Anmeldelse af Linda Boström Knausgård: Oktoberbarn, udgivet på Lindhardt & Ringhof d. 30. januar 2020, oversat af Charlotte A. E. Glahn.  

 

Anmeldt af Julia DuyvejonckFrøberg 

 

Foto: Julia DuyvejonckFrøberg 

 

I Oktoberbarn kommer læseren tæt ind på livet af Linda Boström Knausgård. Der er en smadret kronologi: Alting opleves samtidigt. Hun prøver på at holde fast på sine minder, som elektrochokbehandlingen får hende til at glemme, på den psykiatriske afdeling (som hun også kalder for ’fabrikken’). Knausgård maler et billede af den krakelerede psykiatri, men så vidt også et billede af det krakelerede menneske. 

 

Sammenblandingen af minder og levede/ikkelevede oplevelser understreger fornemmelsen af Knausgårds krakelerende psyke, og hvordan det føles at leve som bipolar. Først er der depressionen, dernæst manien, og de gentager sig efter hinanden. Der er ingen stabilitet i følelserne, og Knausgårds egne minder vender om på tid og rum. Undervejs holder hun vedholdende fast i at være apatisk, og at hun ”lever ingens liv”. Det føles virkelig rammende for hele fortællingen, men så vidt også for det billede, hun maler af den svenske (måske endda skandinaviske) psykiatri, der er mangelfuld og ensformig i behandlingen af de psykiatriske patienter. De gentagne elektrochokbehandlinger, hun får, bliver cykliske, og der findes ingen ende på denne lede over dette ikke-levede liv, som hun lever. Det hele føles håbløst. 

 

Sygdommen og skriften

Men hun lever. Det viser hun igennem den skrift, hun selv mener, hun har svært ved at skrive. Hun prøver på at huske det, fabrikken tager fra hende, så de ikke tager skriften fra hende. Hun har også svært ved at sortere i det, de ikke har taget. Det er barsk og hjertegribende at være syg, og dette får hun formidlet igennem sin brug af et poetisk, smukt sprog. En af bogens rigtig stærke forcer for mig var de mange paradokser, som trådte frem igennem sproget. For det første fortæller hun, hvor svært hun har ved at skrive, fordi hun er syg, og alligevel producerer hun en bog om det at skrive, hvor hun får reflekteret over det at være syg. Hendes sygdom påvirker hendes skrift, men hendes skrift påvirker også hendes sygdom. Stilen bliver næsten essayistisk, når hun forklarer sin vedvarende skriveblokade, der højst sandsynligt er forårsaget af hendes eget sind, men som hun bliver ved med at kredse rundt om. Sygdommen bliver til skriften i stedet for en hindring for skriften. Derudover opstår der også et paradoks i, at hun holder fast i at leve ingens liv, mens hun prøver på at holde fast i de minder, hun har: Hun fortæller om et ”levet” liv med en kendt mor i teaterverdenen, forventningerne til sine egne kreative realiseringer, en bipolar far og en aggressiv bror. Hun fortæller om et liv med sin eksmand, Karl Ove Knausgård, som har brugt al sin tid på at få skrevet Min Kamp, mens hun selv kæmper med skriften. Mest af alt fortæller hun om kærligheden til børnene, og hvor ondt det gør at vokse op: ”Alle unge gør vold på sig selv. At vokse op er ikke for børn.”  

 

Og at vokse op er bestemt ikke for børn. Knausgård har svært ved at varetage sin rolle som ansvarlig mor: Hun er bipolar og ryger ind og ud af psykiatriske klinikker, hun prøver på at tage sit eget liv, da hun er gravid, og hun bliver skilt. Alle disse hændelser gør livet kaotisk for hendes egne børn. Oktoberbarn behandler eksistentialisme og det at miste sig selv. Hun vil gerne være mor, men kan ikke; hun vil gerne skrive, men kan ikke; hun vil gerne være rask, men kan ikke. Der er intet holdepunkt, og det føles indespærrende at være i live – der er ikke plads til hende eller hendes skrift – på godt og ondt.  

 

Et terapeutisk genmæle

Man kan sagtens mærke, at værket i og for sig nok har været et terapeutisk genmæle fra Knausgårds side af, men det må man sluge. Knausgård diskuterer eksistentialisme på kryds og tværs: Man lever, selvom det kan føles som om, at man ikke gør. Hun behandler helt generelt det at være menneske, selvom udgangspunktet er hende selv. Det føles på ingen måde, som om hun selv mener, at hun er skyld i sin egen lidelse, men at hun er et plaget menneske, der har det svært med valg. Men det er ikke kun hende, der har det svært med valg. Det har psykiatriens personale til dels også, hendes eksmand og hendes mor. At tage valg må næsten være et grundvilkår for at leve, når mennesket er dømt til frihed. Knausgård konkluderer, at det at vælge ikke at leve også er en del af friheden, hvor paradoksalt det end lyder.