Anmeldelse af Simone Mørch Stjer: S, udgivet på Gyldendal d. 10. januar 2020

Anmeldt af Emma Thastum Skjødt

Foto: Emma Thastum Skjødt

S handler om, hvordan man kan blive betragtet af samfundet som en almindelig 22-årig kvinde, men samtidig føle sig alt andet end almindelig. For Helene, romanens hovedperson, er nemlig ualmindeligt tiltrukket af Københavns mørke side, hvor hårde stoffer, slåskampe og tyveri er en del af hverdagen.

Helene ser ikke sig selv som afhængig. For hvis man kun ryger heroin og kokain, og ikke bruger sprøjte, så er man vel ikke rigtigt afhængig? Dette er Helenes livsfilosofi, for det vigtigste for hende i begyndelsen af romanen er at føle, at hun ikke er en del af misbrugsmiljøet. Og for ikke at føle, at hun er det, kræves der mange regler, så misbruget ikke kommer ud af kontrol.

”Jeg laver aldrig glasset eller stenen. Jeg vil ikke øge mit forbrug af sten og ryger det kun lejlighedsvist, hvis andre byder. Jeg fortæller mig selv, at hvis jeg ikke lærer at tilberede det, udvikler jeg ikke smag for det.”

Men regler er til for at blive brudt, og Helenes misbrug tager til. Helene har nu snart svært ved at skelne mellem sine egne regler og de regler, der gælder i Københavns misbrugsliv. For reglen er her, at der ingen er. Helene prøver at blive en del af narkosamfundet, men hun er for klog og almindelig til at blive betragtet som en del af gruppen. Helene kommer nemlig ikke fra hårde kår, som mange af de andre på gaden. Hun har (næsten) en HF-eksamen og velhavende, velfungerende forældre. Men i det ”almindelige” samfund finder Helene ikke ro. Tværtimod.  Helenes misbrug er derfor, med rasende fart, på vej til at kulminere i en søgen efter frihed.

”Det paradoksale er, at stoffer giver den største frihedsfølelse, en følelse af at være uafhængig, men samtidig gør den dig konkret afhængig. Både psykisk og fysisk. Vi bliver fysisk afhængige af friheden!”

Et uventet venskab

S portrætterer alle elementerne af et misbrugsliv i København, og her spiller venskaber og sammensværgelser en stor rolle. Det er nemlig umuligt at være på gaden alene. Helene etablerer, over stjålne guldkæder og hårde stoffer, et dybtfølt venskab og forhold til den kriminelle Sammi.

”Sammi og jeg hører sammen, det har vi gjort, fra den dag vi mødte hinanden. Vi er ikke i verden. Vi er verden. Dagens blanke overflade, der krystalliseres som is. Vi indtager og skøjter henover den. Sammi og jeg.”

Dette venskab udvikler sig gennem romanen til også at inkludere problemstillinger, som familieforhold, seksuel tiltrækning og tillid. Men disse tilsyneladende normale og identificerbare problemstillinger sættes på spidsen, grundet stoffernes indvirkning. For når rusen stilner af, og abstinenserne bliver for uudholdelige, vil Helene gøre hvad som helst for at skaffe sit næste fix. Og på gaden kan din bedste ven hurtigt blive din værste fjende.

En realistisk skildring

Der bliver ikke lagt fingre imellem i S. Alt fra stoffernes indvirkning på sindet til rusen og abstinenserne skildres. Men også kroppens reaktion på stoffer. For hvad sker der egentlig med kroppen, når den ikke indtager føde og væske, men kun heroin, hash og kokain? Alt dette beskrives i romanen, og læseren sidder tilbage med en større forståelse for den del af København, som kan være så uforståelig for mange. Hvad får en helt almindelig pige til at blive en del af et så hårdt miljø? Romanen kommer ikke med nogen svar på dette, og det er derfor op til læseren selv at fundere over spørgsmålet. For kunne det ikke ske for alle?

Romanens realistiske univers muliggøres især af, at Simone Stjer har arbejdet seks år på et herberg for hjemløse kvinder i København. Gennem dette arbejde har hun opnået kendskab til misbrugsmiljøet på første hånd og mange af de problemstillinger, et misbrug medfører. Hendes professionelle erfaringer er med til at gøre debutromanen til en af de stærkeste fortællinger, jeg længe har læst. Og mens jeg venter på flere romaner af Simone Stjer, burde alle gøre sig selv den tjeneste at læse S.