• Nellies bog

    Anmeldelse af Niels Frank: Nellies bog, Gyldendal 2013

    Anmeldt af Anne Skov Thomsen

    Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

    Niels Frank, der siden 1985 har floreret i dansk litteratur som digter, har nu fået sin romandebut – og hvilken! Sjældent har jeg på samme måde følt mig så både rørt, udfordret og underholdt af et litterært værk. 

    Continue Reading

    april 1, 2013 • Anmeldelser, artikler • Views: 850

  • Forankring i virkeligheden

    – En undersøgelse og diskussion af konceptualiteten i Christina Hagens forfatterskab.

    Litterær artikel af Nicoline Thoning. 

     

    Værker med flerstemmighed 
    Christina Hagen er en forfatter, som er medvirkende til, at påvirke den tilgang, man som læser skal have til hendes værker og forfatterskab generelt, idet hun aktivt anvender medieplatformer til at kontekstualisere sine værker gennem paratekstene. Hun befinder sig derfor i en performativ forfatterrolle, hvorigennem hun placerer sig foran sine værker og rummer en enorm åbenhed omkring dem. Det er en meget pragmatisk og undersøgende tilgang, hun benytter, når hun udforsker ideer til nye projekter, hvor hendes egne betragtninger og oplevelser, danner baggrund for en undersøgelse af andres. Det underbygger, hvordan trangen til at forankre fiktionen konkret i en virkelighed, er medvirkende til, at etablere Hagens forfattervirke og værker som en art konceptuel kunst, idet der forud for værkerne altid eksisterer en iscenesat virkelighed.Dette afspejles eksempelvis i hendes nyeste og mest konceptuelle værk; digtsamlingen White Girl. I forbindelse med dennes udgivelse fortæller Hagen meget åbent om, hvilke aspekter af hendes rejseoplevelser, som fik hende til at skrive dette værk, samt hvordan hun ligeledes tog afsæt i andres, da hun ikke mente, at hendes egne erfaringer var tilstrækkelige. Overordnet var det paradokset i følelsen af at føle sig uretfærdig behandlet. Den tilbagevendende følelse af at blive gjort bevidst om at være en forkælet hvid pige alle ønskede noget af, samtidig med bevidstheden om, at det var en forkælet holdning at have. En oplevelse og følelse hun langt fra var ene om, hvilket var en opdagelse hun gjorde sig, da hun bad en gruppe elever på Silkeborg Højskole bidrage med ubehagelige rejseoplevelser.[1] Herved belyses hvorledes Hagen ikke blot skaber litteratur i samspil med samfundet, men ligeledes i samspil med sine læsere. Dette vidner om en anti-elitær holdning til sit forfatterskab, hvor almindelige menneskers betragtninger inkorporeres, hvis virkning må blive at styrke værkets ethos, samt give værket en mere demokratisk stemme.

    Denne tendens er ligeledes aktuel i hendes nyeste projekt Boyfriend, hvor Hagen opfordrer sine læsere til at smage på ordet ”Boyfriend”, og derved hjælpe hende med at finde ud af følgende: ”Hvem Boyfriend er? Hvordan han ser ud? Elsker de ham? Hvad er problemerne med ham?”[2] Til dette formål anvender hun sin hjemmeside til at indsamle disse betragtninger, men ligeledes i interviews og til oplæsninger. Særligt til oplæsningerne får man en fornemmelse af hendes forfatterskabs konceptuelle karakter. Eksempelvis til Vild med Ord festivalen 2012 oplevede publikum, at blive inddraget i Hagens skriveproces. Under hvert projekt lytter Hagen til en bestemt sang, der skal skabe og indfange den stemning, hun ønsker sit værk skal indeholde- den sang skulle publikum lytte til. Stemningen blev sat, hvorefter tilskuernes skriveproces kunne begynde.[3]Således skabte Hagen en begivenhed omkring sit projekt, hvor publikum blev en aktiv del af skabelsesprocessen, ligesom højskoleeleverne var det for White Girl.

    Hvorfor konceptuel?  

    Med digtsamlingen White Girl og det igangværende projekt Boyfriend får Hagen for alvor stadfæstet sig som en konceptuel forfatter. Men hvorfor denne empiriske tilgang, med behovet for at indsamle og omskrive andres ord, for derefter at bruge disse som fundament for sine projekter? Kenneth Goldsmith giver i antologien Against Expression (2011), et bud på, hvorfor den konceptuelle skrivepraksis er så dominerende i nyere litteratur. Ifølge ham mødte litteraturen sit ’fotografi’, da det mødte internettet, hvilket tvang litteraturen til at ændre kurs. Internettets fremkomst bragte miljøer med sig, såsom social networking, massedeling af filer og blogging, hvilket bevirker at sproglig værdi ikke længere etableres via udsagns udsigelse, men via det udsagnet gør. Vi har således at gøre med et aktivt sprog, der hele tiden flytter informationer, til tider blot for selve ’bevægelsens’ skyld. Aldrig før har sprog haft så meget materialitet, været så omskiftelig, smidig, og let medgørlig tiggende om at blive aktivt styret af forfatteren.[4] Men trods dette syner resultatet ikke anderledes, måske føles det endda ikke anderledes, men det underlæggende ethos og skrivestilen er, ifølge Goldsmith, blevet permanent forandret:

    ” Words very well might be written not to be read but rather to be shared, moved and manipulated.”[5]

    En litteratur, som skabes gennem en ordudveksling 

    Ord: written to be shared. En betragtning der efter min mening indrammer Hagens måde at være konceptuel på. Dette mener jeg anskueliggøres, idet sproget hos Hagen rummer en handlende kraft, hvilket illustreres når hun eksempelvis smider ordet ”Boyfriend” ud på sin hjemmeside. Ved at dele ordet, skaber Hagen en mulighed for at fremmane reaktioner hos de fans og andre interesserede, som følger hende online, hvilket vidner om, at ord er skrevet for at dele – at det er dér, det spændende opstår. Med dette mener jeg, at det netop er i en ordudveksling, at Hagens litterære værker bliver til, hvorpå White Girl, og formentlig også projektet Boyfriend, bliver et helstøbte eksempler på dette. Dog er Hagen ikke konceptuel helt ud til fingerspidserne, i Goldsmiths optik, for nok spores en holdning til sproget som materiale og som proces. Men at sprog er noget, der skovles ind i en maskine, hvorefter det vilkårligt bliver smidt ud og genbrugt, er langt fra tilfældet. [6] Jeg mener at den orddeling, og den måde hvorpå Hagen anvender sproget som proces, er mere human, end den maskinelle tilgang, der ses hos de amerikanske konceptualister, hvor konceptualiten skabes på baggrund af det vilkårlige, ubearbejdede og uoriginale genbrug. For Hagen skovler ikke ord ind i maskiner, men ind i mennesker, hvor hendes fiktionalisering af disse menneskers ord peger på, at hun ganske rigtig er konceptuel, men langt fra uncreative.[7]

    [1] Shütt-Jensen, Den litterære sabotør, 23. juni 2012, Morgenavisen Jyllandsposten.

    [2] Ravn: Ord fra Christina Hagen, 22. september 2012, Politikken, Kultur.

    [3] Vild med ord festival, 2012 i Ridehuset Århus, d. 8.9.2012

    [4] Goldsmith and Dworkin: Against Expression, Northwestern University Press, 2011, p xix

    [5] Ibid.: p. xxi

    [6] Goldsmith: Konceptuel poetik, Basilisk og forfattere 2010, trykt hos Jespersen Tryk, s. 75

    [7] Ibid.: s. 77

    marts 11, 2013 • artikler, Litterære artikler • Views: 1040

  • Fint flimrende debut

    Anmeldelse af Jonas Rolsted: Flex Death, Gyldendal 2012

    Anmeldt af Anne Skov Thomsen

    Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

    Jonas Rolsted (f. 1980) er et af Forfatterskolens nyeste skud på den danske litterære stamme. Hans debut Flex Death med undertitlen ”Et digt” rummer som det spirende skud på den gamle stamme en udspændthed mellem det næsten barnligt naive registrerende og det erfarne, livskloge blik på grænsen til døden.

    Continue Reading

    februar 11, 2013 • Anmeldelser, artikler • Views: 878

  • Uhåndgribeligt mærkelighedssprog

    Anmeldelse af Marianne Larsen: Med skyer under fødderne, 2012, Borgens Forlag
    Anmelder: Anne Skov Thomsen

    Foto: Bogens omslag / borgen.dk

    Forfatteren Marianne Larsen (f. 1951) har siden 1971 udgivet mere end 40 litterære værker vidt spændende fra digte over romaner til børne- og ungdomslitteratur. Nu er hun aktuel med udgivelsen Med skyer under fødderne – en samling af 50 korte ’fantasterier’.

    Titlen ”Med skyer under fødderne” beskriver meget godt den fornemmelse, jeg sidder med, mens jeg læser Marianne Larsens fantasterier. En fornemmelse af ikke at have fast grund under fødderne og aldrig helt at have styr på, hvad det hele egentlig handler om. (Og måske en følelse Littunas læsere vil genkende i udformningen af denne anmeldelse.)
    Jeget befinder sig ofte i skyhøje luftlag med poetiske refleksioner over tiden, livet, digtningen og kærligheden. Højtflyvende perspektiver, der med pludselige, jordnære elementer punkteres til hverdagsniveau. Som for eksempel stykke 13.:

    ”Mine kropsvante porer drog luften til sig.
    Jeg mærkede i et hurtigt sug gennemsigtige
    millionvis af måske måske ikke kommende
    lyskurver og sving gøre det samme.
    Og give slip igen. Og se sig flygtigt omkring
    i køkkenet.”

    (Larsen: 17)

    Marianne Larsen præsenterer os for en sær blanding af småligegyldige hverdagsligheder og ordkvilibristiske fantasirejser. En stærkt personlig stil med hovedet i skyerne og fødderne på jorden, eller som Larsen skriver i stykke 19.: ”Om fredagen gemte jeg ugen der var gået / i seneste nye mig-sky-format.”

    Som skyformationer tager fantasterierne, der varierer fra blot et par linjer til en sides længde, foranderlige, uhåndgribelige skikkelser med Larsens opfindsomme og finurlige ’mærkelighedsprog’ (Larsen: 8). Ordene og syntaksen er aldrig blot stivnede og genkendelige størrelser, men genstand for evig legen. Det giver, sine
    steder, helt sublime fraser som i stykke 29.:

    ”Jeg stod med valmuen i hånden.
    Tog bid efter bid af dens røde pragt med øjnene
    som man nu engang læser den slags digte.
    –  Rødt – reciterede jeg
    Jeg reciterede det der ord rødt der varer en forsvunden tids
    biden en valmue i sig med øjnene.”

    (Larsen: 33)

    Larsens digte kræver af sin læser, at man tør miste jordforbindelsen og svæve rundt med ordskyerne. Lade sig lede af ’omfavnelsesparathed’ (Larsen: 48) og føre med af de sproglige skønheder og refleksioner – men aldrig forvente at lande sikkert på benene. Og det er ikke helt let.

     

    januar 21, 2013 • Anmeldelser, artikler • Views: 549

  • Det nye gamle eventyr – “Tællelyset” af H.C. Andersen

    Litterær artikel om det nyfundne H.C. Andersen-eventyr “Tællelyset”. 
    Skrevet af Ditte Obeling. 

    Fotograf: Thora Hallager

    Det nye gamle eventyr genfødes

    Det er ikke ofte, man som litteraturelsker får muligheden for at sige, at der er breaking news inden for litteraturen. Nyheden om at man havde fundet et nyt eventyr, skrevet af selveste H.C. Andersen, fik derfor den 12. december mange af os til at lytte ekstra opmærksomt. ”H. C. Andersens første eventyr er fundet!” Nyheden bredte sig hastigt, og selv de, der ikke interesserer sig for litteratur, ved, at Danmarks store eventyrforfatter den 12. december 2012, længe efter sin død, igen blev far til en lille ny fortælling. 

    Eventyret bærer titlen Tællelyset og er givet i gave til Madam Bunkeflod, en ældre kvinde fra byen, som Andersen lånte bøger af og læste højt for. Eventyret er skrevet i Andersens teenageår, og den manglende erfaring med forfattervirksomheden er tydelig i værket. Alligevel er værket interessant, fordi det netop kan læses som en Andersen-tekst.

    Denne artikel vil forsøge at fremhæve det relevante og det storslåede ved det nye eventyrs tilsynekomst ved at tilbyde en tidlig analyse af værkets strukturer og idéer og dets relevans i forhold til vores forståelse af Andersens forfatterskab. Eventyret kan læses HER.  

    Længslen efter skæbne

    Tællelyset er kort sagt fortællingen om et Tællelys og dets udvikling og dannelse i konfrontation med den urene verden, hvori det skal finde sin plads. I mødet med Fyrtøjet bliver lyset tændt og opnår derved meningen med sit liv.

    Det ideologiske gods i Tællelyset opstiller modsætningspar, der lægger sig nært op af de romantiske forestillinger fra tiden. Det verdslige liv er således i modsætning til det himmelske liv. I barndommen finder Tællelyset stor lykke og uskyld, og det er pudsigt nok også her, Lyset er mest ”for[m]fuldendt” og ”helstøbt”. Fra begyndelsen er Lyset således færdigt og komplet i sin skabelse – så hvad er det, der får Lyset til at længes?

    Den kvindelige uskyld og den mandlige potens

    Tællelysets forældre udgør dets ophav og miljø: ”Faaret – et nydeligt lille Faar – var Lysets Moder og Smeltegryden var dets Fader.” Fåret er her personificeret som en moderskikkelse, idet tællelys er lavet af fårefedt. Lyset får sin ”blendende hvide Krop og en Ahnelse om Livet” fra moderen, og Andersen tilskriver dermed skønheden, uskyldigheden og det kropslige til moderen og det kvindelige. Fra faderen arver Tællelyset noget helt andet: ”men fra / dets Fader havde det faaet Lysten til den flammende Ild, der engang skulde gaae det igjennem Marv og Been – og ”lyse” for det i Livet.” Hermed tilskrives faderen træk som drivkraft, ambitioner og den aktive handlen, og det er netop denne del af Tællelyset, der får det til at søge ud i verden og væk fra uskyldigheden, på trods af, at det, allerede i sin uskyldige barndom, er rent, helstøbt og formfuldendt.

    Mødet med verden

    Verden er stedet for forandring og fremmedgørelse i eventyret. Uskyldigheden bliver i konfrontation med verden til naivitet: ”Men det troede altfor godt om Verden; den brød sig kun om sig selv og slet ikke om Tællelyset[…]” Verden ser ikke Tællelysets indre værdi og smudser det derfor til: ”de sorte Fingre satte større og større Pletter paa den reene Uskyldsfarve”. Den klassiske dikotomi sort/hvid og ren/uren går igen i eventyret og fremhæver dermed et platonistisk spørgsmål om det jordiske liv modsat det himmelske liv. Verden er i dette Andersen-eventyr personificeret som en enkelt aktør, der øver vold på Tællelyset og dets uskyld. Eventyret tenderer i denne skildring af verden mod det misantropiske, idet enhver ”Medskabning” tilsmudser det stakkels Tællelys.

    Mødet med verden giver Tællelyset erkendelsen af det mørkes og det urenes eksistens. Uskyldigheden i sin uvidende og naive form går dermed tabt, da Tællelyset ”var kommet i altfor svær Berøring” med verdens urenhed. Dog er der håb for Tællelyset, for endnu ”var det i sit Inderste uskyldig og ufordærvet.”

    Det Inderste

    ”Da saae de falske Venner, at de ikke kunde naae det Indre og vrede kastede de Lyset bort som en unyttig Tingest.” Tællelyset er i forhold til sine falske venner et enestående individ, som de verdslige ikke forstår, idet de ikke har samme renhed i sig som Tællelyset, og i deres afmagt og vrede kaster de Lyset væk. Tællelyset efterlades nu i en eksistentiel ensomhed, hvor det grubler over sin eksistens og sit formål. Selv dets egentlige åndsfæller kan ikke se ind i Lysets kerne, for ”de[n] ydre sorte Skal holdt alle de Gode borte […]” De intellektuelle grublerier bringer ikke tællelyset nogen vegne. Det lukker sig om sig selv, og det er først i fællesskabet med et andet væsen, at Tællelyset møder sin bestemmelse.

    Individets plads i samfundet – meningen med livet

    Tællelyset længes fra fødslen efter sin bestemmelse, sit formål, og i sit livs eksistentielle krise forøges Lysets søgen via sorgen: ”det følte sig da saa uendelig ulyksalig, fordi det havde tilbragt dets Liv til ingen Nytte.” Denne nytte finder Tællelyset da endelig, da det møder det klarsynede fyrtøj: ”Fyrtøiet saae saa klart – tværs igjennem den ydre Skal […]” Sanserne og sindet bliver oplyst for Tællelyset, og det kan nu glæde både sig selv og sine åndsfæller: ”det oplyste Veien for dets Omgivelser, dets sande Venner […]” Lyset fuldbyrder sin skæbne via et ideal om sandhed og oplysning, som Lyset får fra Fyrtøjet: ”lyse Formodninger vaktes hos Lyset; det antændtes og Hjertet smæltede i det.” Varmen, lyset og flammen symboliserer både medmenneskeligheden, kærligheden og livets formål.

    Den eksistentielle krise – livets fuldbyrdelse og dødens begyndelse

    Lysets eksistentielle krise spejler et af menneskets mest centrale spørgsmål: Hvorfor er vi her? Her har Andersen et klart svar: Vi skal finde vores plads i samfundet, en plads hvor vi kan gøre gavn. Via denne plads opnår vi forbindelse til det himmelske og meningsfyldte. Men ikke langt fra livets fuldbyrdelse ligger en idé om forgængelighed på lur. Lyset opnår kun sit fulde potentiale i det jordiske liv, idet det indtager sin plads som dødelig, og betaler dermed i sidste ende den højeste pris for at nå sin bestemmelse: ”det antændtes og Hjertet smæltede i det.” I samme øjeblik som lyset tændes metafysisk, begynder det også sin fysiske nedbrydningsproces.

    Samme problematik kender vi fra Andersens eventyr “Grantræet”. Grantræet opnår sin bestemmelse som juletræ i samme hug, som dets død begynder, da øksens blad falder mod stammen. Træet flyttes fra sin ensomhed i skoven og ind i stuen, hvor det kan glæde andre og dermed tjene både samfundet og sig selv. Det jordiske liv er flygtigt, og meningen med det er, ifølge Andersen, at glæde sig selv og andre med det, imens man har det.

    “Tællelysets” formål og bestemmelse – hvad skal vi med det?

    Alle idéer og strukturer, jeg har fremvist i denne analyse, går igen i Andersens senere eventyr. På det tekstlige og indholdsmæssige plan kan man således ikke sige, at fundet af Andersens første eventyr er noget gennembrud, der giver os en helt ny forståelse af Andersens tekster og indre liv. Tænker man på Andersens senere værker, ligner eventyret nærmere en skitse end et egentligt eventyr. Den unge Andersen har eksempelvis endnu ikke dristet sig til at lade sine figurer komme fuldt til live som personer. Ingen af de personificerede figurer har endnu fået replikker, stemmer eller gennemførte personligheder, som vi ser det i det senere forfatterskab. Figurerne kan derimod læses som konkrete personer – Andersen kan formodes at være Tællelyset, Madam Bunkeflod må antages at være Fyrtøjet – og teksten hælder dermed mod det allegoriske, idet den vil udtrykke sin morale så vel som sin taksigelse til Madam Bunkeflod klart og utvetydigt. Dermed bliver tekstens udtryk meget mere eksplicit og sentimentalt end Andersens senere værker. Som Johannes Møllehave allerede har formuleret det: ”Det kunne være skrevet af ethvert begavet barn på 15 år.”

    Bagklogskabens eventyrlige skær

    Men Tællelyset er ikke skrevet af et hvilket som helst barn på 15 år, og det er netop ved dette faktum, at teksten gør sig interessant, fordi vi i bagklogskabens lys véd, at Hans Christian Andersen fik succes med de skriverier, der i denne unge alder ser forholdsvist trivielle ud. Teksten er interessant, fordi vi netop ved, at de samme idéer og strukturer, som Andersen har trasket rundt i som teenager, vil have betydning resten af hans liv og i det senere forfatterskab.

    Trods sit kun ringe bidrag til den egentlige litterære verden – kvaliteten er langt fra så høj som den, vi finder i Andersens senere eventyr – kan Tællelyset dermed alligevel bidrage til selvsamme litterære verden. Når man læser dette værk som Andersens første eventyr, opnår man som litteraturentusiast en nostalgisk følelse af den tabte barndom og forsynets lykke, og selve Andersens livsbestemmelse virker klarere for os. Som Tællelyset i eventyret altid har haft sit formål inden i sig og endelig erkender det til sidst, har formålet med Andersens liv også gemt sig som en hemmelig kerne i et tællelys eller som et for længst glemt dokument i et støvet kabinet. Vi føler pludselig forsynet af, at Andersen i hele sit liv ligesom Tællelyset har været bestemt til at blive det, han allerede var: Danmarks store eventyr-digter, som et tællelys, der ”lyste længe til Glæde for sig selv og dets Medskabninger […]” Og Tællelyset? Det lyser endnu. Se, dét var et rigtigt eventyr.

    Kilder

    http://politiken.dk/kultur/kultur620px/ECE1840771/hc-andersens-foerste-eventyr-taellelyset/
    http://politiken.dk/poltv/nyheder/kultur/ECE1841238/rigsarkivet-om-nyt-hc-andersen-eventyr-det-her-er-breaking-news/
    http://politiken.dk/kultur/ECE1841248/hc-andersen-selskab-nyt-eventyr-er-en-spaendende-brik-i-puslespillet/
    http://politiken.dk/kultur/boger/ECE1842128/hc-andersen-forfatter-om-taellelyset-den-er-paedagogisk-saa-det-er-til-at-braekke-sig-over/
    http://politiken.dk/kultur/boger/ECE1842323/moellehave-taellelyset-kunne-vaere-skrevet-af-ethvert-begavet-barn-paa-15/ 

    http://m.jyllands-posten.dk/kultur/litteratur/article4946663.ece

    Andersen, H.C. Samlede Eventyr og Historier. Jubilæumsudgave, 5. oplag. Hans Reitzels Forlag A/S, Flensteds Forlag, Odense. Danmark. 1989. 

    december 17, 2012 • artikler, Litterære artikler • Views: 1030