En ærlig Tomas Espedal fortæller om sin hjemby og sin ensomhed

Anbefaling af Tomas Espedal: Bergeners, udgivet af Gyldendal Norsk Forlag 2013

Af August Toftgaard Madsen

Foto: Bogens omslag / Gyldendal.no

Tomas Espedal bliver forladt af kæresten, og datteren er flyttet til Oslo for at studere. Selv hænger han fast i byen, han er født og opvokset i, og her sidder han nu midtvejs i livet som en anerkendt, men ensom forfatter med gennembruddet bag sig og uden nogen hverdag at stå op til. Han giver sig til at beskrive det, han har lige for hånden: Bergen, samt længslen efter nogen at dele livet med.

Bergen ligger på Norges vestkyst som landets havneport mod Nordatlanten. Byen ligger i en gryde omringet af fjelde, og når fugtige vinde fra havet driver ind over byen, bliver de våde luftmasser presset op mod de køligere luftlag, hvor fugten kondenserer og bliver til regn. Bergen er en af verdens mest regnfulde byer. Det regner ca. 240 dage om året. Derfor lever man livet indendørs i Bergen. Og derfor er Bergen en by man nemt bliver ensom i.

Sådan føler Tomas Espedal sig indestængt i byen, som var den et fængsel. Mange sider i Bergeners går med at forbande byen. Det bedste ved togturen til Oslo, skriver han, er, at man forlader Bergen. Alligevel er han draget mod byen og dens sære skæbner. De giver ham inspiration til at skrive, og livet i byen er sært nok til, at han ikke behøver at digte. Blandt byens personligheder finder vi eksempelvis forfatterkollegaen Hildegunn:

”Hildegunn Dale padler og hun klatrer i fjellet. Hun går lange turer med en ulvehund. En gang jeg skulle lære henne å bokse, sent om natten, på en fest, vi danset rundt på stuegulvet, slo hun, allerede på tredje forsøk, et perfekt slag […] Det er kanskje noe av det vakreste jeg eier, dette Hildegunnarret på overleppen.”

Bedre bliver det ikke, når Hildegunn bliver fuld:

”Når hun har drukket, får hun det ofte for seg at hun klatrer ut vinduet eller ned fra altanen i fjerde etasje hvor vi sitter og røyker […] Ikke gjør det, Hildegunn, sier jeg. Du må skrive et par, tre nye diktsamlinger først”.

Bergeners er først og fremmest en samling af sådanne personskildringer og stemningsbilleder fra Bergen. Som flere af sine nordiske kollegaer er det et mål i sig selv for Espedal at gengive virkeligheden så præcist som muligt. ”Vi må ikke skrive os bort i et diktet og konstruert univers, en falsk litteratur”, siger han i en samtale med digteren Henning Bergsvåg. Forfatteren skal i stedet fungere som et termometer, der måler stemningen i de miljøer han begiver sig rundt i og derefter kortlægger dem for læseren, så denne kan leve sig ind i stemningerne og forstå, hvorfor de omtalte personer handler og tænker som de gør. Derfor er Bergeners også værd at læse for folk, som ikke har personligt kendskab til Bergen; den giver et indblik i et sted, en tid og en kultur fortalt i første person.

De enkelte personskildringer kunne have været længere, eller Espedal kunne have forbundet dem alle i en større fortælling, så der i bogen havde været et plot til at drive læseren fra den ene side til den næste. I stedet forestiller man sig, at Espedal har lavet en ”100 ting at skrive om Bergen før du dør”-liste, som han stødt har arbejdet sig igennem. Rammen om passagerne fra Bergen kunne have været organiseret, så læseren havde haft mere at leve sig ind i. Et sted hvor det er lykkedes, er i en beretning om Espedals tid som underviser på et skrivekursus i byens fængsel.

Da han ankommer første dag, bliver han sluset gennem en vagtport og tre døre, hvorefter han bliver udstyret med en voldsalarm og en opfordring til ikke at spørge de indsatte, hvad de sidder inde for. Da han træder ind i undervisningslokalet, sidder de tilmeldte allerede klar bag pultene:

”Mannen som satt bak pulten nærmest kateteret, var skallet, hadde en ørering i hvert øre, tatoverte, muskuløse armer, en kraftig overkrop, nærmest abnorm, som om kroppen var dyrket innendørs, i et drivhus. Han hadde en talefejl og fortalte med én gang, ved presentasjonen, at han hadde drept kjæresten sin.”

Tavlen er ikke rengjort fra forrige kursus, og Espedal spørger, om nogen ved hvor man kan finde en svamp. Lydigt og hjælpsomt rejser den gigantiske forbryder sig op, går ud af lokalet og kommer tilbage med en vædet svamp, som han stilfærdigt begynder at rengøre tavlen med. Espedals facader falder, en uventet medfølelse blusser op og overvælder ham, og – som han selv udtrykker det – ”da begynte jeg uheldigvis å gråte”.

Espedal kommer ind på livet af en gruppe mennesker som skjules for samfundet, fordi de har forvoldt skade på andre. De er lette at have fordomme om, for vi møder dem jo ikke. Men Espedal kommer til at holde af sine elever. De lever op til fordommene ved at ligne forbrydere, men på samme tid rummer de også en godhed som gør, at Espedal – og læseren med ham – bliver trist over udfaldene af deres skæbner.

Rundt om Bergens-passagerne løber en anden fortælling, som handler om, hvordan tilværelsen ændrer karakter for Espedal, da han cirka halvvejs i livet pludseligt befinder sig som eneboer i sit barndomshjem, forladt af kæresten og med datteren fraflyttet til fordel for hovedstaden en dagsrejse væk.

Overladt til sit eget selskab kommer han til at lide under en blanding af rastløshed og mangel på energi. Med mellemrum flygter han fra byen til Spanien, Grækenland eller Italien, men altid kun nogle dage eller uger ad gangen. Så bliver han suget tilbage til Bergen igen. Når han bliver inviteret til litterære arrangementer i Kina og USA, orker han ikke længere at sige ja. Han mangler nogen at knytte sig til, men ved ikke hvor han skal finde, hvad han søger.

Til en litteraturfestival på Louisiana mødes han med den estisk-finske forfatter Sofi Oksanen. De taler længe og indgående, indtil Espedal smider en ubetænksom bemærkning, som ophidser Oksanen. Da træder Oksanens svenske agent Szilvia imellem dem og fortsætter samtalen med Espedal. Espedal havde knap bemærket Szilvia, men pludselig fylder hun alt i rummet omkring ham, og hun har den særlige indvirkning, at hun får Espedal til at sanse alt med en intensitet som kun kan forklares med et anløb til forelskelse. Tilsyneladende er virkningen gensidig, og under festivalen mødes de to så ofte de kan. Da Espedal kommer hjem til Norge, sender han Szilvia nøglerne til sin fordør. Om hun gør brug af dem, får læseren ikke at vide.

Espedal er i Bergeners åben og ærlig omkring sin ensomhed, og dermed bryder han med et tabu som berører mange mennesker. I hvilken retning skal man søge for at slippe af med sin ensomhed, når man pludseligt bliver alene i midten af livet? Et sted at begynde er Bergeners, for så vil opdage, at man ikke er alene om at føle sig ensom – og så er man allerede en del af et fællesskab.

Udgivet: oktober 8, 2018 | Kategori: Anmeldelser | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *