Anmeldelse af Carlos Fuentes’ Aura, udgivet ved Skjødt Forlag 16. Oktober 2020. Oversat fra spansk af Rigmor Kappel Schmidt

Anmeldt af: Rebecca Marie Bennedsgaard Hansen

Foto: Rebecca Marie Bennedsgaard Hansen 

Aura er et uhyggeligt, hypnotisk værk der, med sin sofistikerede fortælleteknik, drager både hovedpersonen og læseren ind i en dunkel og mystisk verden.  ”Et ægte gotisk gys” som forlaget selv skriver det, der på sine små 74 sider (inklusiv illustrationer) formår at behandle de store spørgsmål i livet om tid og erindring, liv og død, og kærlighed og begær. 

Kortromanen Aura, oprindeligt udgivet på spansk i 1962 i Mexico, er skrevet af Carlos Fuentes, en af Latinamerikas største forfattere sammen med navne som Gabriel García Márquez og Jorge Luis Borges. Aura står som en af hans mest kendte værker, der først nu er blevet oversat til dansk, og det med absolut rette. Bogen er exceptionelt velskrevet og behandler en almenmenneskelig angst på unik vis.

I bogen møder vi den unge historiker Felipe Montero, der bliver ansat hos den ældgammel enkefrue Consuelo Llorente. Indlogeret i enkefruens dystre hus skal han færdiggøre og renskrive hendes afdøde mands memoirer. Montero er først skeptisk ved tanken om at skulle bo i huset, men Llorente bor imidlertid ikke alene, og Montero fascineres straks af enkefruens smukke niece Aura. Hurtigt forstår man dog, at der er noget mystisk ved forholdet mellem Aura og Consuelo, og at alt ikke er som det lader til at være.

Et Febermareridt

Kortromanen er et bemærkelsesværdigt velskrevet, gotisk febermareridt med næsten alle genretræk og motiver afdækket, der på allegorisk vis tematiserer menneskets latente angst for livet, erindringen og kærlighedens forgængelighed, når Montero bevæger sig igennem de mørke gange og ulåste døre fyldt med rotter, kaniner og religiøse ikoner i jagten på at opklare husets mysterier. Mere vil jeg ikke afsløre for ikke at spoile handlingen. Derfor er det også svært ikke at bemærke dens slægtskab med Edgar Allen Poes noveller, såvel som at se lighedstegn i bogens motiver med den klassiske Noir-genre, filmgenrens gotik, herunder særligt Sunset Boulevard (1950). Denne gotiske stemning komplimenteres af Alejandra Acostas utroligt fine illustrationer til bogen, der, som anmelderen Kasper Håkansson også påpeger, vækker mindelser om kunstneren Gustave Dorés dystre graveringer, der har prydet et utal af klassiske værker fra Poes The Raven til Miltons Paradise Lost. Alligevel er bogen særegen i sit smukke og sirligt poetiske sprog, som i denne lille passage:

”de spredte lysstråler siver ind mellem dine øjenvipper, som gik du gennem et væv af fine silketråde” 

Bogen er fra start til slut skrevet i anden person, hvor man som læser får fornemmelsen af at smelte sammen med hovedpersonen, ligesom hovedpersonen smelter sammen med sine omgivelser, hvilket giver den et drømmelignende og mareridtsagtigt udtryk. Kort sagt mesterlig litteratur, og ligeledes, må jeg formode, er bogen mesterligt oversat af Rigmor Kappel Schmidt. Det er dog synd og skam at den er så kort, for det var en fremrangende læseoplevelse.