteballon”, hvor jeget, der også kalder sig selv for ”jeres unavngivne ven”, dræber sine medpassagerer på en bustur:

”Man kan ikke skrive den lyd ned på papir. Hvordan skal jeg nogensinde forklare jer lyden, når man med sin knivspids når ind på den anden side af et menneskes hud. Derinde hvor alle hemmelighederne snurrer rundt.”

Læseren inviteres ikke bare med ind i personernes liv, men også helt ind i deres tanker og fantasier, der til tider er så ekstreme, at det næsten bliver ubehageligt. Det er som at sidde i biografen og se en uhyggelig film; man tør næsten ikke kigge, men man kan ikke lade være.

Sproget som erkendelsesmiddel

Det er karakteristisk for alle 15 noveller, at sproget er ligefremt, ærligt og hårdt. Det er ikke et sprog, der er pakket ind i skønhed og symbolik, eller rettere sagt, ikke et forsøg på at undgå virkeligheden. Det er et sprog, der til tider er så banalt, at man nærmest ikke kan andet end at grine, fx i Klodser, hvor jeget sammenligner borgerservice med en bjørns røvhul:

”Og så finder man sig selv midt i bjørnens røvhul, med endimensionelle mennesker alle vegne, og ønsker en taske bag pamfletterne, en tikkende bombe, noget der skal brænde op. Jeg kan ikke klare atmosfæren herinde, eller de små chokoladestribede børn over det hele. Det hele er helt forfærdeligt trivielt, og alt hvad der trådte frem fra denne trivialitet, var mit udråb.”

Det er tåkrummende, og det er netop pointen. Læseren skal ikke vende sig bort fra den barske realitet, men tværtimod vende sig mod den, selvom det kan synes svært, for eksempel når jeget nede i borgerservice forklarer en mor, at legetøjsklodser minder ham om klunker. Litteraturen tjener her som en vej til erkendelse, hvor det meningsløse og hæslige placeres i et større perspektiv.

”Folk er stivhed og struktur og deadfaces”, siger jeget idet han forlader borgerservice. Det er samtidig en rammende beskrivelse af, hvad Lillelunds noveller i hvert fald ikke er. De er på ingen måde gennemstrukturerede eller kedelige. Lillelund skriver på en umiddelbar måde, hvor det, der skildres alligevel trænger ind under huden, og det er også det, der gør novellerne interessante.

Dage uden dagbog er et opråb, der minder os om, hvordan livet også er. Det er paradoksalt, at samlingen ligner en dagbog over de dage, som vi helst vil være foruden, fragmenteret, men alligevel så klart forbundet. Og hvem har ikke lyst til at læse i en fremmeds dagbog?