Anmeldelse af Bram StokerDracula, udgivet på Gyldendal d. 19. februar 2020. Oversat fra den engelske originaludgave af Benny Andersen

Anmeldt af Maiken Gadegård Sørensen

Foto: Maiken Gadegård Sørensen. 

Dracula er en af de der klassikere, hvor det er nemt at tro, man kender fortællingen ud og ind, selvom man ikke har læst denDen er blevet re-medialiseret og genbrugt et utal af gange i populærkulturen, men det gør den måske endnu mere til et vigtigt hovedværkDette er værket, hvorfra alle senere vampyrromaner suger deres blodige fortællinger. Så hvorfor ikke bare give sig selv en god læseoplevelse og gå direkte efter hovedpulsåren? 

Der kan ikke herske tvivl om, at Dracula er en klassikerDet er i den, myterne om vampyren grev Dracula for første gang samles til en litterær fortælling. Men karakteren Dracula er faktisk overraskende fraværende på bogens sider. Det er måske også det, der er med til at gøre ham så mystisk. Og når han fremtræder, er det ikke på samme måde hver gang. Han er en ældre mand, da den unge advokat Jonathan Harker møder ham på slottet i Transsylvanien. I London er han derimod igen en ung mand, og ellers sniger han sig igennem romanens sider som en flagermus eller som dyster, hvid tåge. Vi ved aldrig helt, hvornår han er til stede, og hvornår han ikke er 

Selve romanens form er da også med til at mystificere den uhyggelige greve endnu mere, fordi vi følger andre karakterers breve til hinanden, deres dagbøger, journaler og avisudklip og altså aldrig Dracula selv. Det er en roman, som omfavner det okkulte og mystiske, men som på samme tid udforsker naturvidenskaben – både dens begrænsninger og forcer. Det kommer specielt til udtryk gennem videnskabsmanden Van Helsing, der forsøger at bekæmpe Dracula med både hvidløg, kors, blodtransfusion, videnskabelige forsøg og hypnose 

Et forførende væsen 

Vampyren som væsen er i Dracula, som i så mange andre senere re-medialiseringer, et sensuelt og forførende væsen. Draculas ofre er unge kvinder, og vampyrbiddet bliver ofte beskrevet som et kys. Og han er faktisk ikke den eneste vampyr i romanen. På slottet møder Jonathan Harker tre unge kvindelige vampyrer, som Dracula tidligere har bidt. Alle tre er de meget smukke, og da den ene af kvinderne læner sig frem over ham, bliver han skrækslagen, mens der samtidig er noget over hende, der gør, at han også drages mod hende:  

”Jeg turde ikke løfte mine øjenlåg, men kunne udmærket kigge ud under vipperne. Den lyse pige lagde sig på knæ og bøjede sig hoverende over mig. Der var en langsom vellyst over hende, der både betog og frastødte mig, og da hun krummede sin hals, slikkede hun sig ligefrem om læberne som et dyr, så jeg i måneskinnet kunne se fugten skinne på skarlagenslæberne og på den røde tunge, der vædede de hvide, skarpe tænder.”

De tre kvinder er som sirener: betagende og farlige. Eller måske er denne vampyriske kvindeskikkelse faktisk en form for Femme Fatale? En skæbnesvanger kvinde, som har begær og lyster, og derfor er farlig. Hun er et væsen, der charmerer med sit forføreriske udseende. Vampyren, der bøjer sig over Harker, betager ham på en måde, som næsten får ham til velvilligt at springe direkte ind i døden og mørket. Det er det, vampyrskikkelsen gør. Dracula betager, fordi han er mystisk og velkendt på én gang. Dracula betager fordi den er mystisk og velkendt på én gang.