Deducerende kærlighed

Deducerende kærlighed

Deducerende kærlighed

Anmeldelse af Lena Andersson: Uden Personligt Ansvar, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 14. august 2015

Anmeldt af Line Andersen

Foto: Bogens omslag / lindhardtogringhof.dk

Kærlighed kan være det smukkeste, et menneske får lov til at opleve, men samtidig også det mest ødelæggende. For hovedpersonen i Uden Personligt Ansvar, Ester Nilsson, er det mest det sidste. Lena Andersson har begået endnu en kærlighedsroman, der ikke minder om noget, som er skrevet tidligere, og den giver et forfriskende pust ind i kærlighedsverdenens ellers klichefyldte univers.

Uden Personligt Ansvar er Lena Anderssons anden roman i serien om den intelligente, neurotiske og kærlighedshungrende midaldrende kvinde Ester Nilsson, som tilsyneladende kun kan blive forelsket i mænd, der allerede er optaget. I Anderssons første roman, En Roman om Kærlighed, følger læseren Ester Nilssons kærlighedsforhold til kunstneren og excentrikeren Hugo Rask. I efterfølgeren er Rask skiftet ud med den gifte skuespiller Olof Sten, der spiller hovedrollen i et af de stykker, Nilsson har skrevet. Ester Nilsson er en intelligent kvinde, og hendes overvejelser udi kærligheden er derfor også absolut intelligente og veldeducerede. Hver en handling, hvert et ord og hvert et blik bliver analyseret ned til mindste detalje, og Nilsson er ikke bleg for at sammenligne sit eget liv med store filosoffers teorier og værker. Men selvom Ester Nilssons intelligens overgår de flestes, så er hendes logik i forhold til sine forelskelser, eller hvad man næsten kan kalde besættelser, utrolig lig dén, det almene menneske oplever – både når ens forelskelse bliver gengældt, men bestemt også når den ikke gør. Esters kærlighedsobjekt Olof Sten påpeger meget tidligt i bogen, hvordan Ester Nilsson skaber en fiktiv figur, hun tror, hun er forelsket i, altså hvordan Esters opfattelse af kærlighed og Sten som person er en illusion.

”Du kender godt Pygmalion, ikke?”, sagde Olof.
”Jeg har læst Shaws stykke, ja.”
”Jeg mener Pygmalion-myten. Den græske. Om den mand, som lavede en skulptur, og som blev forelsket i den.”
”Så du tror ikke, at mine følelser har noget med dig at gøre?”
”Ikke ret meget.”

Gennem bogen følger vi, hvad der føles som Ester Nilssons uendelige forsøg på at retfærdiggøre og overbevise både sig selv og Olof om det rigtige i, at han skal gå fra sin kone, og at de to skal være sammen.

Lena Anderssons kærlighedsromaner skiller sig ud på mange måder, men især mængden af intertekstuelle referencer såsom Nietzsche og Shaw får Ester Nilssons kærlighedshistorie til at fremstå som en ph.d.-afhandling – som om Ester Nilsson tager en doktorgrad udi sit eget kærlighedsliv. Og mon ikke det egentlig er en passende metafor for en kærlighedshistorie? Får vi ikke på sin vis alle en mere eller mindre succesfuld doktorgrad udi vores eget kærlighedsliv?

Udover det intertekstuelle niveau formår Lena Andersson også at indskyde pudseløjerlige små kommentarer, som da Ester Nilsson undrer sig over, om Olof Sten synes at ”sindssyg so [er] en nydelig allitteration”, da hun modtager en knap så behagelig mail fra ham. Bogen mangler bestemt ikke ironi, og hvis man læser den med humoristiske briller, fremstår den faktisk utrolig morsom.

Læs Uden Personligt Ansvar, hvis du trænger til at læse om kærlighed på en anderledes måde, og hvis du, ligesom Ester Nilsson, er en lille smule neurotisk på den tossede måde og trænger til at blive bekræftet i, at du ikke er alene – for det er du bestemt ikke.