Anmeldelse af Allan van Hansens grafiske roman Jammers Minde, udgivet på Forlaget Arabesk d. 8. marts 2019.

Anmeldt af Ditte Plauborg Larsen

Foto: Forlaget Arabesk

I denne grafiske roman åbnes der en dør til vores historie: vi føres tilbage til Frederik 3.s regeringstid, da han indespærrer sin halvsøster, Leonora Christina, for landsforræderi. Det er en storslået genfortælling om Leonora Christinas 22 år i fangenskab i Blåtårn, der byder på grusomheder og sorg, mareridtsfortællinger og vrede. Tag med på en rejse tilbage i dansk historie i Allan van Hansens nyligt udgivne grafiske roman Jammers Minde.

I sommeren 1663 blev Leonora Christina, datter af Christian 4., indespærret i Blåtårn på Københavns Slot, anklaget for at begå landsforræderi med sin mand, Corfitz Ulfeldt. Hun var fængslet i næsten 22 år, indtil 1685. I sit fangenskab skrev hun sin selvbiografi, Jammers Minde, der beretter især om hendes tid i Blåtårn. Da selvbiografien blev udgivet for første gang i 1867, næsten 200 år senere, var det en stor sensation der tiltrak megen opmærksomhed.

I dag trækker den igen opmærksomhed. Allan van Hansen har udgivet en ny, illustreret udgave, der består af et udvalg af passager fra den originale tekst og enkelte dramatiseringer, der gør værket mere læsevenligt og fængende.

En grafisk tidsrejse

Jammers Minde er en fantastisk rejse tilbage i dansk historie med alt det har at byde på: vrede hofdamer, hovne royale, henrettelser og de kummerlige forhold i Blåtårn fængsel. Man får serveret et stykke danmarkshistorie på en helt ny måde, for selvom Allan van Hansen udelader en del af fortællingen, får de udvalgte passager lov til at stå strålende frem med tegninger i sorte, hvide, blå og røde nuancer med tydelige streger, der gør de illustrerede sider helt særlige og fængende.

I starten af værket kommer man helt tæt på de ydmygende omstændigheder ved Leonora Christinas fængsling: turen gennem Københavns gader, hvor hun mødes af tilråb (hvor læseren endda kan lære skældsord fra 1600-tallet!) og vrede borgere, og ankomsten til Blåtårn, hvor Leonora Christina tvinges ind mod stor protest, til dronningens hofmesterinde, der får til opgave at fratage kongedatteren alle hendes ejendele, så hun til slut står nøgen tilbage, og skal undersøges for gemte ejendele i sit underliv. Her har Hansen mesterligt indfanget Leonora Christina, siddende slapt på en stol, mens en tjenestepige undersøger hende, og den skadefro hofmesterinde kigger på.

Skildringen af den frihedsberøvede kvindes liv er tankevækkende; fra hendes fangenskab tænker hun tilbage på sit bryllup, for på den anden side af cellens væg var hendes brudekammer; hun oplever henrettelsen af en dukke der skal forestille hendes mand; og vi hører om hendes selskabsdame i cellen, der måtte dræbe sit lille barn efter barnets far døde, for ellers ville hun ikke kunne blive gift igen. Læseren konfronteres med det hårde liv, som var standarden i Leonora Christinas tid, og oplevelsen bliver kun forstærket af de flotte, simple tegninger.

Alle elsker bonusmateriale!

Bagerst i bogen er inkluderet en række bonusmateriale, herunder et udvalg af skældsord om kvinder, en informativ side om den kode, som Leonora Christina og hendes mand brugte, og en opskrift til høns med peberrod. Desuden findes et par sider med noter, der forklarer hvem de nævnte personer er, blandt andet Leonora Christinas mand, Corfitz Ulfeldt; Kong Frederik III, Leonora Christinas bror og den der dømte hende til indespærring i Blåtårn; med flere, samt forklaringer på citater og salmehenvisninger.

Kender man allerede til de basale elementer i Leonora Christinas liv, er Jammers Minde en interessant nyfortolkning af historien. Kender man derimod meget lidt til det originale værk, kan det være svært at følge med, da den grafiske roman er opbygget af uddrag, og man derfor kan mangle overgange, forklaringer, tidsangivelser, og forbindelser mellem nogle af de individer, der nævnes. Det opvejes dog af, hvor indbydende denne grafiske roman er bygget op. Måske er den grafiske roman et uortodokst medie til historiske dokumenter, men i denne situation spiller det visuelle og det sproglige så godt sammen, at det er svært at have noget imod koblingen. Om noget understreger Hansens tegninger smukt den stemning, som Leonora Christina har skrevet sig frem til; håbløsheden, vreden, indignationen, men selvfølgelig også bare ting, som vi historienørder nyder: at se det gamle København udfolde sig for os; se drukkenbolte på et værtshus i 1600-tallet; den trøstesløse celle, Leonora Christina brugte næsten 22 år af sit liv i; og understrege grusomhederne ved at henrette en dukke, der er fyldt med dyreindvolde, for landsforræderi.