Anmeldelse af Dorrit Willumsen: Løg trækker tårer, udgivet på Gyldendal d. 12. september 2019

Anmeldt af Emma Thastum Skjødt

Foto: Emma Thastum Skjødt

Dorrit Willumsens er aktuel med romanen Løg trækker tårer, der på surrealistisk og finurlig vis skildrer livet for den 74-årige kvinde Wendy. En dag får Wendy nok af sit trivielle liv og indlogerer sig i en skunk i en tom lejlighed i København. Her lever hun i stilhed af vin og beroligende bananer i sin ulvepels, mens hun grubler over livet.

Den dag Wendy fylder 74 år, får hun nok. Midt i mørbradbøffer, løg der river i næsen og en emhætte, der kører for fulde gardiner, indser hun, at hun ikke har fået nogen gaver, blomster eller i det mindste et fødselsdagskort af sin mand. Hun har kun fået ”bløde løg og problemer”. Men er der ikke mere i livet end det? Det beslutter Wendy sig for, at der er, og derfor forlader hun hjemmet og manden, der ikke længere gider bære hendes kufferter, men blot køber nogen med hjul.

Wendy, som egentlig ikke er hendes rigtige navn, men blot et hun har fundet på for at gøre oplevelsen mere spændende, beslutter sig for at tage toget til Hovedbanegården i København. I København får hun tilfældigt adgang til en tom lejlighed, der er under renovation og har nøglen siddende i låsen. I lejligheden finder hun en lille skunk, som hun kan ligge næsten udstrakt i, da hun gudskelov ikke har lange mannequin-ben, men snarere har en dværgs højde. Og her beslutter hun sig for at flytte ind, med den ulvepels hun har på. Wendy isolerer sig i skunken fra det virkelige liv, med larm, ambulancer, rullende kufferter og den moderne teknologi. Disse mange timer i skunken, hvor det kun er ulvepelsen, som efterhånden får flere og flere menneskelige træk, som holder hende med selskab, giver Wendy plads til at granske sjælen og det liv, hun har levet.

Livets facetter

På realistisk vis skildres alle de facetter i livet, Wendy er gået igennem og som mange ville kunne nikke genkendende til; alt fra egoistiske kærester, kroppens forfald, når en kvinde ældes, en mor, der ikke synes, hun er god nok, og forvirringen omkring, hvad man dog skal med en mobil:

”Den lille lyserøde firkant kunne gøre hende rasende, forventningsfuld, nervøs, og den kunne give hende dårlig samvittighed i flere dage, hvis hun var kommet til at slette en ulæst besked. Men først og fremmest fik den hende til at føle sig hjælpeløs med alle sine beskeder, krav og nyttesløse billeder. Den forurener luften, som den nu forurener vandet.”

Willumsen formår, som citatet viser at sætte mange af de mest hverdagslige aspekter på spidsen, og det hele fortælles med en lunefuld og humoristisk tone, som kan få enhver til at trække på smilebåndet. For selvom romanens anslag kan forekomme trist, så er Løg trækker tårer meget mere end det

Livet mister ingen værdi

Selvom romanen bliver mere og mere surrealistisk, står forvirringen i Wendy som det centrale holdepunkt i romanen. Både forvirringen over hvordan livet ofte ender med at være noget helt andet end først antaget, men også en undren over den fremmedgjorthed, der møder en kvinde i en sen alder, både fysisk og psykisk. For Wendy’s udseende er stadig lige så relevant for hende, som dengang hun var ung og skulle møde sin store kærlighed efter lang tids adskillelse. En central pointe i romanen er, at selvom man er en ældre kvinde, så bliver hverken livet, kroppens forfald, eller kærligheden mindre betydningsfuld. Og måske kan alle de år, Wendy har ventet på at møde en rigtig mand, der gider bære hendes kufferter og ikke blot køber nogle med hjul, komme hende til gode – når denne mand måske venter ude på den anden side af skunken?

Willumsen har skrevet bøger siden 1965, hvoraf den seneste roman, Nær og fjern (2015), vandt Montanas Litteraturpris. Med Løg trækker tårer, viser Willumsen, at hun stadig formår at fange læseren med sine nærværende, eftertænksomme og skarpe skildringer af livet på godt og ondt. Løg trækker tårer er ikke blot en vemodig fortælling om en ældre dame, men en livgivende, humoristisk roman, der er relevant for læsere i alle aldre. Tilbage står netop den universelle opfordring; lev livet!