Essay om den litterære skildring af forholdet mellem Grønland og Danmark, med udgangspunkt i Iben Mondrup: Godhavn (2014) og Juaaka Lyberth: Godt i vej (2014).

Af Anna Rosenkrands Uldall

Fotografi: Birgitte Uldall Duch

For mange danskere er Grønland og det grønlandske ækvivalent med sne, is, eskimoer og Knud Rasmussens Myter og sagn fra Grønland (1921-25). Landet er ofte blevet forbundet med mystik og oprindelighed, og det er nok en af årsagerne til de mange ekspeditioner, der er blevet foretaget med den mægtige ø som endemål. Men Grønland består af andet end sne så langt øjet rækker og den lejlighedsvise isbryder. Dette fremhæves især i litteraturen, både i den grønlandske og i litteraturen om Grønland; her er hundeslæden og narhvalen ikke nødvendigvis i fokus. I stedet optræder det komplicerede forhold til Danmark og danskerne som et centralt omdrejningspunkt, hvilket ses i Juaaka Lyberths Godt i vej og Iben Mondrups Godhavn.

Hvem er den fremmede?

Forholdet mellem Grønland og Danmark strækker sig tilbage til begyndelsen af 1700-tallet, da danskeren Hans Egede opretter en koloni på øen, hvorfra der drives hvalfangst og handel. Dette bliver begyndelsen på den arktiske koloni, og grønlænderne stifter hurtigt bekendtskab med flere og flere danskere, der tager til øen som missionærer for at drive forretning eller for at arbejde i fiskeriindustrien eller den senere minedrift. I Iben Mondrups Godhavn beskrives det, hvordan en dansk familie er bosat i byen Godhavn (grønlandsk: Qeqertarsuaq), hvor faren arbejder på kommunekontoret og moren er dansklærer i den lokale skole. Deres tre børn, Bjørk, Knut og Hilde, er alle elever i den lokale skole, hvor Bjørk går i Første Danske og Knut og Hilde i Anden Danske. Skolernes elever opdeles alt efter, hvor dygtige de er til dansk, hvilket danner grobund for konflikt hele vejen gennem romanen.

Konflikten anes første gang, da Bjørk som den sidste af de tre søskende skal begynde i skole. Indtil skolestart har Bjørk leget med grønlandske Karline, men da de ikke skal gå i den samme klasse opbrydes venskabet langsomt. Som en forudanelse for enden på deres venskab, beskrives Karline således på første skoledag:

”Karline skal gå i en anden klasse end Bjørk. Pludselig er Karline en lillebitte pige, langt væk, ligesom når man vender kikkerten den forkerte vej og ser igennem den: Helt dernede for enden af den lange gang med dørene ind til klasseværelserne står Karline som en prik og vinker.”

Afstanden er her et resultat af, at skolen har valgt at have skoleklasser udelukkende for elever, der taler flydende dansk. Men hvad sker der så, når en grønlænder bryder denne afstand? Halvvejs gennem Godhavn begynder den grønlandske elev, Johannes, i Anden Danske sammen med Knut og Hilde. Dermed er afstanden mellem de grønlandske og de danske elever pludselig ikkeeksisterende. Eller er den? I anden del af romanen beskrives Johannes således:

”Johannes har en særlig måde at bevæge sig på. Er han i Anden Danske, eller er han hjemme i huset hos Knut, er hans bevægelser langsommere, han bliver som et stykke træ der driver ned ad en stille strøm, langsomt roterende som tog han hele tiden mål af sine omgivelser. Er han udenfor med sine venner, er han til gengæld lynhurtig, springende, næsten en danser.”

Kontrasten mellem Johannes’ forskellige væremåder er slående; er han sammen med byens danskere, gennemtænker han hver en bevægelse, hvert et udsagn, inden han udsiger det. Men når han er sammen med sine grønlandske venner, fremstår han som en spontan dreng, der ikke bekymrer sig om, hvad andre tænker om ham. På denne måde fremtræder danskerne og det danske sprog som et hæmmende element. Især det danske sprog er interessant i forhold til relationen mellem Danmark og Grønland; selvom grønlandske skoleelever stadig undervises i dansk den dag i dag, er sproget alligevel et fremmedsprog. På denne måde er det fremmede, danske element en veletableret og næsten uundgåelig del af enhver grønlænders skolegang og opvækst.

Det autoritære sprog

I Godhavn skildres blandt andet følelsen af ikke at høre hjemme, og denne følelse beskrives fra danske øjne. Her er det Knut, Bjørks storebror, der reflekterer over sin egen tilværelse:

”Fordi han går rundt blandt dem, føler han sig som en der tiltrækker sig opmærksomhed. Og han hader at tænke på de gange han har prøvet at dække sig til ved at efterligne dem; deres måde at bevæge sig på, deres måde at tale på. Han vil slet ikke være som dem. Så hellere være Knut som Knut er. ”

Her går danskeren rundt i Godhavn og føler sig fremmed. Beskrivelsen er forenelig med skildringen af Johannes, der optræder forskelligt, alt efter om han befinder sig i Anden Danske eller ej. Selvom både danske Knut og grønlandske Johannes føler sig fremmed, så bærer Godhavn præg af at være skrevet fra en danskers perspektiv, idet læseren får indsigt i danske Knuts tanker om sin isolation, mens samtlige grønlandske karakterer udelukkende beskrives udefra.

Godhavn er skrevet af en dansker, som har boet på Grønland, mens Godt i vej er skrevet af Juaaka Lyberth – en grønlænder. Det er vigtigt at skelne mellem de to kendsgerninger, fordi litteratur om Grønland ikke nødvendigvis er grønlandsk litteratur. Godt i vej er en roman om grønlandske Paulis skolerejser til Danmark og Nuuk. Pauli, der har fødenavnet Paul Erik, er altså bogstaveligt talt ude på en dannelsesrejse. Romanen er sat i 70’ernes oprørstid, hvor forholdet mellem danskere og grønlændere blev sat på spidsen; ønsket om en tættere relation mellem Danmark og Grønland mødte hård kritik fra dem, der ønskede en løsrivelse. Godt i vej er oprindeligt skrevet på grønlandsk, men der indgår passager på dansk, når karaktererne taler dansk med hinanden. I den danske udgave har forfatteren ønsket at bevare kontrasten mellem de danske og grønlandske passager, hvorfor alt der udsiges på dansk står i kursiv. Et afsnit i romanen ser for eksempel ud på følgende måde:

”Så kom Else frem og stillede sig i døren til sit værelse. Hun så stift på Pauli uden antydningen af et smil og begyndte med en alvorlig stemme at forklare ham på dansk: ”Det er min far. Han har fået ny job, og så skal hele familien flytte med […]””  

I Godhavn fungerede det danske sprog som et hæmmende element, idet både danske Knut og grønlandske Johannes føler sig isoleret og anderledes blandt andet på grund af sproget. I Godt i vej er det danske sprog derimod autoriteternes sprog. På dansk og med ”alvorlig stemme” forklarer Else Pauli, hvorfor hun skal flytte. Pauli har i denne scene længe stået uden for Elses hoveddør i et forsøg på at blive lukket ind i varmen, og det er først, da Else taler på dansk, at han går sin vej. Andetsteds i romanen funderer dansklæreren, Kisser, over forholdet mellem det grønlandske og det danske sprog:

”Kisser var blevet klar over, at man i systemet ikke længere tillagde undervisningen i mundtlig og skriftlig grønlandsk nogen særlig betydning, fordi man mente, at grønlænderne, som nu var ligestillede borgere i det danske samfund, havde mere brug for undervisning i dansk og danske forhold.”

Det danske sprog optræder som autoriteternes sprog; det er kun rektor, lærerne og personer, der vil sige noget med en ”alvorlig stemme”, som benytter sig af det. Derfor må forøgelsen af danskundervisning fordre en forøget autoritet blandt de grønlandske elever. Men denne autoritet eller selvstændighed bliver dog ikke anderkendt i romanen, hvor realskolens elever bliver straffet hårdt for selv de mindste forseelser.

En litterær afspejling af virkeligheden?

Så er det muligt at konkludere noget om forholdet mellem Grønland og Danmark i lyset af disse to romaner? Historien mellem de to lande er lang og kompliceret, men i Mondrups Godhavn og Lyberths Godt i vej udfoldes dele af det ambivalente forhold. Romanerne portrætterer begge en afstand mellem danskere og grønlændere, men på hver sin måde; Godhavn skildrer den indre, følelsesmæssige afstand samt den ydre fysiske afstand, hvor danske og grønlandske elever går i to forskellige skoleklasser. Godt i vej har derimod det politiske som sit omdrejningspunkt; bør Danmark og Grønland have en tættere relation eller ej? Bør danskundervisning være mere vigtig end undervisning i grønlandsk? Begge romaner kredser om forholdet mellem grønlændere og danskere, hvilket peger på, at disse spørgsmål ligeledes fylder en del i vores samfund i dag. Det kan være svært at forklare, undersøge og beskrive dette ambivalente forhold, men her kan litteraturen være behjælpelig; for med en bog i hånden kan læseren forstå forholdet fra forskellige perspektiver. Litteraturens unikke potentiale for empati gør en ransagelse af forholdet mellem grønlændere og danskere mulig.

Litteraturliste:

Danmark og kolonierne: Grønland – Den arktiske koloni, Gads Forlag, 2017

Iben Mondrup: Godhavn, Gyldendal, 2014

Juaaka Lyberth: Godt i vej, milik publishing, 2014