Anbefaling af Dag Solstad: Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen udgivet på Rosinante d. 30. april 2020. Oversat fra norsk af Sara Koch

Anbefalet af Anders Thorkild Korup Ølholm

Foto: Anders Thorkild Korup Ølholm

Med Tredje og sidste roman om Bjørn Hansen har Dag Solstad afsluttet det projekt, som han begyndte for 28 år siden om Bjørn Hansen. Bogen er en mesterlig skildring af et menneske der siger nej til tilværelsen, imens han nu som olding blot venter på døden, og finder sin frihed i bøgerne han sidder omgivet af. Et eksistentialistisk værk om, at det nærmest er umuligt at vælge mellem fangenskab og frihed. 

Dag Solstad skrev første gang om kæmneren Bjørn Hansen i 1992 (dansk 1994) i Elvte roman, bog atten hvor han forlader sin søn og hustru for at være sammen med sin elskerinde Turid Lammers. Han begynder at simulere at være lam men hans afsløres og ender i fængsel. Efterfølgeren 17. roman udkom i 2010 hvor Bjørn Hansen har afsonet sin dom og opsøger sin søn Peter, som han ikke har set i 15 år og som nu bor i Bø, sammen med sin kone Thea og sønnen Wiggo. I foråret udkom så det tredje bind på dansk om Bjørn Hansen, hvortil Rosinante også udgav de to forgængere i et samlet bind på samme tid. Den tredje bog følger umiddelbart efter den anden roman, hvor Bjørn Hansen er vendt hjem til sin etværelseslejlighed i Oslo efter det mislykkede besøg hos sønnen. Hans pensionisttilværelse bliver afbrudt af svigerdatteren Thea, der står ude foran hans lejlighed med den nu 20-årige sønnesøn Wiggo. Selvom Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen er det sidste bind om Bjørn Hansen kan den sagtens læses uden at man har læst de foregående bøger eller har kendskab til dem, da fortælleren resumerer de tidligere begivenhederne i løbet af bogen. Personligt har jeg ikke selv læst de to foregående men efter, at jeg har læst dette bind, har jeg fået en stor lyst til at udforske fortællingen om Bjørn Hansen endnu mere.

Den ensomme olding

Bjørn Hansen har opgivet livet og tilværelsen i den tredje bog om ham. Han vil ikke have noget at gøre med den verden som ligger udenfor hans lille lejlighed i Grønlandskvarteret, som han forlader utroligt sjældent. I stedet sidder han som ensom olding i sin luset lejlighed og læser i de bøger som omgiver hans lænestol. Ligesom andre bogsamlere og -elskere gør Bjørn Hansen en stor dyd ud af at organisere og strukturere sin bøger i reolerne.

”Alle de fire vægge i stuen var dækket af bøger. Ordnet og systematiseret, først efter kategorier: romaner, digte, historie, geografi, filosofi, samfund, osv., derefter lande i alfabetisk orden: Egypten, Frankrig, Norge, Ungarn, og så navnet på forfatteren ligeledes i alfabetisk orden, så han let kunne finde Den Fremmede af Albert Camus ved at gå til afdelingen for romaner og så F for Frankrig, hvor han ved bogstavet C for Camus fandt den lille, men legendariske roman Den Fremmede”

Bjørn Hansen fremhæver næsten kun de eksistentialistiske forfattere i sin bogreol såsom Camus. Og bogen er i sig selv også en eksistentialistisk fortælling om en mand der har fravalgt sig tilværelsen og venter blot på døden på sine gamle dage. Bj. Hansen, som han egentlig kalder sig selv i bogen, er en ekstrem reflekteret karakter der konstant vurderer sine handlinger. Bjørn Hansen beskriver sig selv som en tænker. Og bogen er fyldt med flere tanker og refleksioner end egentlige handlinger. Både dem som han foretog i sin fortid, men også i nutiden. Selvom Bj. Hansen har valgt at leve isoleret tilværelse som olding, skinner det også igennem at hans muligheder for at bryde ud af den er visnet væk. Hans bekendtskaber fra det tidligere liv er døde og han kan blot vente på, at denne også tager ham i dag og han kan blive ført videre.

Wiggo

Da sønnesønnen Wiggo ankommer passer det ikke ind i Bj. Hansens liv, men han gør ingen indsigelser og de to deler den etværelseslejlighed. De lever hvert deres liv men i løbet af bogen begynder de at nærmere sig mere og mere hinanden, og Bj. Hansen kommer tættere på den familie som han valgte fra for mange år siden. En dag præsenterer Wiggo Bjørn for sin nye kæreste som er en tidligere idrætsstjerne der nu gør det som blogger imens hun læser på universitet. Men mødet er ikke ligefremt særligt heldigt og det hele ender ud i en morsom symbolsk kastrationsscene.

Moderne og ikke

Bogen har en ret usædvanlig dramaturgi, da der i det meste i bogen ikke er en egentlig handling eller fremskridt i narrativet. Men så sker al handlingen på bogens sidste sider og man bliver nærmest helt forpustet af det slutsprint. Det er ironisk hvordan bogen er meget moderne med sin opbygning, men omhandler en karakter der egentlig hører fortiden til, så han er en fremmed for selve formen. Det er en fremragende skildring af et menneske der har befundet sig uden for samfundet og familien i mange år og nu reflekterer over hvordan han er endt i den usle etværelseslejlighed i Oslo. Bjørn kan finde sin frihed i litteraturen og ikke i andre mennesker, men kan man overhovedet vælge mellem frihed og fangenskab? Dag Solstad skriver så raffineret og smukt, at Bjørn Hansen både fremstår morsom og tragisk på en og samme tid. Det er et eksistentialistisk værk og det er så skønt så skønt.