Anmeldelse af Arthur Krasilnikoff: Som landet ligger, udgivet på forlaget Gyldendal d. 16. november 2020.

Anmeldt af Lærke Marie Holm Fredsøe

Foto: Lærke Marie Holm Fredsøe

Hvem er vi? Hvad er vi? Er vi en forlængelse af den forrige generation? En stafet deltager i en historisk genfortælling? Eller blot en forbipasserende, der konstrueres af samtidens historie? Hvad bliver der af vores aftryk i historien, når vi dør? Det er de spørgsmål, Linda stiller sig selv, da hun, som følge af brystkræft, skal have fjernet sit ene bryst. En lang tankestrøm danner hendes livshistorie for at besvare spørgsmålet – Hvem er Linda?

Som landet ligger følger læseren fortælleren, Linda, på tæt hånd. Hendes portræt bliver malet i små fine strøg, som skal få hende til at stå helt tydeligt frem for en. Hun ligger på sygehuset som følge af brystkræft. Dette står som den centrale historie, hvoraf alt andet springer ud. Som en tankestrøm bevæger Linda sig tilbage i tiden og beskriver sin barndom, sin opvækst og ikke mindst samtidens udvikling. Denne konstruktion af romanen giver læseren mulighed for at lære Linda at kende, alt fra særlige karaktertræk til familiens relationer. Men også at få et indblik i en families kamp for at overleve livet på landet i perioden 1950’erne til 1980’erne. Det er en roman, der sætter kvinderne og deres generations stemme først, også selvom den måske ikke bliver hørt. Romanen er første del af Arthur Krasilnikoffs oprindelig dobbeltroman Vandmærker

Fortællerens spaltning

Linda er en ekstremt spændende karakter, som læseren uden tvivl kommer til at grine med og blive klogere sammen med. Alligevel fremstår den voksne Linda og den barnlige Linda, for mig, som to adskilte karakterer. Den voksne Linda er fortælleren, som beskriver sit livsforløb til datteren Hanne. Mens den barnlige Linda er hende, der oplever tingene. Barnlige Linda vokser op på Holten i Stigsnæs og beskriver, hvordan hverdagen så ud for hende og hendes søskende. Her pakkes scener ud nøje og kreativt, men somme tider bliver barnlige Lindas fortællinger afbrudt af voksne Linda. Dette giver både læseren en større forståelse for de ting som barnlige Linda på det tidspunkt ikke vidste, men det trækker også læseren ud af spændingen i den historie, som denne var grebet i. Derudover sker der tit et skift i fortælleren, hvor Lindas beretninger fortælles både af hende selv, i 1.persons fortæller, og af en ydre 3.persons fortæller. Det gør at Linda både beskriver oplevelserne som hun oplevede dem, men også bliver beskrevet som en karakter uden videre adgang til tanker og følelser. Hvortil værket får mulighed for at beskrive Lindas forældres oplevelser fra en tid, hvor Linda slet ikke var til stede. Til tider fungerer det meget godt, men andre gange bliver det rodet og forvirrende, og man skal holde tungen lige i munden for at finde ud af, hvem der fortæller, hvem der fortælles om, og om disse to i virkeligheden er den samme. 

Den hurtige ungdom

Romanen indeholder ekstremt lange passager af detaljerede miljøbeskrivelser, kun ganske lidt dialog og en del udenomssnak. Den egentlige progression og spænding i romanen er derfor Lindas opvækst. Hendes barnlige logik bliver en del af hendes karaktertræk og gør hende både vittig, elskværdig og interessant. Selvom det meste er beskrevet i voksne Lindas sprog, skinner den barnlige Linda ofte igennem. Lindas barndom kommer til at fylde det meste af bogen, hvor værkets beskrivelser af samfundet især er interessevækkende. Den barnlige Linda forstår ikke altid, hvad en given situation har af betydning, hvoraf den voksne Linda pakker det mere ud. For romanen som historisk værk er denne konstruktion yderst velfungerende, fordi den giver et indblik i både børnenes og de voksnes påvirkning af for eksempel opdelingen af klassesamfundet, Anden Verdenskrig og industrialiseringen. På den anden side af dette står den voksne Lindas billede knap så klart. Da Linda når ungdommen, bliver mange år fortalt på meget få sider, og barndommen kommer dermed ikke til at mødes med den syge Linda på hospitalet. Hertil må påpeges, at billedet kan færdiggøres gennem anden del af VandmærketLindas tid. Men for Som landet ligger bliver det alligevel en sjusket afslutning. 

Poesien oplyser manglerne

Arthur Krasilnikoff har et flot skriftsprog, hvor alt hverdagssprog er kreativt udfoldet. Læseren er derfor konstant med på beskrivelserne, men samtidig forførte af den smukke måde det er beskrevet på. 

“Vi lever i et andet land, i en anden tid. Bryder sig selv af, for hun ved godt, at hun er på vej til at lyve igen, for sandheden er jo, at de begge sidder derinde bag fedtlagene og kræftknuden og årene og er sig selv, angste for verden og fremtiden. Når alle erfaringer og lidelser blir som vækstringe uden på kerneveddet, er det svært at nå hinanden.”

Alligevel er læseren en smule efterladt til selv at sammenflette Lindas tankespind. Hendes oplevelser bliver korte glimt, og romanens progression er dermed langt fra flydende. I mangel på årstal bliver denne sammensætning af Lindas liv kludret og forvirrende. Dog har dette også effekten af, at man får samme indsigt som voksne nutidige Linda, der ikke er i stand til at huske alt præcis som det skete, men beskriver det, som det kommer til hende. Læseren er en tilskuer i Lindas tanker, og det er der både fordele og ulemper ved, men dette gør bestemt ikke romanen mindre anbefalelsesværdig.