Anmeldelse af Niviaq Korneliussen: Blomsterdalen udgivet på Gyldendal 21. august 2020

Anmeldt af Julia Duyvejonck Frøberg

Foto: Julia Duyvejonck Frøberg

Blomsterdalen er hård og barsk ligesom naturen på Grønland: Den er både isnende kold og mørk og samtidig med at indlandsisen smelter. Naturen bliver en metafor for en overhængende trussel, som ikke har så meget at gøre med global opvarmning, men mere omhandler en (måske) rådden kultur, der tager de unge med i faldet. Hovedpersonens liv er omringet af venners og bekendtes selvmord, der grænser hende ind i hendes forestilling om sin egen begravelse på Blomsterdalen i Tasiilaq.

Niviaq Korneliussen er mig bekendt en ganske ny forfatter på både den danske og den grønlandske litterære scene. Men hold nu op, hvor gør hun sig bemærket! Hendes beskrivelser af Grønland bliver et bagtæppe for den kultur, der har overtaget den grønlandske ungdom: De føler sig fremmede, fortabte og forladte, og den eneste løsning virker til at være selvmord. Der er ingen hjælp at hente, for det grønlandske sundhedssystem har ikke plads til dem; der er lang ventetid på psykologerne i Nuuk, og det hele foregår over Skype, hvis man bor på den anden side af Grønland. Håbløsheden er til at mærke i de små sidehistorier, der figurerer som kapiteloverskrifter, og de unges selvmord er ikke andet end tal.

”17. Du er nummer 110 i køen, du er bare et tal, et styk legeme, en blodtype, en journal.”

Hovedpersonen i romanen ser udadtil til at have bekæmpet de hårde odds: Hun har en dejlig kæreste, Maliina, hun er kommet ind på antropologistudiet på Aarhus Universitet, og hun flytter væk fra livet i Grønland og ind i den danske storby. Men det nye liv der bryder rammerne og indbyder hende til en ung universitetskultur, er ikke så ligetil. Hendes medstuderende er ikke særligt åbne og forstår ikke hovedpersonens kultur eller humor, ligeså vel som hun ikke forstår den danske sarkasme. Blomsterdalen rummer udover en beskrivelse og problematik over Grønlands selvmordsrater også en kritik mod det danske samfunds hyggeracisme, som hovedpersonen mærker på krop og sind. Fordommene og uvidenheden om det grønlandske samfund eksemplificeres igennem de medstuderendes bemærkninger om, hvor god hun er til at snakke dansk, at hun lugter af alkohol og om hvorvidt hun kender Naaja Poulsen, en grønlænder en af de andre har gået i skole med.

Identitetstab og statistikker

Det bliver tydeligere og tydeligere, hvordan hovedpersonen har svært ved at finde sig til rette. Efter det første semester tager hun tilbage til Grønland, til Tasiilaq, for at hjælpe Maliina med at komme sig over tabet af sin kusine Gudruns død. Det bliver tydeligt hvor nyttesløst jagten efter Gudruns bevæggrunde er, da selvmordene bare er tal, journaler og blodtyper. Bogen sætter fokus på den rådne kultur, som hovedpersonen nævner flere gange, der finder sted i Grønland. Som historien skrider frem, åbner der sig et væld af andre selvmordshistorier, som hovedpersonen ukontrollerbart fortæller ind i mellem i sin egen fortælling om sig selv og sit eget identitetstab. Blomsterdalen bliver en fortælling om en ung grønlænder, der lader til at flygte fra sin skæbne som statistik, men i sin kamp for at finde et sted at høre hjemme, krakelerer hun. Det er ikke muligt at finde hjem i Danmark, fordi hun er grønlænder, og samtidigt er det svært at finde sig til rette i Grønland, hvis hun gerne vil have sig en uddannelse, for at kunne komme videre i sit liv.

Romanen beskriver, hvordan det føles at stå limbo mellem to lande og sprog, være fastfrosset, fortabt og misforstået som ung grønlænder, og det er et samfundsproblem, som vi alle bør tage hånd om for at redde den grønlandske ungdom. Det er et opråb mod at det næste selvmord ikke bliver en statistik eller en del af en rådden kultur, men at hjælpen er at finde uanset om man hører hjemme i hovedstaden Nuuk, ude på det øde Østgrønland i byen Tasiilaq eller i universitetsbyen Aarhus. Korneliussens ligefremme sprog rammer netop dette, så både de pårørende og den unge ikke ender i limbo – eller bliver ansigtsløse.

”30. Din mormor fandt dig i et af værelserne i sit hus, da hun kom hjem. Møblerne i værelset er fjernet, blodet er vasket af, men væggen har opsuget meget af det, og det tænker hun på om natten, at dit blod fra dit kød er på den højre side af sengen, som hun nu har flyttet over til venstre side af værelset. Hun ser på glade billeder af dig og prøver at huske dig sådan, og hun ved ikke, om hun er mest vred over, at du har ødelagt hendes hjem for altid, eller at det sidste billede, hun har af dig, er dit ansigtsløse hoved.”