Anmeldelse af Naja Marie Aidt & Cathrine Raben Davidsen: Blå og mørke spor, udgivet på Gyldendal d. 22. november 2018

Anmeldt af Marie Marcussen Lerche

Fotograf: Marie Marcussen Lerche

I godt ti år har to kunstneriske sjæle samarbejdet på tværs af deres respektive kunstarter: litteraturen og billedkunsten. I Blå og mørke spor viser forfatter Naja Marie Aidt og billedkunstner Cathrine Raben Davidsen endnu en gang deres særlige kunstneriske forbindelse og giver et betagende blik på både tidligere og nye værker.

For nogen vil det måske synes at være en uskik at begynde en anmeldelse med at pege på værkets efterskrift. Men som det nogle gange gør sig gældende for (kunst)værker, vil en vis rammesætning af værkets univers give beskueren – eller i dette tilfælde beskueren og læseren – en kærkommen ballast at gå værket i møde med. På de første nogen-og-tredive sider af Blå og mørke spor åbenbarer smukke men sælsomme stregtegninger af fugle og menneskekroppe (og krydsninger herimellem) sig nemlig, førend man støder på den første tekst, Aidts digte, som i både Mørke spor og Blå spor – to af udgivelsens tre dele – er gådefuldt poetiske og svævende sarte. I efterskriftet, værkets tredje del, som er en brevveksling fra september 2018 mellem Aidt og Raben Davidsen, gives en nøgle, der låser op for det helt særlige, som første del, Mørke spor, især er: en fælles meditation over Ovids Metamorfoser, over historien om den unge kvinde Filomele, der fik skåret sin tunge ud og blev forvandlet til en svale efter at være blevet voldtaget af sin søsters mand, så hun ikke kunne berette herom. Med henholdsvis billeder og ord giver Aidt og Raben Davidsen deres kunstneriske stemmer til Filomeles ulykkelige historie og trækker herigennem også tråde til et aktuelt emne i vores tid: at lade uhørte kvinders stemmer blive hørt.

”Der er ingen grænser / for vores eksistens / Vi sætter dybe spor / vi er skabt af hinanden / vi skænker os selv: / se, hvor dine øjne stråler / i din søns ansigt / det er gavernes gave / kødets vandring / din negl på min finger / min brystvorte spejlet i din / mavens bløde runding / se”

”jeg er vågnende: / det der gør os ondt / kan antage mange former / og vreden, den jagende smerte / så stor at den letter / og bliver let / og forgængelig / som om verden selv / fornægter det ubærlige / og derfor forvandler os / til en drøm om mørke og fugle”

”En særlig forbindelse mellem billeder og sprog, som får noget tredje til at opstå”

Aidt og Raben Davidsen udgav sammen i 2007 Voice of the Shuttle (Schäfer Grafisk Værksted) og i 2018 Blå spor (CRD Studio og Officin). Blå og mørke spor er som nævnt både en samling og en revidering af disse tidligere udgivelser med nye tilføjelser fra begge kunstneres hænder. Hvor metaformoserne som omdrejningspunkt i Mørke spor visuelt træder frem gennem Raben Davidsens stregtegninger, er det visuelle udtryk i Blå spor præget af yderst fine litografier, der – som efterskriftet afslører – overvejende består af en finurlig fjersamling, arvet efter hendes afdøde far. Døden, men derigennem også livet og naturens på én gang forudsigelige og uforudsigelige forgængelighed og gang, toner også frem gennem Aidts ordbilleder.

”det florlette / det spinkle fine / en tanke i den tidlige / morgen bliver til / sten, tung, kold / når månen står op / et blegt ansigt / over sengen / de døde bæres / med / kroppen”

”så kroppen hælder / mod døden / hver dag / små bevægelser / sikre / umærkeligt / at vågne / cellernes forvandling / efterårets æble rynker / i skålen / kroppen vil rejse sig / den rejser sig / den rejser mod / en anden tilstand”

Naja Marie Aidt og Cathrine Raben Davidsen skaber med Blå og mørke spor nye forbindelser mellem to kunstarter, mellem ord og billeder, som tillader en konstant og berigende udveksling i og af deres meget vedkommende og fælles blik for, hvad historiefortælling også kan – og kan gøre. Som Aidt skriver i et af sine efterskriftsbreve:

”At fortælle historier er noget af det mest menneskelige, jeg ved. Udvekslingen af erfaringer, drømme og håb, angst, rædsler, forestillinger. Udvekslingen af, hvad der kan ske i verden. Vidnesbyrd. Fortid, nutid og fremtid.”

Blå og mørke spor er små poetiske og visuelle fortællinger, der strækker sig fra at give nye klæder til litteraturhistoriens århundredgamle metamorfosefortællinger til at give små kig ind i de helt personlige sfærer; her hvor sorgen og tabet af kære har sat sine spor, også i begge kvinders kunstneriske virke og i foreningen heraf. Helt særligt er det, at Aidt og Raben Davidsen igen med Blå og mørke spor har forenet deres stemmer: både gennem digte, billeder og brevvekslinger.