Anmeldelse af Helle Helle: de, udgivet på Rosinante d. 13. april 2018.
Anmeldt af Cecilie Gehlert Madsen
Fotograf: Cecilie Gehlert Madsen
Helle Helle formår atter at brillere med sin nyeste roman de, hvor 1980’erne, provinsen og hendes minimalistiske skrivestil er blandet sammen og udgør en sjov, sørgelig og rørende roman, om et mor-datter-forhold, der bliver udsat for en omvæltning.
I Rødby i 1980’erne møder læseren en ung pige og hendes mor. Hovedpersonen, datteren, er netop startet på gymnasiet, og som hos enhver anden teenager fyldes hendes liv hurtigt med veninder, fyre og fester. Hun bruger dog alligevel det meste af sin tid derhjemme, i trygge omgivelser, sammen med sin mor.
Under overfladen
Forholdet mellem mor og datter er meget tæt, og på overfladen virker der ikke til at være noget galt. Men bag de grin de udveksler, lurer problemerne. Moderen er nemlig ikke rask. Langsomt igennem romanen bliver der tegnet et billede af, at alt ikke er som det skal være. Dette kulminerer, da moderen bliver indlagt på hospitalet. Mor og datter nævner ikke et ord om sygdommen hverken før, under eller efter indlæggelsen, men i stedet fortsætter de med at fylde deres liv med grin og hverdags-snak.
Måske undgår de emnet, for at det ikke skal synes virkeligt og derved påvirke dem – men det kommer det til alligevel. Datteren lægger for en kort stund sit travle teenage-liv på hylden for i stedet at tage lange, vanskelige ture til hospitalet eller tilbringe sin tid i hjemmet. Her planlægger hun, hvordan hun kan undgå at bruge bare en øre af de penge, hun har fået af sin mor, og alt det de skal, når moderen bliver udskrevet. Selvom sygdommen separerer dem fysisk, gør den alligevel deres forhold endnu tættere. Dette forklarer i grove træk titlen ’de’, som først og fremmest betegner et mor-datter-forhold, som er så tæt, at de to karakterer hele tiden er skildret afhængigt af hinanden:
Helle Helle gør, hvad hun gør bedst
På overfladen er de en overskuelig roman med sine kun 157 sider fordelt på 51 korte kapitler, men Helle Helle gør dog, hvad hun er bedst til, når hun pakker sine historier ind i hverdagens trivialiteter, og her formår at skabe en dybere historie i et hverdagsligt univers. Moderen og datteren lever således et gennemsnitteligt liv i provinsen, men deres forhold fylder mere i hverdagen, end mange mor-datter-forhold, og deres normale omgangsform, med grin og glæde, fylder størstedelen af romanen:
Som læser kommer man til at grine sammen med moderen og datteren. Romanen får derfor et humoristisk lag. Med den glæde og de grin, som moderen og datteren udveksler, er med til at skabe et billede af et ubrydeligt bånd mellem de to, og netop derfor bliver romanen samtidig sørgelig. Sorgen lurer konstant under overfladen, og det er hjerteskærende, at mor-datter-forholdet skal udsættes for sygdommens ødelæggende påvirkning.
Med de kan Helle Helle tilføje endnu en bog i sit succesfulde forfatterskab. Hun gør her, som hun altid gør; fortæller en historie, der er værd at læse, da den efterlader et indtryk på læseren.
Leave a Reply