Anbefaling af Mahvash Sabet: Fængselsdigte, oversat af Andros Frei, udgivet på Det Poetiske Bureaus Forlag d. 1. januar 2019

Anbefalet af Jasmin Hansen

Foto: Jasmin Hansen

Selvom at Mahvash Sabets Fængselsdigte foregår i et miljø præget af had, er dette ikke en fortælling om håbløshed. Derimod er det en fortælling om, hvordan kærlighed kan afføde håb de mørkeste steder og binde folk sammen på tværs af deres forskelle. 

5. marts 2008 blev Mahvash Sabet arresteret af de iranske myndigheder for at tilbyde uddannelsesmuligheder til unge mennesker fra Bahá’í-samfundet, der var blevet nægtet adgang til universitetet. Hun beskyldtes for at havde stiftet ”en illegal organisation med det formål at undergrave statens sikkerhed”, og efter to og et halvt års ventetid blev hun d. 12. juni 2010 idømt 20 års fængsel. I 2017 blev hun dog løsladt.

I løbet af hendes fængslingsperiode skrev hun digte på farsi. Fra 2013 blev disse smuglet ud, oversat til engelsk af datteren Bahiyyih og offentliggjort. Det er disse, der er blevet til digtsamlingen Fængselsdigte.

En fortælling om kærlighed

Det må havde været skæbnens ironi, der gjorde, at jeg valgte at anmelde Mahvash Sabets Fængselsdigte uden at vide, at det ville falde sammen med et landsdækkende lock-down og en international krise. For selvom, at Sabets situation på ingen måde kan sammenlignes med den, Danmark står i lige nu, er de tanker, der kommer til udtryk i hendes digte, stadig relevante.

I sin digtsamling skildrer Sabet et fængselsliv præget af isolation, håbløshed og ensomhed. Hun beskriver det som ”en anden verden og race/et folkeslag forgiftet, tynget af ulykkens lod” og udtrykker ofte, hvordan denne atmosfære påvirker hende.

Der er en narrativ progression i digtene, der gør, at man, når man bladrer igennem bogen, kan følge udsvingene i Sabets sindsstemning og hendes kamp for at forblive optimistisk i en dyster situation.  Dette kommer især til udtryk i digtet ”Jeg rejste mig igen”:

”Jeg var blevet svag og træt og var falmet,

Men tidslen fik mig til at rejse mig igen.

Tilbage på mine fødder står jeg fast og vokser grønt,

Fyldt med tankens kraft igen.”

Optimismen lykkes altså. Trods det hadske og upersonlige miljø, holder Sabet fast i sit håb og kærligheden til sine medmennesker. Dette gør det endnu mere rørende, når Sabet udnytter nogle af sine digte til at beskrive de andre indsattes liv. Hendes skikkelser er både stofafhængige og småkriminelle, men Sabet møder dem uden fordomme, da kærlighed er vigtigere for hende end fordømmelse.

Denne kærligheds magt ses tydelig beskrevet i digtet “Tumult”:

”hvis du ytrer en enkelt kærlig sætning her

Er det som vand der slukker en rasende ild”

Det er denne kærlighed, dette lys i mørket, som Fængselsdigte omhandler. Modstanden mod had tager for Sabet ikke form af en kamp, men af at elske og værdsætte sin medmennesker, lige meget hvad. Alt dette gør ikke blot hendes digtsamling til hjerteskærende og rørende, men også til en inspiration for alle dem, der læser den.