En evighedsmaskine på bristepunktet

Anmeldelse af Kjersti Rorgemoen: Håbet og Festen, udgivet på Forlaget Silkefyret d. 24. februar 2018

Anmeldt af: Anders Holbæk

Fotograf: Anders Holbæk

Strandet i en midlertidig og triviel tilværelse finder vi den unavngivne hovedperson i Kjersti Rorgemoens nye og skarpe roman Håbet og Festen. Udadtil består hendes tilværelse i at makulere vigtige dokumenter, betale sine studielån og finansiere sit alkoholforbrug, samt føre samtaler med sine nærmere og fjernere bekendte. Men indadtil består hendes tilværelse af dybe selvrefleksioner, samt skarpsindige og underfundige observationer af verden omkring hende.

”Jeg bor på overtid i en utæt kollegielejlighed. Jeg forstår ikke, hvorfor ingen har smidt mig ud for længst, det er en kollegielejlighed til studerende. Og studerende har jeg ikke været i flere år”.

Sådan begynder Kjersti Rorgemoens Håbet og Festen, og det er derudover introduktionen til vores unavngivne, kvindelige hovedperson. Hun bor i sin studielejlighed, arbejder hos et makuleringsfirma som mellemleder, fører samtaler med forskellige bekendte og går ellers rundt og spekulerer på verden omkring sig. Måske kan det lyde negativt, at bogen ikke har megen reel handling i form at et forandringsfremmende handlingsforløb, men dette er med til at forstærke følelsen af, at hovedpersonen er offer for at befinde sig i en stilstand uden udsyn til forandring. Bogen er derfor udsnit, eller små vignetter, af hovedpersonens hverdag, og igennem disse oplever vi fra et førstepersonsperspektiv hendes følelser, hendes spekulationer om verden, og, mest interessant, hendes dybsindige og hudløst ærlige selvrefleksioner.

Gennem enetalen møder vi folk

I et af bogens kapitler spekulerer vores hovedperson over venskab, nærmere bestemt om hun selv er en god ven, og hun kommer i forbindelse med dette i tanke om en meget taleglad, tidligere veninde:

”Hun snakkede sig til sidst ud af denne verden. Nu er hun død. Af hende lærte jeg, at det er gennem enetale, at man møder folk, og at folk bliver mødt”.

Dette citat trækker opmærksomhed mod strukturen i Håbet og Festen; hoveddelen af bogen består af flere lange og eftertænksomme monologer ført af vores hovedperson, der kun sjældent bliver afbrudt af en samtale. Vores hovedperson har lært, at enetale er den bedste måde at møde folk på, og med den næsten konstante enetale som er Håbet og Festen, præsenterer hun sig således for os og byder os til at møde al hendes væsen.

”Hver eneste dag magter flere millioner af mennesker hverken at bryde ud af eller indordne sig i den orden, som de er en del af, de vælger en tredje vej, nemlig ubemærket og passivt at glide sig ind i sit eget indre”.

Når størstedelen af bogen foregår i hovedpersonen indre monolog, er det for at vise, at vores hovedperson har svært ved at forholde sig, eller i hvert fald skabe nogen meningsfuld forbindelse, til verden omkring hende. Det samme gælder mange af hendes relationer.

Bare fordi mødet med andre mennesker sjældent resulterer i en meningsfuld forbindelse for hovedpersonen, betyder det ikke, at møderne er ligegyldige for hende. En stor del af selvrefleksionen sker nemlig i mødet med andre. Eller sagt med andre ord, vores hovedperson ser ofte sig selv gennem andres øjne, og det er ofte gennem mødet med dem, at hun møder sig selv. Dette ser vi f.eks. når hun fortæller:

”En eftermiddag lokkede to af de ansatte mig til at blive tilbage og drikke på arbejdspladsen. Der er naturligvis meget strenge regler for rusmidler i vores virksomhed, men jeg var i et forfærdeligt humør, […] Jeg ønskede at blødgøre mit hjerte”.

Strandet i det midlertidige

Hovedpersonen beskriver en narkoman i hendes boligkvarter som ”en evighedsmaskine på bristepunktet”. Ironisk nok, så er det en passende måde at beskrive vores hovedperson på. Hun er ”strandet i det midlertidige”, som hun selv fortæller, og lever en paradoksal tilværelse. Dette fører til frustration og panik, især i begyndelsen og slutningen af romanen, og destruktive vaner, som ses hyppigt i alle disse udsnit fra hendes hverdag. Frustrationerne synes at hentyde til et forekommende ’bristepunkt’, som hovedpersonen bevæger sig hen imod.

Jeg skulle have gjort noget ved situationen … nynner min sjæl elegisk, når jeg stiller mig ved siden af rækken af havarerede computere i vaskekældermørket”.

Uudholdeligt! skriger mit indre,”

”Men sandheden er, at jeg ikke gør andet end at holde ud, jeg bliver bare hængende, og hængende, og betragter et utal af personer, der flytter ind og ud af huset”.

Hendes livs midlertidighed slider hårdt på vores hovedperson, og det er i panikken og frustrationen over dette, at vi finder mange af hendes stærkeste observationer og refleksioner; og disse er bogens største styrke.

Kjersti Rorgemoens Håbet og Festen rummer både det tragiske og opgivende, men også det morsomme og dybsindige. Der er mange ting at rose romanen for, deriblandt sidestillingen af modløsheden og det morsomme. Men måden hvorpå vores hovedperson kommer med mange vittige og alvorlige observationer om selvet og verden omkring det, fortjener især opmærksomhed. Modløsheden og det opgivende, der ofte rammer vores hovedperson, byder op til en tragisk og deprimerende roman, men Rorgemoen bryder også med dette ved at bringe en beskeden humor og til tider et oprigtigt gåpåmod ind i historien.

Udgivet: februar 25, 2018 | Kategori: Anmeldelser | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *