Anmeldelse af María José Ferrada: Kramp, udgivet på Jensen & Dalgaard d. 4. september 2020. Oversat fra spansk af Anne Brinch

Anmeldt af Thomas Rod

Foto: Thomas Rod

Som kortroman skildrer Kramp ikke blot det rodløse liv; det er en arketypisk fortælling om menneskets brud med de forestillinger, som det bliver pålagt. María José Ferradas debut er en finurlig, åbenbarende og hjertevarm sondring mellem frihed og troskab, og et ambitiøst værk på trods af sit sideomfang. Historiens universalitet har en evne til at tilpasse sig langt ud over hjemlandets grænser, hvilket hjælpes på vej af Anne Brinchs levende, præcise oversættelse til et dansk læsepublikum. 

Kramp er (ligesom de fleste samtidsromaner) en fortælling uden definitive helte eller skurke. Men til sin særlige fordel har María José Ferradas debut en umådelig balancegang mellem de moralske og umoralske karakterer. Historiens præmis er bygget op om en indre konflikt mellem samfundssindet og individualismen, hvilke konstant er i dialog blandt karaktererne, og særligt tages udgangspunkt i hos hovedpersonen. M (som hun kalder sig) bliver fra en ung alder assistent for sin far i hans virke som selvstændig sælger af isenkram: Et arbejde, som hele tiden sætter sig overfor lovens og moralens grænser. Faderen er den vante stereotype for den selvdestruktive iværksætter, som man ligeså vel kender inden for litteraturen som ude i virkeligheden; han er en stræbende enspænder med en promiskuøs tilgang til alle sine sociale relationer. M følger med på lukrative forretningsrejser, hvor faderen og det øvrige persongalleri sætter deres præg på hendes verdensbillede. Hun begiver sig ud på en alternativ dannelsesrejse, der ikke affinder sig med normaliteter, den katolske gud, skolesystemet eller hvad end moderen tænker om far-datter-parrets vilde ekskursioner.

Det alternative liv

Alle de navngivende karakterer i romanen gives oftest på simpel vis ét bogstav, heriblandt faderen, D, den nævnte hovedperson, M, og deres medløber E, en fotograf, som ønsker at dokumentere verdens uforklarlige skønheder og grusomheder. Som læser giver disse kaldenavne en afklaret, men samtidig kynisk tone i romanens fortællemåde: Disse er blot karakterer, ikke mennesker. Tegn, der blot repræsenterer variabler i den store formel, som ved facit fortæller os … hvad helt præcist? Anonymiteten ved bogstaverne som navne tilfører en velpassende universalitet til romanen. Men det fremstår opstyltet og unaturligt for en fortælling, som ellers virker meget personlig og er smukkest, når den bærer præg af dette – mest bemærkelsesværdigt er karakternes skinnende personligheder og M’s dybtfølte tanker om hvordan hendes alternative livsstil gør hende til en ’outsider’ i et moderne samfund.

”Det, jeg godt kunne, var – stadig oftere – at udeblive fra skole og vende hjem, som om intet var hændt, takket være D’s lysende indfald: ’I de fleste tilfælde kræver komplicerede problemer overraskende enkle løsninger.’”

Værdiens voksende vendepunkt

Det opbyggede verdensbillede hos M og hendes utvivlsomme idolisering af faderen krakelerer, da hun gentagne gange svigtes af D til fordel for hans impulsive, enspænder livstil. Sammen med hendes forhold til sin far forsvinder tiltroen til det rodløse liv, som hænger ubestrideligt sammen med den faderlige figur. Som reaktion hertil forsøger M at vende tilbage til et ”normalt liv” med skole, veninder og en kedelig dagligdag uden hendes far. Ferreda opnår således ”det virkeligt usandsynlige”, som også er en grundpræmis i fortællingens gang: Det mirakuløse tilfælde. I denne sammenhæng formår Ferreda som forfatter at fremane et af de mest komplekse karakterforhold i den nyere litteratur på færrest ord – i dette tilfælde på små 120 sider. Der er ingen sidespor og mindre plots i Kramp. Derimod er fokus sat på M’s erfaringer og udvikling i hendes forhold til faderen. Dette udmunder i en elegant metafor for hvordan forholdet til selvet, den nære omverden og verdensopfattelse er under konstant forandring og derfor påvirker hinanden. Romanen foregår lineært, men den konstante cirkulære ændring i M og det øvrige persongalleri skaber et indadvendt univers, som rækker langt ud over romanens omfang. Disse finurlige og mesterlige tvists i teksten gør Kramp – ligesom mødet med hver af dens karakterer er for hovedpersonen – en resonerende oplevelse at støde på som læser. Et faktum jeg i starten anså som virkeligt usandsynlig, da jeg samlede denne pamflet-tykke bog op for første gang. Efter læsningen er jeg ufatteligt imponeret af, at en debutroman formår så meget med på så lidt plads, og ligeledes ikke mister sin præcision i sin oversættelse til dansk.