Den litterære samtale

Månedens klummeskribent Hans Lind er kandidatstuderende og tidligere studenterunderviser i kreativ skrivning på Litteraturhistorie, Aarhus Universitet.

Hvad nu, hvis man kunne snige sig med til at overvære arbejdsgangen i en litterær workshop? Hvad kunne det fortælle om den samtale, som finder sted dér?

 

Sådan lyder en lettere omskrivning af de spørgsmål, Elisabeth Friis og Christian Dorph stiller til sidst i deres interviewstudie af fem nordiske forfatterskoler, ”De skandinaviske forfatterskoler”. Spørgsmålene udledes af konklusionen i Friis og Dorphs artikel, som går på, at de nordiske forfatterskoler danner ramme for en helt særlig måde at tale om litteratur på – en samtalekultur, som er kendetegnende for skandinavisk skrivekunst og adskiller sig fra angelsaksisk creative writing. De nordiske skoler har selvfølgelig nogle indbyrdes forskelle i deres praksis, men de har det til fælles, at de alle sammen er bygget op omkring tekstlæsningen. Læsningen er skolernes pædagogiske princip. Eleverne mødes og læser deres ufærdige tekster i fællesskab, og hver læseseance er en improviseret samtale, som tager udgangspunkt i de konkrete tekster. Denne samtale, påpeger artiklens forfattere, er ikke en ensrettende samtale, den er ikke homogeniserende. Tværtimod er det en måde at tale om litteratur på, som respekterer den enkelte tekst og det, der står i den, og som fordrer æstetisk diversitet. Det handler om at skærpe den skrivendes blik for, hvad der fungerer i teksten og hvad der ikke gør. Hvad det er for en læsning netop dén tekst lægger op til.

Ligesom hos Friis og Dorph er det samtalen, som interesserer mig. Hvad er det for en særlig måde at tale om litteratur på, som finder sted i det litterære værksted? Det spørgsmål retter sig først og fremmest mod, hvordan en workshop helt konkret udspiller sig. Men det lægger også op til at spørge, hvad det er for et rum, som danner ramme for denne helt særlige samtalekultur, og hvilken plads det rum har i samfundet? Den undren bliver i høj grad aktualiseret af, at professionel undervisning i skrivekunst ikke længere er noget, som er forbeholdt de seks eller otte talenter, der hvert år bliver optaget på den statsfinansierede Forfatterskole. Markant flere mennesker har nu fået adgang til den litterære samtalekultur. Et omfattende udvalg af alt lige fra aftenskolekurser og universitetsfag til højskoleskrivelinjer og deciderede skriveskoler har for alvor gjort undervisningen i hvordan litteratur bliver til og udvikler sig tilgængelig for den bredere befolkning. Udviklingen peger på, at vores vante forestilling om talentet – forfatteren med en medfødt evne til at skrive – nu komplementeres af en opfattelse af kreativ skrivning som et håndværk, der kan læres og trænes. Samtidig lader det til, at skriveundervisningens opblomstring hænger sammen med en stigende kulturel lyst til at deltage. I arbejdsfællesskaber, hvor man er sammen om at udvikle sig kreativt, og i verden, samfundet. Undervisningen er en måde at opøve sine litterære færdigheder og finde et kvalificeret udtryk til sit personlige stof; noget, man har på sinde. Det voksende udbud af skriveundervisning er på den måde med til at give flere mennesker en udtryksmulighed, en stemme, så at sige. Måske kan man endda tale om en demokratisering af det litterære håndværk?

Kreativitetsteoretikeren David Gauntlett har en meget rammende formulering af det at skabe noget: ”Making is connecting”. Dette udsagn, pointerer Gauntlett, har tre betydninger. Først og fremmest er man nødt til at forbinde ting med hinanden for at lave noget nyt, det gælder både materialer og idéer. For det andet rummer det at skabe noget ofte også en social dimension. På et eller andet punkt bliver man forbundet med andre mennesker i skabelsesprocessen. Man snakker sammen om det, man laver, eller måske er det endda et samarbejde, samskabelse. Og for det tredje hænger skabelse sammen med forbindelse, fordi man ved at dele sit produkt forbinder sig med sine sociale og fysiske omgivelser.

