En kærlighed der aldrig ender

Anmeldelse af Helle Helle: de, udgivet på Rosinante d. 13. april 2018.

Anmeldt af Cecilie Gehlert Madsen

Fotograf: Cecilie Gehlert Madsen

Helle Helle formår atter at brillere med sin nyeste roman de, hvor 1980’erne, provinsen og hendes minimalistiske skrivestil er blandet sammen og udgør en sjov, sørgelig og rørende roman, om et mor-datter-forhold, der bliver udsat for en omvæltning.

I Rødby i 1980’erne møder læseren en ung pige og hendes mor. Hovedpersonen, datteren, er netop startet på gymnasiet, og som hos enhver anden teenager fyldes hendes liv hurtigt med veninder, fyre og fester. Hun bruger dog alligevel det meste af sin tid derhjemme, i trygge omgivelser, sammen med sin mor.

Under overfladen

Forholdet mellem mor og datter er meget tæt, og på overfladen virker der ikke til at være noget galt. Men bag de grin de udveksler, lurer problemerne. Moderen er nemlig ikke rask. Langsomt igennem romanen bliver der tegnet et billede af, at alt ikke er som det skal være. Dette kulminerer, da moderen bliver indlagt på hospitalet. Mor og datter nævner ikke et ord om sygdommen hverken før, under eller efter indlæggelsen, men i stedet fortsætter de med at fylde deres liv med grin og hverdags-snak.

Måske undgår de emnet, for at det ikke skal synes virkeligt og derved påvirke dem – men det kommer det til alligevel. Datteren lægger for en kort stund sit travle teenage-liv på hylden for i stedet at tage lange, vanskelige ture til hospitalet eller tilbringe sin tid i hjemmet. Her planlægger hun, hvordan hun kan undgå at bruge bare en øre af de penge, hun har fået af sin mor, og alt det de skal, når moderen bliver udskrevet. Selvom sygdommen separerer dem fysisk, gør den alligevel deres forhold endnu tættere. Dette forklarer i grove træk titlen ’de’, som først og fremmest betegner et mor-datter-forhold, som er så tæt, at de to karakterer hele tiden er skildret afhængigt af hinanden:

”Ude i køkkenet halverer hun et æble, smører en mad. Efterlader kniven på kanten af vasken. Hendes mor kommer hjem og tømmer sit net, de skal bare have ylette. Der er altid den diskussion om smørkniven, men så er det jo heller ikke værre. De sidder lidt i det sene eftermiddagsmørke, hende mor vil i det bløde tøj. Men heller ikke hun kan tage sig sammen. Så slås de om ugeavisen, endelig kommer de op.”

Helle Helle gør, hvad hun gør bedst

På overfladen er de en overskuelig roman med sine kun 157 sider fordelt på 51 korte kapitler, men Helle Helle gør dog, hvad hun er bedst til, når hun pakker sine historier ind i hverdagens trivialiteter, og her formår at skabe en dybere historie i et hverdagsligt univers. Moderen og datteren lever således et gennemsnitteligt liv i provinsen, men deres forhold fylder mere i hverdagen, end mange mor-datter-forhold, og deres normale omgangsform, med grin og glæde, fylder størstedelen af romanen:

”Hendes mor er stadig i overfrakke, de griner over nogle krummer på kraven. Hendes mor stikker sine strømpebuksefod ind i siden på hende, så hun er ved at tabe skålen. De griner og griner. Det er ved at blive mørkt, guirlanderne rasler ude under vinduet.”

Som læser kommer man til at grine sammen med moderen og datteren. Romanen får derfor et humoristisk lag. Med den glæde og de grin, som moderen og datteren udveksler, er med til at skabe et billede af et ubrydeligt bånd mellem de to, og netop derfor bliver romanen samtidig sørgelig. Sorgen lurer konstant under overfladen, og det er hjerteskærende, at mor-datter-forholdet skal udsættes for sygdommens ødelæggende påvirkning.

Med de kan Helle Helle tilføje endnu en bog i sit succesfulde forfatterskab. Hun gør her, som hun altid gør; fortæller en historie, der er værd at læse, da den efterlader et indtryk på læseren.

Udgivet: juni 11, 2018 | Kategori: Anmeldelser | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *