Anmeldelse af Daniel Boysen: Røntgen, udgivet på Det Poetiske Bureaus Forlag, d. 29 august 2015
Anmeldt af Anne Sophie Parsons
Foto: Bogens omslag / detpoetiskebureau.dk
Digtsamlingen Røntgen er et værk, der ønsker at se. Det er et værk, der vil kaste et beskrivende blik på mennesker, bygninger og universets støvregne og meteorer for derved at kortlægge det intrikate sansenetværk, som binder disse elementer sammen til en større sammenhæng. Det er livet set igennem en linse, der opfanger og fastholder øjebliks-momenter, som er med til at definere værket i sin helhed.
Digtsamlingen er opbygget i to dele med tilhørende ni kapitelafsnit, der er navngivet forskelligt: ”Sommerstorm”, ”Insomnia”, ”Vævet”, ”Strøm”, ”Opgørelse” og ”Ankomst” er blot nogle af dem. Hvad de alle har til fællessynes at være ideen om al tings forbundethed; som en rød tråd væves tanker omhandlende fossiler, istiden og bjerge sammen med det moderne menneskes følelsesmæssige vilkår i verden. I ”Insomnia” er det f.eks. nattelivets sanseindtryk, der navigeres igennem, og i ”Vævet” er det edderkoppens net, som strækker sine silketråde videre til by, natur og menneskers interne forbindelser i et sammenhængende mønster. I ”Strøm”er det ligeledes energiens kraft i livet, der fortolkes i konteksten af kærlighed og minder.
Ord såsom ’sol’, ’kiste’, ’revner’, ’sprækker’ og ’bjerge’ er gennemgående i Boysens værk og optræder med forskelligt ladede betydninger i undersøgelsen af den menneskelige psyke. Det første digt starter f.eks. således:
”Livet er; at forandre ridserne i bjergene
eller undergang
kun to ting er sikre; at leve, at død
er vil altid være en slags sommerlys
i dine øjne fordi de altid er nye
det har været en god dag at synge”
Det er de modsætningsfyldte poler af op og ned (de opadstigende bjerge og den nedenfor liggende undergang), af lys og mørke samt livet og døden, der fremhæves og sættes i sammenspil i løbet af blot få beskrivelser. Det er en ligetil brug af de enkelte ords pondus, som dog alligevel lader de simple linier opnå sit helt eget effektive udtryk i deres sammensætning.
At række sit blik ud
Digtsamlingens titel er således også et fokus, der fungerer som digtenes omdrejningspunkt. I ”Sommerstorm” er det faktummetat noget altid er ’bag’ ved noget andet (en krop, der befinder sig bag et vindue og en mur, ’gule pletter bløder bag solen’) – som en vedvarende pointering, som peger tilbage på de flygtige observationerne af livet, der holdes fast i en skriftlig gennemskærende røntgenstråling. I første del af værket er det bl.a. bygninger og stilladser i byen, der står som fysiske obstruerende objekter imellem det betragtende (digter)blik og detsom er bagvedliggende, hvad enten dette måtte være af en emotionel eller fysisk størrelse.
Gennemlysningen som alstedsnærværende tema er hermed definerende for Røntgen som værk. Kun den elskede, et vagt ’du’, som optræder på siderne, kan formå at samle brudstykkerne af livets sanseindtryk og fungere som stabiliserende bindeled mellem kaos og orden, samt mellem tekstens ellers opbrudte natur. Kærligheden bliver et billede på livet selv, hvorigennem magten til at skabe nye regnskove og øer, der opstår fra kys som beskrives som værende ’vulkanudbrud’. Bogen afsluttes med ordene: ”du står som et røntgenbillede / dit indre / tindrer”, og det registrerende blik ender med at hvile på den elskede som den umiddelbare symbolske inspirationskilde for værkets drivkraft.
Glimt af livet
Røntgen står stærkest som samlet værk, når Boysen lader sine ordsammensætninger være uventede. Sætninger såsom: ”hvad ved jeg om livet / der forsvinder i hospitalssenge / på vej ud fra fra små broer / og deres nulstilling af tid”, ”verden er / en radiator / på fuld blus”, ”urter slynges i damp / og skræller døden af os” og ”et farvel kastet gennem resten af livet” er fine eksempler, hvor digtsamlingen byder på fangende og medrivende beskrivelser.
Med dette sagt er der dog også forvirrende punkter som f.eks. sker i værkets midterste afsnit, ”Afsked”. Skiftet fra de foregående flygtige hverdagsøjeblikke frosset fast i få sætninger til skildringer af (traumatiske) barndomsminder med et decideret ’jeg’ kan virke lettere disorienterende i forhold til den overordnede læseoplevelse af de foregående digte.
I slutningen af bogen kan man også finde forklarende noter til digtene. På den ene side er det en gængs opfattelse, at lyrik skal skulle kunne stå alene uden yderligereredegørelser for de skildrede steder og objekter. På den anden side fremhæver dette aspekt også en nøgtern bearbejdelse af de poetiske oplevelser. I selve registreringen, samt nedskrivningen af observationerne bliver Røngten nærmest videnskabelig med de ekstra tilhørende noter. Dette stemmer overens med punktet omhandlende den ’menneskelige psykologi set i en naturvidenskabelig sammenhæng’, hvilket Boysens forfatterskab beskrives som at beskæftige sig med på det grå bogomslag.
Kærlighedens gammastråler
På indersiden af digtsamlingens omslag står der: ”Som et røntgenbillede ser man et udsnit af en tilværelse, hvor tingene bliver beskrevet, som de tager sig ud midt i deres forandring. Digtene handler om liv.” Digtene handler uden tvivl om liv – men også i lige så høj grad om kærligheden, al tings forbundethed samt den foreliggende indbyrdes effekt, disse elementer har på hinanden.
Med opfindsomme ordsammensætninger formår Røntgen at sætte spørgsmålstegn ved de store temaer i livet, der berører os alle som mennesker på en virkningsfuld måde. Efter endt læsning står digtsamlingen derfor også tilbage som et overordnet vellykket projekt, da ”ikke alt kan opdages / på et røntgenbillede / fx ikke hvordan vi / elsker eller hvem / vi er.” Kun igennem poetiske skildringer som Boysens digtsamling kan man gøre sig forhåbninger om at nærme sig disse følesesmæssige opdagelser.
3 Comments