Anmeldelse: Dræsinen af Carl-Henning Wijmark, udgivet på MØLLER d. 24. september 2015

Af: Rasmus Lund Nielsen

Foto: Bogens omslag / moellerforlag.dk

En aldrende og forhenværende jesuitterpræst fortæller om sin ungdoms odyssé over Atlanten ombord på en dræsine med tre aber – ”tre menneskeliggjorte aber eller abegjorte mennesker,” som der står i efterordet af Torbjörn Elensky. Det er medrivende og vellykket – og så er det fortalt med Carl-Henning Wijmarks karakteristisk spejlklare og meget præcist beskrivende sprog.

Fortællingen begynder i det Belgiske Congo i 1914, lige inden første verdenskrig. ”[E]n videnskabeligt sindet jesuit,” som der står i efterordet, er blevet sendt dertil for at yde omsorg for de jernbanebyggende arbejdsmænd: flamlændere, valloner og sorte, som lever i fred og fordragelighed – fuldstændig modsat Joseph Conrads rædselsversion i Heart of Darkness nogle år tidligere, fra 1902. Jesuitpræsten er sendt dertil, eller måske nærmere forvist grundet sine biologiske studier: han interesserer sig for bibelkritik og liberal teologi: ”Skabelsesberetningen skulle skrives om, det var helt sikkert. […] jeg lod mig påvirke af modernisterne og blev interesseret i at spore oprindelsen til deres teser.” Han er altså evolutionist, interesseret i det manglende led mellem abe og menneske og deraf en ny skabelsesberetning – en ny begyndelse, med andre ord. Han fascineres af fremskridtsoptimismen i Europa og deraf den ikke ufarlige ide om et nyt og højere niveau i den menneskelige udvikling: ”Naive ideer, synes vi i dag. Forædlingstanken blev forrået til racisme.” Ideerne er komplekse, men formidles klart, ligefremt og forståeligt.

Hvad er en dræsine? Jo, meget kort fortalt er det et mindre skinnekøretøj. Den fremdrives manuelt af en pumpe og bruges ofte til at besigtige skinner og til at transportere folk over korte strækninger. Titlen afslører, at dræsinen her er én af hovedpersonerne. Den er konstrueret af ingeniøren Dittel: ”en stolt, naiv opdager og overvinder af den vilde natur” – en mand, ”som gik op i sit fag som et barn i sin leg.” Hans dræsine er ”stor som en skrællet godsvogn” med knive monteret på hjulene til kamp mod genstridig plantevækst og en låge, som giver den tekniske kirurg adgang til at besigtige skinnerne. Dræsinen får tilnavnet La Dittel, og dén spiller en vigtig rolle. Dittel selv forsvinder hurtigt, men står nok tilbage som en mennesketype, der ikke er fremmed for sin egen og jesuitpræstens tid, tværtimod.

Jesuitpræsten har gennem noget tid set fremmede øjne lure tæt på lejren, øjne som tilhører en slags aber. De fascinerer ham, og en dag bringer Dittel dem med tilbage til lejren. Aberne er menneskelignende eller omvendt, de viser en stor kærlighed til dræsinen og til det tekniske generelt. De virker på én gang som mennesker og aber, som om de befinder sig i et overgangsstadie. Derfra tager begivenhederne fart; for da man bryder lejren op på grund af regntid og efter abernes uenighed med Dittel, som fik en dødelig udgang for ingeniøren, ser præsten ingen andre løsninger end selv at tage af sted sammen med hans menneskeaber. Dræsinen eller La Dittel viser sig at være sødygtig, og sammen krydser de Atlanten mod Brasiliens jungle med et kort stop på Napoleons fængselsø Sankt Helena. Jesuitpræsten vil studere abemenneskerne. Opmuntret af deres fascination for dræsinen, som jo er det modsatte af natur, vil han forsøge at klarlægge, hvordan mennesket tog skridtet fra natur til kultur. Bagved ligger verdenskrigen som en utydelig kulisse for jesuitpræstens studier.

Dræsinen (2015) udkom oprindeligt i 1983, hvor den blev kult og sikrede Wijmark hans første internationale gennembrud. Denne bog er den fjerde i rækken af danske oversættelser og for mig at se den bedste sammen med Natten der kommer fra 2013 – selvom de to derudover ikke skal sammenlignes. Den minder mere om Jægerne fra Karinhall fra 2012, men den er bedre og uden den skarpe ironi og humor. Det er en fortælling om drømmen om at finde det manglende led mellem aberne og menneskerne, og sikkert også drømmen om at kunne nulstille civilisationen og kulturen – den, der bare starter verdenskrige. Det er med andre ord drømmen om gentagelsens mulighed, eller rettere umulighed – drømmen om en ny skabelsesberetning og begyndelse. Det er ambitiøst og på sin vis temmelig utroligt, at det lykkes – men det gør det.