Brudstykker fra en barndom i opbrud

Anmeldelse af Daniel Boysen: Fordi ilden er vores, udgivet på Jensen & Dalgaard d. 18. februar 2016

Anmeldt af Line Andersen

Foto: Bogens omslag / jensenogdalgaard.dk

Skriver man automatisk gode bøger, hvis man har haft en frygtelig barndom? Det er spørgsmål, der ofte bliver stillet og svaret er ifølge denne skribent et stort og rungende NEJ. Men ikke desto mindre kan det alligevel resultere i mesterværker såsom Knausgårds omfattende værk Min Kamp. Daniel Boysen har ikke begået et mesterværk, men hans delvist autobiografiske roman Fordi ilden er vores om en opbrudt barndom i provinsen er relativt tæt på.


På forsiden af Fordi Ilden er vores står der under titlen: ”Roman i opbrud”. Det står næsten usynligt, som en ivrig forfatterkommentar fra en kunstner, der gerne vil bestemme læserens oplevelse af romanen på forhånd, men som alligevel ikke vil overtage helt. Det er dog slet ikke nødvendigt. Boysens roman er på alle tænkelige måder i opbrud, det kan ingen betvivle.
Gennem en beskrivelse af en barndom i provinsen, nærmere betegnet i byen Stenderup ved Ribe, fortæller Boysen sin historie, som han selv har oplevet den, og som han stadig oplever den i dag. Her vokser han og hans søster op i et hjem i opbrud, med en far der skrider, en mor der ikke kan magte opgaven og en voldelig stedfar, der tyranniserer Boysen og misbruger lillesøsteren. Bogen kunne tænkes at være endnu en af disse manifestationer over en hårdlivet barndom, men det er den ikke. Romanen forsøger aldrig at manifestere noget som helst. Den er nærmere en refleksion; en dekonstruktion af den opvækst, Boysen nu engang har haft. Det bliver aldrig klart, hvor grænsen mellem fiktion og virkelighed begynder eller ophører, og samtidig lægges der røgslør ud, så læseren kun kan gisne om, hvad der er sandt og hvad der er opdigtet. Boysen skriver aldrig direkte, at moderen er psykisk syg, men benytter sig af et krydsfelt af lyriske værktøjer i analysen af sin egen familie:

”Vi fødes ind i en psykisk sygdom; med en hovedvej, en statue for enden, en skole, en legeplads, marker, gårde, barndomshjem og naboer. Vi fødes som gidsler. Vi fødes som slaver. Skoven er et missil. Himlen en eksplosion. Vi fødes ikke som mennesker. Mor siger det ikke højt, men det må være det, hun tænker; det, hun giver videre til os.”

Det er dog ikke kun indholdet, der er dekonstrueret – også romanens opbygning understreger opbruddet gennem sin fragmentariske form. En hvirvelvind af barndomsminder blandes sammen med refleksionsbrudstykker i en roman, der hverken har sidetal eller reelle kapitler. Den består af to dele, hvoraf første del fungerer som en form for introduktion til fortællerens tankestrøm, mens anden del i højere grad er refleksiv og kommenterende på første dels mere konkrete fortællinger. Dét at læse bogen kronologisk fra ende til anden er ikke nødvendigvis den bedste måde at forstå fortællerens univers på, og derfor lader den sig heller ikke begrænse af netop den strømlinede form, sidetal er medvirkende til at give. Daniel Boysens små brudstykker kan stå alene, som de er, men fungerer også i en større sammenhæng.

Daniel Boysen beskriver en barndom, hvor det ikke blot er forældrene, der har svigtet, men også skolen og kommunen. Både han og søsteren bliver behandlet som tal i et lotteri, hvor nogle altså bliver nødt til at være taberne. Undertegnede opfatter dog ikke udelukkende Boysens roman som en politisk kommentar til det ellers svigefulde system, der indimellem kommer til udtryk i romanens brudstykker, som i det følgende:

”Når man går til lægen og siger, hvad der er sket og hvordan man har det, er man fanget. Først får man en recept, bagefter kan man slet ikke huske, hvorfor man kom. Vi gør det på hver vores måde: Min søster bliver lukket inde og hendes liv bliver optegnet. Jeg bliver testet for at se, om jeg stadig virker. Vi skal begge spise piller. Vi er ikke ofre, men bare nogle tal viklet ind i et system, der begynder at ligne en labyrint.”

Det er tværtimod en dyb og lidenskabelig kærlighedserklæring til fortællerens lillesøster, der lever i den samme opbrudte virkelighed som ham selv, og som derfor på samme niveau som Boysen har behov for at reflektere over og forstå de hændelser, de sammen og hver for sig har været udsat for i barndomshjemmet – med stedfaderen som fællesnævner:

”Jeg har ikke lyst til at tage tilbage, men min søster skal ikke bekymre sig om, hvor jeg er. For hendes skyld går jeg tilbage til skolen igen, ser min klasselærer i øjnene, venter på bussen og holder i hånd, da vi går ind ad døren derhjemme, mens papfar sidder med en øl og et askebæger fyldt med cigaretter. Der findes ingen vaccine mod den slags.
Vi har allerede levet længe nok.”

Boysens sans for ord, lyrik og sandhed samt balancen mellem disse er det, der er med til at gøre romanen stærk. Fordi ilden er vores er ikke blot ENDNU en af de autofiktive romaner, det skandinaviske bogmarked efterhånden vrimler med. Fordi ilden er vores er sin helt egen. Og den er værd at læse.

Udgivet: marts 21, 2016 | Kategori: Anmeldelser, artikler | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *