• Den litterære samtale

    Månedens klummeskribent Hans Lind er kandidatstuderende og tidligere studenterunderviser i kreativ skrivning på Litteraturhistorie, Aarhus Universitet.

    Hvad nu, hvis man kunne snige sig med til at overvære arbejdsgangen i en litterær workshop? Hvad kunne det fortælle om den samtale, som finder sted dér?

     

    Sådan lyder en lettere omskrivning af de spørgsmål, Elisabeth Friis og Christian Dorph stiller til sidst i deres interviewstudie af fem nordiske forfatterskoler, ”De skandinaviske forfatterskoler”. Spørgsmålene udledes af konklusionen i Friis og Dorphs artikel, som går på, at de nordiske forfatterskoler danner ramme for en helt særlig måde at tale om litteratur på – en samtalekultur, som er kendetegnende for skandinavisk skrivekunst og adskiller sig fra angelsaksisk creative writing. De nordiske skoler har selvfølgelig nogle indbyrdes forskelle i deres praksis, men de har det til fælles, at de alle sammen er bygget op omkring tekstlæsningen. Læsningen er skolernes pædagogiske princip. Eleverne mødes og læser deres ufærdige tekster i fællesskab, og hver læseseance er en improviseret samtale, som tager udgangspunkt i de konkrete tekster. Denne samtale, påpeger artiklens forfattere, er ikke en ensrettende samtale, den er ikke homogeniserende. Tværtimod er det en måde at tale om litteratur på, som respekterer den enkelte tekst og det, der står i den, og som fordrer æstetisk diversitet. Det handler om at skærpe den skrivendes blik for, hvad der fungerer i teksten og hvad der ikke gør. Hvad det er for en læsning netop dén tekst lægger op til.

    Ligesom hos Friis og Dorph er det samtalen, som interesserer mig. Hvad er det for en særlig måde at tale om litteratur på, som finder sted i det litterære værksted? Det spørgsmål retter sig først og fremmest mod, hvordan en workshop helt konkret udspiller sig. Men det lægger også op til at spørge, hvad det er for et rum, som danner ramme for denne helt særlige samtalekultur, og hvilken plads det rum har i samfundet? Den undren bliver i høj grad aktualiseret af, at professionel undervisning i skrivekunst ikke længere er noget, som er forbeholdt de seks eller otte talenter, der hvert år bliver optaget på den statsfinansierede Forfatterskole. Markant flere mennesker har nu fået adgang til den litterære samtalekultur. Et omfattende udvalg af alt lige fra aftenskolekurser og universitetsfag til højskoleskrivelinjer og deciderede skriveskoler har for alvor gjort undervisningen i hvordan litteratur bliver til og udvikler sig tilgængelig for den bredere befolkning. Udviklingen peger på, at vores vante forestilling om talentet – forfatteren med en medfødt evne til at skrive – nu komplementeres af en opfattelse af kreativ skrivning som et håndværk, der kan læres og trænes. Samtidig lader det til, at skriveundervisningens opblomstring hænger sammen med en stigende kulturel lyst til at deltage. I arbejdsfællesskaber, hvor man er sammen om at udvikle sig kreativt, og i verden, samfundet. Undervisningen er en måde at opøve sine litterære færdigheder og finde et kvalificeret udtryk til sit personlige stof; noget, man har på sinde. Det voksende udbud af skriveundervisning er på den måde med til at give flere mennesker en udtryksmulighed, en stemme, så at sige. Måske kan man endda tale om en demokratisering af det litterære håndværk?

    Kreativitetsteoretikeren David Gauntlett har en meget rammende formulering af det at skabe noget: ”Making is connecting”. Dette udsagn, pointerer Gauntlett, har tre betydninger. Først og fremmest er man nødt til at forbinde ting med hinanden for at lave noget nyt, det gælder både materialer og idéer. For det andet rummer det at skabe noget ofte også en social dimension. På et eller andet punkt bliver man forbundet med andre mennesker i skabelsesprocessen. Man snakker sammen om det, man laver, eller måske er det endda et samarbejde, samskabelse. Og for det tredje hænger skabelse sammen med forbindelse, fordi man ved at dele sit produkt forbinder sig med sine sociale og fysiske omgivelser.

    Gauntletts formulering gælder også for det at skrive. At skrive er at forbinde. Jeg skriver det her ved ganske simpelt at forbinde ord med hinanden, sætte dem sammen. Det er egentlig ikke vildere end det. Hvis jeg skriver ordene på en post-it, er der i det mindste en lap med ord mere i verden, en ændring. Og hvis jeg så i stedet for at lægge min post-it i skuffen, hænger den op et eller andet sted, har jeg muliggjort en hel masse forbindelser – min post-it snakker pludselig til nogen. Og så er der det andet punkt, det mellemmenneskelige aspekt af det at skrive. Det er det, som blandt andet kommer til udtryk i skriveundervisningen, i den samtale, undervisningen rammesætter gennem gruppebaserede tekstlæsninger. Samtalen er kollektiv, men det betyder ikke, at den ikke er personlig. Det litterære værksted er et meget personligt rum. Det er et interpersonelt rum, et energirigt netværk af personlige læsninger, som bevæger sig fremad sammen med teksten som omdrejningspunkt. Samtalen er personlig, men det betyder ikke at den er privat. Det personlige er betydningsfuldt for andre mennesker, det er det private som udgangspunkt ikke – det private har kun betydning for den, som tænker og siger det. Generelle holdninger, minder, følelser og andre private associationer har som sådan ikke relevans for tekstlæsningen. Som Pablo Llambías (tidligere rektor på Forfatterskolen) påpeger i sin skrivehåndbog, Skrivning for begyndere, gælder det faktisk også for det at skrive: Privatlivet har ikke nogen litterær kvalitet i sig selv, det er selve beskrivelsen, hvordan teksten er skrevet, som gør den litterært interessant, og som gør den betydningsfuld for andre mennesker.

    Den litterære samtales rum, værkstedet, er på samme tid personligt og offentligt, det er semioffentligt. Ved at indgå i workshoppens interpersonelle netværk, bliver man tvunget til at anlægge et mere objektivt blik på sin egen tekstproduktion. Man lægger det private på hylden og giver sig i kast med en alvorlig (professionel) samtale om litteratur. Samtidig drager workshoppen nytte af at være et trygt rum, som giver plads til flere læsninger og identiteter. Sagt på en lidt banal måde er der plads til alle, men man kan ikke bare sige hvad som helst. Læsningen må være kvalificeret og velunderbygget, man må argumentere for sin læsning. Den litterære samtale er demokratisk på den måde. Man kan betragte det litterære værksted som en slags ”øvelsesterræn” (med en formulering lånt fra Jürgen Habermas) for et videre offentligt virke. For eksempel som forfatter. Den australske forsker og underviser Paul Dawson argumenterer i Creative Writing and the New Humanities for en sociologisk tilgang til skriveundervisningen, hvor forfatteren kan betragtes som en offentlig skikkelse, der gennem publicerede tekster kan forhandle og påvirke den offentlige diskurs. Tekstpublikationer er nok den mest konkrete udveksling mellem workshoppen og verden. Men jeg tror også, at det litterære værksted har en anden vigtig funktion i samfundet: Det opstiller rammerne for en produktiv samtalekultur, der på mange måder adskiller sig fra den samtale- og debatform, som man støder på i andre offentlige sammenhænge. Jeg ser værkstedet som en alternativ prototype for den offentlige samtalekultur; en samtale, som står i modsætning til det polemiske. Den litterære samtale er hele tiden under forhandling, fordi litteraturen er det, fordi identiteter er det. Men den er konkret, kvalificeret. Den tager alvorligt. Vi kan lære rigtig meget af den litterære samtale.

    marts 22, 2017 • Klumme • Views: 179

  • Støj og stilhed, ord og oprør

    Månedens klummeskribent er forfatteren Anna Dyhr. Anna bor på Djursland og romandebuterer med værket KØBEKÆLLING, der udkommer 8. marts 2017. Værket udgives af Forlaget Jensen og Dalsgaard. Se mere på www.annadyhr.dk

    Jeg oplever, at alt suser og støjer. Tilværelsen er stimuli, er statisk. Vi gnider os mod hinanden, mod hinandens tilværelser og skaber den der elektricitet, den statiske. Små stød. Det giver stød, vi støder fra, støder imod – suser videre. Vi danner, uddanner, dygtiggør, tjener, bruger – suser vildere. Jeg er forfatter, jeg stopper op, sanser og skriver. Når jeg skriver logger jeg af, logger ud. Er stille.
     

    At skrive er for mig det åndehul, jeg tager resolutte svømmetag hen mod, sætter læberne mod. Det sted, jeg suger den ilt i mig, jeg behøver. Der opstår en nød, en desperation, jeg må skabe skriverum, så skriver jeg, og ordene bjærger mig på land – på et udefineret tidspunkt.

    Stilhed > < Stimuli
    Når jeg skriver, forsvinder jeg i et synergetisk, ordfyldt skæringpunkt mellem virkelighed, illusion og sansede erfaringer. Det er mit indtryk, at stilhed er yt. Men det er en slags stilhed, jeg tager hovedspring ud i. Stilheden som tilstand og dyb. At påkræve sig stilhed midt i sus og støj er udfordrende. Den er noget, jeg kan tilegne mig i det ydre og håbe på manifesterer sig i det indre. Så jeg kan sanse og skrive. Stilheden til at få øje på mine ord og til at se dem i øjnene, den tager tid at finde og at få adgang til. Når den er der, opretholder den sig selv, tager lidt og giver meget. Hvor længe jeg kan blive i tilstanden, afhænger af emne og overskud, hvor højt bølgerne går, om jeg kan bunde. Det er muligt at drukne i tekstens dyb, et paradoks egentlig.

    L a n g s o m m e l i g h e d
    At skrive er at gå i opløsning, at nedbryde for at kunne gå i symbiose med sproget og bygge noget op, skabe. Det er en fysisk og psykisk proces, der kræver rum. Et rum uden begrænsninger. Et rum, hvor jeg kan gå helt til afgrunden og kigge ned i mørket. Stilheden som rum.
    At skrive kræver rum, inspiration er ikke et problem. At tilrane sig rum er en bedrift, et oprør mod støjen. At skrive er en kunstnerisk proces, der for mig kræver at krop og sind forenes i en blyant mod et papir. Det er mit indtryk, at håndskrivning er yt. Jeg skriver mine romaner i hånden. Det afføder mange spørgsmål og panderynker. Men det er ikke bare en vaks ide, eller fordi jeg er IT-inkompetent. Computeren suser, computeren lyser, computeren har forbindelse, computeren er en maskine – og der er flere grunde til, at jeg ikke skriver på computer. Ikke alt bør suse, støje og være statisk stimuli. Bare stilhed, blyant, viskelæder og blok. Jeg har ikke travlt, jeg skal ikke skrive en bestseller.
    Med en blyant kan jeg forholde mig og få adgang til ordene, føle mig draget på en måde, som jeg ikke kan med computeren. Og ja, det tager tid. Og ja, det gør ondt i hånd og arm. Og ja, det hele skal indskrives og renskrives, udskrives og omskrives. Sådan er det at skrive en bog for mig. Det er skide møjsommeligt og i den forstand skide umoderne, fordi jeg er passioneret, fortsat forsøger at dygtiggøre mig og bliver ved. Jeg bliver ved med at være gammeldags, arbejdsom og motiveret.

    © Louise Bisbo Johnsen

    At skrive et oprør er et oprør
    Min kommende bog, KØBEKÆLLING, er altså skrevet i hånden. Inspirationen til tematikken i KØBEKÆLLING har jeg fundet i Henrik Ibsens drama Et Dukkehjem. Det skildrer en ægteskabelig konflikt mellem Nora og Helmer, som grunder i definitionen af tidens kønsroller. Nora rejser sig i protest mod manden, ægteskabet, samfundet og mod den rolle, der tildeles hende. Hun gør oprør, kræver opgør – hun affinder sig ikke, er ikke stille. Hovedpersonen i KØBEKÆLLING opholder sig i første del af bogen i en plastikboks. Hun er komprimeret og lagt låg på, men bryder plast og boks. Bryder ud!
    Arbejdet med bogen har tvunget mig til at se på min position i verden hovedsageligt defineret ud fra mit køn. Jeg har arbejdet med magtrelationer mennesker imellem, og med de magtrelationer, der er på spil mellem menneske og samfund. Det er interessant at se på, hvordan vi begrænser hinanden og os selv, hvordan strukturen understøtter begrænsninger.
    KØBEKÆLLING er skrevet, gennemarbejdet, færdig. I små tre år har jeg arbejdet intensivt med ord. Pludselig stoppede jeg op og erkendte, at langt fra alle gode bøger får den opmærksomhed, de fortjener. Det er mit indtryk, at halvdårlige, lukrative pop-bøger fylder en del.
    Jeg følte, at hvis jeg respekterede mig selv og alt mit arbejde, ville jeg følge det til dørs. Følge det ud i verden og give det de bedste levevilkår som overhovedet muligt – på trods af modvilje og usikkerhed.
    Jeg gav afkald på stilheden for at deltage i den statiske støj. Jeg oprettede en Facebook-side, fik Instagram og den slags hejs. Desuden startede jeg et kunstnerisk samarbejde omkring bogen, hvor otte kunstnere fortolker bogen gennem deres kunst. Udover en reception for romanen, holder jeg altså også fernisering og udstilling. Jeg har klart skiftet forfatterham – for en stund, mens jeg savner stilheden …

    KØBEKÆLLING er en sarkastisk, rasende og sært poetisk historie, som blandt andet stiller spørgsmålet: Behøver en fri kvinde at være et pikhoved? Bliv klogere på KØBEKÆLLING ved følgende events:

    – 8. marts kl. 18-21 udgivelsesreception på Soul Shine/ Second-hand & Vintage, Graven Århus
    – 15. april fernisering for ”KØBEKÆLLING og kunsten” på Galleri Grevelsgaard
    – 18-21. maj oplev udstillingen ”KØBEKÆLLING og kunsten” til Vild med ORD, Dokk1
    Alle er velkomne! Der vil være champagne og mundgodt.

     

    februar 15, 2017 • Klumme • Views: 386

  • You don’t know any dance steps, that are new

    Månedens klummeskribent er forfatteren Ida Holmegaard. Ida er uddannet fra Forfatterskolen i København i 2013. Hun debuterede i 2015 med romanen Emma, Emma på Forlaget Gladiator.

    Lige nu trænger endnu en utrolig, lysegrøn sommer sig på, lige nu er jeg forelsket og vil hellere være Elvis, skæbneløs og urolig i et smukt, farverigt interiør.

     

    Jeg har set den samme video syv-otte gange. De to minutter af filmen Jailhouse Rock, hvor Elvis Presley synger sangen ”Baby I don’t care”. Elvis står på en trappe foran en lille blå og hvid baldakin, under den sidder fire musikere i ens gule og røde hawaiiskjorter. Elvis selv har mørkt tøj på, han står helt centralt placeret i forgrunden, han løfter langsomt armene, mens musikerne begynder at spille. Der klippes i filmen, og det bliver tydeligt, at han optræder ved en pool. Alle i publikum bevæger sig meget langsomt eller næsten ikke, de sidder i deres farvestrålende bade- og festtøj, kun Elvis bevæger sig. Han danser i små, abrupte ryk, nogle bevægelser ser næsten ufrivillige ud, som om han har rystesyge, som om han brænder sig på en varm kogeplade og trækker hånden til sig. Jeg interesserer mig for forelskelser. Jeg har lyst til at blive ét med denne lille filmstump, det er ikke let at formulere hvorfor. Elvis synger: ”You’re so square. Baby I don’t care.” Han synger: ”You don’t know any dance steps that are new / but no one else can love me like you do, do, do, do.” Han synger en sang om at være forelsket i en kedelig person. ”I don’t know why my heart flips / I only know it does.” Hvorfor er der ingen andre, der danser? Det er, som om han er den eneste bevægelige figur i et maleri. Det er en vildt smuk video. Elvis spiller meget dårligt skuespil, det har jeg set i andre film, og hans medskuespillere spiller også dårligt, stift og tegneserieagtigt. Han synger en underlig, komplimentløs ode, han har rystet sig løs i et stillfotografi.

    Jeg læser Jean Rhys’ roman ”Wide Sargasso Sea”. Fortælleren i anden del er en ung, engelsk mand i Caribien, han er blevet gift med en smuk, ung pige på en måde, der handler mest om tilfældighed og penge. De er på vej på deres bryllupsrejse, han tænker:

    ”The road climbed upward. On one side the wall of green, on the other a steep drop to the ravine below. We pulled up and looked at the hills, the mountains and the blue-green sea. There was a soft warm wind blowing but I understood why the porter had called it a wild place. Not only wild but menacing. Those hills could close in on you.
    ”What an extreme green,” was all I could say, and thinking of Emile calling to the fishermen and the sound of his voice, I asked about him.
    ”They take short cuts. They will be at Grandbois long before we are.”
    Everything is too much, I felt as I rode wearily after her. Too much blue, too much purple, too much green. The flowers are too red, the mountains are too high, the hills too near. And the woman is a stranger.
    (…) The girl I thought to be beautiful, she is beautiful. And yet …”

    Når jeg læser teksten, forestiller jeg mig en af de lysende, hologram-agtige landskabsbilleder af plastik, man kan købe mange steder på Nørrebrogade. Eller en filmscene i technicolor. Der er en stærk ufrivillighed og et ubehag i måden, han oplever landskabet på, han kan ikke holde det på afstand. Farverne er for voldsomme, fremmede, han føler en vis tiltrækning, men er ikke forelsket. Han oplever det omvendte af Elvis: Han ser skønhed, men kan ikke finde en følelse, der passer til. Et par sider senere sammenligner han og Antoinette, hans brud, uvirkelighedsfølelser:

    ””Is it true,” she said, ”that England is like a dream? Because one of my friends who married an Englishman wrote and told me so. She said this place London is like a cold dark dream sometimes. I want to wake up.”
    ”Well,” I answered annoyed, ”that is precisely how your beautiful island seems to me, quite unreal and like a dream.”
    ”But how can rivers and mountains and the sea be unreal?”
    ”And how can millions of people, their houses and their streets be unreal?”
    ”More easily,” she said, ”much more easily. Yes a big city must be like a dream.”
    ”No, this is unreal and like a dream,” I thought.”

    Selvfølgelig kan de aldrig blive enige. Og det er da et meget rimeligt spørgsmål: How can rivers and mountains and the sea be unreal? For selvfølgelig kan bjergene ikke være uvirkelige, de findes jo, i en sådan grad, at de er umulige at ignorere. Landskabet trænger sig på, bliver voldsomt, hvad er det så; ekstravirkeligt? Jeg interesserer mig for forelskelse, men ikke på en måde, der udelukkende handler om møder mellem mennesker, jeg interesserer mig for uro og fascination og for, hvordan det står i forhold til virkeligheden, ændrer den, går i forbindelse med landskabet, og for, hvordan forelskelsen eller uroen synes at trække kulturhistorien ind i situationer og scener, lægge dem oven på hinanden. Verden kan synes mere fiktiv, når jeg er forelsket, urolig eller fascineret. Eller rettere, verden kan få stærkere farver, og jeg kan tænke på min forelskelse som en variation over et tema, der er gennemspillet mange, mange gange før af mange, mange andre.

    Jeg har taget en test på nettet, ”Which Sex and the City character are you?” Jeg blev Miranda. Jeg foldede nogle af mine præferencer for sko og dessert og køretøjer sammen, jeg tænkte på mine tidligere elskere, er de mere arrogante eller sporty, jeg lagde det hele oven på hinanden, og det blev til et billede af en rødhåret kvinde fra TV. Kedeligt, ja. Så meget mere kedeligt end Elvis.

    Jeg interesserer mig for religion, jeg forstår primært religion som: fælles fortællinger og praksisser, som har til formål at forsøge at forklare og/eller gøre en i stand til at leve med de forhold i livet, der synes at være uforklarlige og ulogiske. Jeg tænker på, om sikkerhedsinstruktionerne i fly er en religiøs praksis, jeg tænker på, om katastrofefilm er religiøse dokumenter. I don’t know why my heart flips / I only know it does. Det er et forståeligt ønske at ville forstå sig selv. Jeg forlod en mand og dermed, tænkte jeg dengang, min mulighed for at leve i en borgerlig idyl, og jeg forklarede folk mine følelser omkring den begivenhed ved at sige: Anna Karenina. Jeg begyndte at gøre karriere og mødte Miranda kortvarigt på internettet, men jeg gør mig umage med at ryste mig fri af dem, for lige nu trænger endnu en utrolig, lysegrøn sommer sig på, lige nu er jeg forelsket og vil hellere være Elvis, skæbneløs og urolig i et smukt, farverigt interiør. Okay, jeg kan jo formulere: Elvis-videoen interesserer mig for eksempel på grund af dens sammenføjning af tableau og urolig, måske ufrivillig bevægelse. Den interesserer mig, fordi Elvis ikke prædiker, men måske alligevel er en form for prædikant, af mangel på bedre ord, han er i hvert fald magtfuld og bevægelig med sin uforståelige kærlighed, han løfter armene, og musikken begynder at spille.

    juni 29, 2016 • Klumme • Views: 364

  • Den posthumane horisont

    Denne måneds klummeskribent er Jakob Gaardbo Nielsen. Jakob er tilknyttet forskningsprojektet Posthuman Aesthetics på Aarhus Universitet.

    En gennemteknologiseret verden medfører altså også i en eller anden forstand et nyt menneske.

     

    Spørgsmålet om menneskets fremtid, hvor vi som art er på vej hen, optager forfattere og forskere som aldrig før. Fortællinger om udvidede og ’opgraderede’ mennesker udforsker den accelererede og ’unaturlige’ evolution, samtidig med at cyborgs og kunstige intelligenser udfordrer grænsen mellem menneske og maskine. Fra Captain America til Rick and Morty bliver alverdens kreative hjerner vredet for at undersøge, hvad vi kan forvente os af fremtiden, og hvad vi som ’post-mennesker’ må gøre til grundlag for en ny evolutionær selvforståelse, når de traditionelle humanistiske kategorier om individualitet, autonomi og enhed begynder at komme til kort. René Descartes isolerede for længe siden det essentielt menneskelige i det indadvendte og evindeligt tænkende subjekt, men hvordan skal res cogitans forstås, når mange af os er afhængige af digitale interfaces såsom sociale medier eller talesynthesizers for at gøre os selv forståelige for omverden? Og hvordan skal man forstå selvbevidsthedens frie forholden sig til sig selv (som Hegel ville have det), når vi knapt kan være selvbevidste uden Snapchat eller Facebook ved hånden? Virtual Reality er, synes det, ikke kun endnu en teknologi; vores virkelighed er simpelthen virtuel, medieret, konstrueret.

    Denne nært forestående – eller i hvert fald forestilleligt nære – ’posthumane tilstand’, som man er begyndt at kalde den, er imidlertid langtfra et nyt begreb. Siden Mary Shelleys Frankenstein fra 1818 har forfattere og kunstnere sat ord på, hvordan de elementære humanistiske bestanddele (såsom krop, fornuft, autonomi og frihed) i kølvandet på de teknologiske revolutioners rystelser har rykket sig på en måde, der udfordrer Descartes’ og senere oplysningstænkeres ideer om det menneskelige individ og kalder på et begreb om et grundlæggende nyt menneske – heraf Shelleys sigende undertitel på Frankenstein: ”The Modern Prometheus”.

    Dette nye menneske har billedkunsten og litteraturen udforsket lige siden. Den litterære modernismes splintrede bevidstheder og accelererede tankestrømme kan forstås i dette lys som en reaktion på menneskets snublen over sig selv i en accelereret evolution. Ligeledes forestiller f.eks. Umberto Boccionis malerier fra 1910’erne (især f.eks. The City Rises eller Elasticity) eller Duchamps installationer sig mennesket i en splintret samtidighed af teknologi, teknik og nye former for kroppe. I sit lille skrift fra 1954, Spørgsmålet om teknikken, beskriver Martin Heidegger endvidere, hvordan mennesket i teknikkens tidsalder (som i hans optik er stort set al historie siden antikken) ikke længere er i stand til at opleve sin verden som natur, fornuft eller balance. I stedet kan vi kun forstå den som bestand, dvs. som forhåndenværende ressourcer, og dermed kun som en udfordring af naturen: For lutter teknik kan vi ikke se den verden, der – tildækket, forstillet – kommer os i møde som teknik.

    En gennemteknologiseret verden medfører altså også i en eller anden forstand et nyt menneske. Selvom mennesket fra begyndelsen, rent evolutionært, netop har adskilt sig fra andre humanoide primater ved sin bemestring af avancerede redskaber og teknologi, er den accelererede udvikling, der omfatter ekstrem befolkningsvækst, økonomisk vækst og industriel produktion såvel som bioteknologiske forskydninger, vi ser nu, et nyt stadie i den menneskelige udvikling – i så høj grad, at man er begyndt at kalde den indeværende geologiske periode den antropocæne tidsalder, dvs. en geologisk periode hovedsageligt defineret ved menneskelig indflydelse.

    Allerede i 1968 gav Stanley Kubrick os et slående billede på det afgørende skifte, der (måske) er sket i den menneskelige udvikling. I slutningen af sin film 2001: A Space Odyssey viser han et livmoderligt omfavnet spædbarn i kontrapunkt til planeten Jorden, dens egentlige moder. Til lyden af Strauss’ passende bombastiske Also Sprach Zarathustra kommer post-mennesket (eller overmennesket, som Nietzsche tidligere kaldte det) til sig selv i en metaforisk sidestilling af to evolutionære trin overfor hinanden; det naturbundne, planetariske menneske over for den gryende transcendens, det lige har genfødt sig selv ind i.

    I dag skal man ikke lede længe efter posthumane visioner, tænk blot på Marvels superhelte eller de mange postapokalyptiske scenarier i The Road, Mad Max eller Interstellar eller på Jeff Vandermeers roman fra 2014, Annihilation, hvor naturen totalt generobrer herredømmet over verden. Eller tænk på, hvor nemt det er at sende en meddelelse til den anden side af planeten – tid og rum er tilsyneladende overvundet! Angsten for den posthumane tilstand er dog til at føle på, selv hos superheltene, som ofte netop er kendetegnet ved deres (eventuelt indre) menneskelige skrøbelighed.

    Overalt forandrer vores verden sig på radikale og uforudsigelige måder: Biodiversiteten svinder, plastikaffaldet hober sig op i planetariske mængder og til befolkningstilvækstens accelererende rytme danser hele menneskeheden lystigt mod sin egen undergang. Derfor er det vigtigt at undersøge visionerne om det posthumane, sådan som forfatterne og kunstnerne igennem historien har forestillet sig det, netop nu. Vi er der formentlig lige om lidt.

    maj 18, 2016 • Klumme • Views: 885

  • Bogudgivelse på eget forlag

    Månedens klummeskribent er forfatteren Nancy Andersen, der er aktuel med romanen “Ghana Bam”. Nancy stod selv for udgivelsen af bogen gennem sit nystartede forlag, Fyns Forlag.

    Forfatter, giv ikke op! Selvudgiver i Danmark 2015. Er det lykken?

    Hvis man ser bort fra pengene, så er det sjovt at være selvudgiver. En selvudgivelse er selvudvikling. Ned fra skribentens elfenbenstårn, nu er jeg direktør i eget firma. En producent på mange måder. Først skrev jeg bogen, nu skal den produceres. Beslutninger om teksttyper, antal linjer på siderne, format i firkantet eller aflang, tykkelse papir, antal billeder, omslag med eller uden flapper, hårdt eller blødt bind er noget, jeg egenhændigt skal tage stilling til. Jeg får hjælp, men i sidste ende er det mig, der beslutter. Det er spændende, men hårdt arbejde!

    ”Du skal regne med, at trykningen er det mindste af det hele.” Disse ord kommer fra trykkeren. Han fortæller om besværlighederne med markedsføring. Ganske rigtigt, det kommer jeg til at lære en masse om. En sen tirsdag eftermiddag ankommer den store palle med 750 bøger, og heldigvis er de flotte! Jeg sender halvdelen til DBK, som er Danmarks største boglager, der ligger i Køge. Pludselig ligger min bog Ghana Bam af sig selv på nettet i alle mulige sammenhænge. Det er jeg ret vild med, indtil jeg opdager, at den ikke sælger af den grund.

    Jeg venter på en lektørudtalelse fra bibliotekerne. Meget vigtigt, for ellers er der ingen beskrivelser ved bogen på www.bibliotek.dk og heller ikke på en intern liste, som bibliotekerne udvælger deres indkøb fra. Deres bevillinger er skåret ind til benet, så de vælger kun bøger med lektørudtalelse. Jeg får den ikke! Det koster lige en dag på tudebænken, det gør mig virkelig ked af det.

    Når man skriver en bog, har man noget på hjerte. Alle mennesker skal læse det, høre det, reagere på det. Det gør de også. Ikke alle, men mange. Jeg har et stort netværk i min hjemby, og min debut får positiv respons. Jeg kaster mig ud i at være aktiv døgnet rundt, holder reception på vores lokale bibliotek, står i Brugsen og deler vin ud, signerer bøger, holder foredrag på samme bibliotek og på vores lokale plejehjem. Hver gang får jeg en masse kontakt og en smule bogsalg.

    Det går alligevel trægt. Der er alt for mange bøger i verden, og det er svært at gøre sig gældende, og en ny bog koster jo meget. Billige bøger findes overalt, så hvorfor vælge min? Ups, jeg er igen inde på økonomien, der er svært at komme uden om. Endnu et valg. Skal jeg konkurrere på pris? Et godt parameter? Ikke for en ny bog. Jeg kører fysisk rundt til boghandlere og spørger, om de vil tage den i kommission. Det vil rigtig mange af dem gerne.

    Jeg har to fordele: Bogen er registreret og kan bestilles via Bogportalen på DBK, og så har jeg fået en uvurderlig hjælp fra en litteraturside, der hører under Aarhus Universitet, Littuna.nu. Jeg læser i en avis, at nye litteratursider på nettet kan udfordre de etablerede litteraturanmelderes monopol. Littuna hører under Litteraturhistorie og Nordisk og giver ukendte forfattere en chance. Jeg har fået en anmeldelse, både positiv og kritisk og dybdeborende, og hver gang jeg sender en mail til nogen som helst i hele verden om bogen, indsætter jeg linket til Littuna.

    Anmeldelsen bliver lagt på Aarhus Kommunes Bibliotekers hjemmeside som gæsteblogger. Det spreder stor begejstring i mine omgivelser, og jeg opdager, hvor mange venner jeg har, og at verden som selvudgiver er spændende og fuld af glæde. Ghana Bam er mit barn, og også mine venner er stolte af den og af mig. Anmeldelsen beundres for sin grundighed og indføling i emnet, for efter de har læst den, forstår de bedre, hvad jeg vil med bogen.

    Det åbner nogle af de døre, som lektørudtalelsen kunne have gjort. Også bibliotekerne modtager nu bogen, men først efter at have læst anmeldelsen. Uanset hvad, så går det langsomt, for de har ikke mange penge. En såkaldt flydende bogbestand cirkulerer bøger mellem biblioteker over hele landet. Selv en etableret forfatter kan have det svært, og jeg begynder at forstå, hvorfor forlagene er så utilnærmelige.

    Heldigvis har jeg tid til at markedsføre. Det kræver nemlig masser af tid, både ude af huset og med kontorarbejde. Når jeg tager ud for at vise bogen frem, sender jeg en mail først. Jeg har oprettet et stort kartotek over mulige kunder. Jeg skriver følgeseddel, faktura, visitkort, introduktionsbrev, oplysninger om foredrag, om afgang og ankomst, en dagbog, opgørelser, moms og skattevæsen.

    Det trækker tænder ud med al denne vigør, men det giver også energi. Det er rigtig spændende at have et produkt. Jeg sender bogen ind til tre aviser og regner med, at de anmelder den næste dag. Det gør de ikke. De anmelder den aldrig! Skuffelse og lettelse på samme tid. Hvis de nu høvler min bog ned, så må de hellere overse den, for Ghana Bam er mit barn. Man må ikke være ond ved den. Det ville tage pusten fra mig, og så kunne jeg ikke holde energien oppe til denne intense markedsføring.

    Et eventyr er det, og jeg må være villig til at gå så gruelig meget igennem. Det er helt i bogens ånd. Ghana Bam er en slags ”afrikansk Camino” uden vandrestøvler. Ingen ved, hvor dette ender, eller hvordan det lykkes – heldigvis. Lad mig slutte med et citat fra Ghana Bam om usikkerhedens paradis. Det lyder sådan her: ”Jo, nogle gange er det godt, at lykken er lunefuld, og hvorfor det? Fordi det er i håbet om lykken, at man for alvor lever.”

     

    Fik du læst anmeldelsen af Ghana Bam? Læs den her!

    april 13, 2016 • Klumme • Views: 404