Anbefaling af  Stephen King og Owen King: Rosernes Torne udgivet ved Hr. Ferdinand, d. 16. marts 2018

Anmeldt af Rikke Bliksted

Fotograf: Rikke Bliksted

Mange kender sikkert fortællingen om den sovende Tornerose, også kaldet Aurora, som handler om en prinsesse, der bliver forhekset og skal sove i tusinde år. Men lad dig ikke narre af Stephen og Owen Kings nyeste spændingsroman Rosernes Torne. Fortællingen er alt andet end prinsesser, onde feer og prinser, som redder dagen. Derimod tager fortællingen udgangspunkt i et kvindefængsel i byen Dooling. Byen rammes, ligesom resten af verden, af den ukendte virus Aurora, der indhyller kvinderne i form for puppe, når de falder i søvn.  

Der ses en umiddelbar parallel til eventyret om den sovende Tornerose, men Stephen og Owen Kings fortælling indeholder nye og spændende vinkler herpå. Det ses bl.a. ved måden, hvorpå disse kvinder i Rosernes Torne ikke er karakterer, som venter på at blive reddet af Prince Charming, men derimod tager sagen i egen hånd. De sovende kvinder vågner op i et parallelt univers, der ligner Dooling, mens mændene forbliver i den virkelige verden. I det parallelle univers danner kvinderne sig et liv uden mændene – og  de er faktisk i det store hele tilfreds med dette. I sidste ende er det også kvinderne, som bliver ’dagens helt’. Dog må vi ikke glemme de efterladte mænd i Dooling, som forsøger på hver deres måde at få deres kvinder tilbage – de ved bare ikke, at det er kvinderes valg i sidste ende, om de ønsker at forlade den nye verden og dermed forenes med deres mænd og sønner igen eller ej.

Rosernes Torne kan siges at være en overvejende aktuel fortælling. Dette skyldes, at kvinderne gøres mere egenrådige og stærke, modsat den oprindelige fortælling om Tornerose, og hermed bidrager Stephen og Owen King til et mere nutidigt billede af kvinden. Romanen belyser helt klart nogle handlestærke kvinder, der måske i første omgang har ladet sig kurre af mænd, men som virkelig blomstrer op i den nye verden. Det er særlig her, at vi ser de nye vinkler, som far og søn har indført ved at ændre den ellers velkendte (og stereotypiske) fortælling om en kvinde, der blive reddet af en mand. Man må sige, at denne vinkel klæder fortællingen!

Persongalleriets betydning

En anden måde hvorpå, at Rosernes Torne adskiller sig, er at romanen fortælles ud fra flere beboer i Doolings oplevelse med Aurora virussen. Historien har sit omdrejningspunkt i kvindefængslet, men som læser møder man folk fra hele byen, f.eks. fængselspsykologen Dr. Norcross, de indsatte Jeanette Sorley og Angel Fitzeroy, high school eleven Mary Pak og dyrepasseren Frank Geary. Denne meget brogede samling af karakterer er med til at give fortællingen kant – og samtidigt gøres den også mere realistisk, da persongalleriet repræsenterer forskellighed og giver et godt billede af et lokalsamfund. På denne måde kommer der mange skæbner i spil og mange liv påvirkes af virussen. Der er familier, som bliver genforenet og dermed får en lykkelig slutning og ligeledes er der familier, som er blevet udryddet eller på anden vis splittes.

Dermed formår Stephen og Owen King at skabe en fortælling, der indeholder utrolig mange følelser, da vi sympatiserer med de forskellige personer og de situationer, som de befinder sig i. Særligt følelsen af spænding og lysten efter viden får læseren til at læse videre. Indledningen til fortællingen kan dog synes en smule lang, men der skal selvfølgelig også præsenteres en masse – som jeg allerede har nævnt, er der et stort persongalleri. Når spændingen og kaosset først indtager romanen, glemmer man, at konflikten var lang tid om at præsentere sig.

Det har været en fornøjelse at blive præsenteret for Dooling, og ikke mindst de nuancerede og forskellige karakter, som bor i byen. Rosernes Torne er en virkelig gennemarbejdet roman, der først giver associationer til Disneys Tornerose. Dog skal det vise ikke at være tilfældet, da Rosernes Torne virkelig er en fortælling for sig. Det er en roman for alle som er til spænding.