Gauntletts formulering gælder også for det at skrive. At skrive er at forbinde. Jeg skriver det her ved ganske simpelt at forbinde ord med hinanden, sætte dem sammen. Det er egentlig ikke vildere end det. Hvis jeg skriver ordene på en post-it, er der i det mindste en lap med ord mere i verden, en ændring. Og hvis jeg så i stedet for at lægge min post-it i skuffen, hænger den op et eller andet sted, har jeg muliggjort en hel masse forbindelser – min post-it snakker pludselig til nogen. Og så er der det andet punkt, det mellemmenneskelige aspekt af det at skrive. Det er det, som blandt andet kommer til udtryk i skriveundervisningen, i den samtale, undervisningen rammesætter gennem gruppebaserede tekstlæsninger. Samtalen er kollektiv, men det betyder ikke, at den ikke er personlig. Det litterære værksted er et meget personligt rum. Det er et interpersonelt rum, et energirigt netværk af personlige læsninger, som bevæger sig fremad sammen med teksten som omdrejningspunkt. Samtalen er personlig, men det betyder ikke at den er privat. Det personlige er betydningsfuldt for andre mennesker, det er det private som udgangspunkt ikke – det private har kun betydning for den, som tænker og siger det. Generelle holdninger, minder, følelser og andre private associationer har som sådan ikke relevans for tekstlæsningen. Som Pablo Llambías (tidligere rektor på Forfatterskolen) påpeger i sin skrivehåndbog, Skrivning for begyndere, gælder det faktisk også for det at skrive: Privatlivet har ikke nogen litterær kvalitet i sig selv, det er selve beskrivelsen, hvordan teksten er skrevet, som gør den litterært interessant, og som gør den betydningsfuld for andre mennesker.

Den litterære samtales rum, værkstedet, er på samme tid personligt og offentligt, det er semioffentligt. Ved at indgå i workshoppens interpersonelle netværk, bliver man tvunget til at anlægge et mere objektivt blik på sin egen tekstproduktion. Man lægger det private på hylden og giver sig i kast med en alvorlig (professionel) samtale om litteratur. Samtidig drager workshoppen nytte af at være et trygt rum, som giver plads til flere læsninger og identiteter. Sagt på en lidt banal måde er der plads til alle, men man kan ikke bare sige hvad som helst. Læsningen må være kvalificeret og velunderbygget, man må argumentere for sin læsning. Den litterære samtale er demokratisk på den måde. Man kan betragte det litterære værksted som en slags ”øvelsesterræn” (med en formulering lånt fra Jürgen Habermas) for et videre offentligt virke. For eksempel som forfatter. Den australske forsker og underviser Paul Dawson argumenterer i Creative Writing and the New Humanities for en sociologisk tilgang til skriveundervisningen, hvor forfatteren kan betragtes som en offentlig skikkelse, der gennem publicerede tekster kan forhandle og påvirke den offentlige diskurs. Tekstpublikationer er nok den mest konkrete udveksling mellem workshoppen og verden. Men jeg tror også, at det litterære værksted har en anden vigtig funktion i samfundet: Det opstiller rammerne for en produktiv samtalekultur, der på mange måder adskiller sig fra den samtale- og debatform, som man støder på i andre offentlige sammenhænge. Jeg ser værkstedet som en alternativ prototype for den offentlige samtalekultur; en samtale, som står i modsætning til det polemiske. Den litterære samtale er hele tiden under forhandling, fordi litteraturen er det, fordi identiteter er det. Men den er konkret, kvalificeret. Den tager alvorligt. Vi kan lære rigtig meget af den litterære samtale.

Udgivet: marts 22, 2017 | Kategori: Klumme |

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *