Når det skrækkelige alligevel sker

Anmeldelse af Erlend Loe: Fvonk

Anmeldt af Ditte Obeling

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Har man læst andet fra Erlend Loes forfatterskab, kender man ham med al sandsynlighed som den humoristiske og samfundskritiske forfatter, der med sin simple naivisme rammer knivskarpt ikke alene der, hvor det gør allermest ondt på samfundet, men også der hvor individet rammes og kommer i krise. Med Fvonk viderefører forfatteren af bl.a. Doppler og Naiv.Super stilen, idet han skriver sig ind til kernen af en verden, der er faretruende nær ved at miste al sin nærhed og menneskelighed, og et Norge hvis selvforståelse og menneskesyn er rystet efter Utøya-tragedien og dens demonstration af ondskab.

Read More

Nellies bog

Anmeldelse af Niels Frank: Nellies bog, Gyldendal 2013

Anmeldt af Anne Skov Thomsen

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Niels Frank, der siden 1985 har floreret i dansk litteratur som digter, har nu fået sin romandebut – og hvilken! Sjældent har jeg på samme måde følt mig så både rørt, udfordret og underholdt af et litterært værk. 

Read More

Fint flimrende debut

Anmeldelse af Jonas Rolsted: Flex Death, Gyldendal 2012

Anmeldt af Anne Skov Thomsen

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Jonas Rolsted (f. 1980) er et af Forfatterskolens nyeste skud på den danske litterære stamme. Hans debut Flex Death med undertitlen ”Et digt” rummer som det spirende skud på den gamle stamme en udspændthed mellem det næsten barnligt naive registrerende og det erfarne, livskloge blik på grænsen til døden.

Read More

Uhåndgribeligt mærkelighedssprog

Anmeldelse af Marianne Larsen: Med skyer under fødderne, 2012, Borgens Forlag
Anmelder: Anne Skov Thomsen

Foto: Bogens omslag / borgen.dk

Forfatteren Marianne Larsen (f. 1951) har siden 1971 udgivet mere end 40 litterære værker vidt spændende fra digte over romaner til børne- og ungdomslitteratur. Nu er hun aktuel med udgivelsen Med skyer under fødderne – en samling af 50 korte ’fantasterier’.

Titlen ”Med skyer under fødderne” beskriver meget godt den fornemmelse, jeg sidder med, mens jeg læser Marianne Larsens fantasterier. En fornemmelse af ikke at have fast grund under fødderne og aldrig helt at have styr på, hvad det hele egentlig handler om. (Og måske en følelse Littunas læsere vil genkende i udformningen af denne anmeldelse.)
Jeget befinder sig ofte i skyhøje luftlag med poetiske refleksioner over tiden, livet, digtningen og kærligheden. Højtflyvende perspektiver, der med pludselige, jordnære elementer punkteres til hverdagsniveau. Som for eksempel stykke 13.:

”Mine kropsvante porer drog luften til sig.
Jeg mærkede i et hurtigt sug gennemsigtige
millionvis af måske måske ikke kommende
lyskurver og sving gøre det samme.
Og give slip igen. Og se sig flygtigt omkring
i køkkenet.”

(Larsen: 17)

Marianne Larsen præsenterer os for en sær blanding af småligegyldige hverdagsligheder og ordkvilibristiske fantasirejser. En stærkt personlig stil med hovedet i skyerne og fødderne på jorden, eller som Larsen skriver i stykke 19.: ”Om fredagen gemte jeg ugen der var gået / i seneste nye mig-sky-format.”

Som skyformationer tager fantasterierne, der varierer fra blot et par linjer til en sides længde, foranderlige, uhåndgribelige skikkelser med Larsens opfindsomme og finurlige ’mærkelighedsprog’ (Larsen: 8). Ordene og syntaksen er aldrig blot stivnede og genkendelige størrelser, men genstand for evig legen. Det giver, sine
steder, helt sublime fraser som i stykke 29.:

”Jeg stod med valmuen i hånden.
Tog bid efter bid af dens røde pragt med øjnene
som man nu engang læser den slags digte.
–  Rødt – reciterede jeg
Jeg reciterede det der ord rødt der varer en forsvunden tids
biden en valmue i sig med øjnene.”

(Larsen: 33)

Larsens digte kræver af sin læser, at man tør miste jordforbindelsen og svæve rundt med ordskyerne. Lade sig lede af ’omfavnelsesparathed’ (Larsen: 48) og føre med af de sproglige skønheder og refleksioner – men aldrig forvente at lande sikkert på benene. Og det er ikke helt let.

 

Spørgejørgen, der ikke blev lagt i seng

Anmeldelse af Majse Aymo-Boot: Spørgsmålene, Forlaget Basilisk, 2012
Anmeldt af Anne Skov Thomsen

Foto: Bogens omslag / basilisk.dk

Det var en ganske uanselig lille bog, eller hæfte, kunne man næsten kalde det, som jeg forleden fik ind af brevsprækken. Formatet ikke større end min kalender og omfanget på blot 60 sider. 

Til gengæld formår den danske forfatter med det fremmed klingende navn Majse Aymo-Boot at rejse ikke mindre end 672 spørgsmål i løbet af sin korte bog. Faktisk består hele bogen udelukkende af spørgsmål i bedste genreeksperimenterende forfatterskole-stil (Aymo-Boot dimitterede herfra i 2000), og undertegnede vil her krybe uden om en kategorisering af værket. Hvad jeg derimod ikke ville tøve med at slå fast er min begejstring for den lille sag med den store spørgelyst! 

Det indledende spørgsmål, som kræver et par gennemlæsninger, før man har dannet sig et overblik, indfanger meget fint, hvad det er Aymo-Boot gør med sine spørgsmål:

”Hvis der er ting, vi ved at vi ved, og ting
vi ved at vi ikke ved, og ting vi ikke ved
at vi ikke ved, er der så ikke også ting vi
ikke ved at vi ved?”

        (Aymo-Boot: 5)

Bogen stiller nemlig både åbenlyse spørgsmål (ting vi ved, at vi ved), umulige spørgsmål (ting vi ved at vi ikke ved), og spørgsmål, der vækker en skjult kulturel viden (ting vi ikke ved, at vi ved). 

Man kunne fristes til at kalde værket et katalog over alle verdens former for spørgsmål, men der fremstår ingen logisk orden i mylderet, hvilket kun gør, at de enkelte spørgsmåls element af overraskelse fremhæves desto mere. 

Et sted spørges der: ”Er her nogen?” Og læseren svarer prompte ”JA!” for man falder på intet tidspunkt hen i stormen af vekslende spørgsmål. Tværtimod følger man opmærksomt strømmen af absurditeter som ”Ser jeg en lille spatel for mig når jeg hører navnet Peder?”, platheder som ”Er der kage?”, teoretiske overvejelser som ”Hvis modernismen er et forsøg på at fortolke, og postmodernismen ser alt som tomme tegn, er vi så nu i et nyt paradigme, hvor alting betyder noget, men hvor man ikke behøver at forstå det?”, dramatiseringer som ”Er det en skandinavisk mands dybe stemme jeg hører?”, direkte henvendelser som ”Er du sur nu?”, poetiske meta-heder som ”Går betydningen forbi ude i horisonten som en tynd silhuet?” og ”Ruller man sig i sin egen tekst som en frygtelig hund?”, ikke egentligt spørgende bemærkninger som ”Nå, går du dér og fløjter?”, filosofiske overvejelser som ”Er det man tror en lille strikkepind man borer ind i verden for at tjekke dens beskaffenhed?”, osv. osv. osv.

Det fantastiske ved Aymo-Boots lille bog er, at vi gøres opmærksom på spørgsmålets helt fundamentale vilkår for vores menneskelige væren i verden. Fra vi lærer at tale, stiller vi spørgsmål om og til verden, til os selv og til hinanden. Vi spørger, fordi spørgsmålene holder en barnlig undren i live, og fordi at spørge sommetider også kan være at svare. Eller som Aymo-Boot formulerer det: ”Er spørgsmålet en luskebuks der peger fingre af svaret?” – eller som bogen slutter: ”Nåede ind i bunden af hulen, og dér sad en lille gnaver på bagpoterne og snusede ind?”