En lørdag i litteraturens tegn #3

Reportage fra Bogforum i Bella Center, d. 7. november 2015
Af Mia Nikander

Mit eventyr på BogForum nærmede sig sin afslutning, men inden det var på tide at tage af sted fra det mylder af litterært liv, som Bella Center i weekenden bød på, havde jeg stadig to indslag, som jeg meget gerne ville se, og det blev også til en rundtur ved de forskellige forlag en sidste gang for at kigge på det enorme udvalg af bøger.

Skarp Søndergaard om sexisme
Da jeg forlod Scenen efter at have set Moran – stadig i eufori over mit møde med hende – var der kun meget kort tid til at bevæge mig den lange vej fra den ene ende af hallen til den anden for at se standup-komikeren Sanne Søndergaard på Bella Scenen. Jeg havde tidligere på dagen overvejet, om det ville blive for meget at se to indslag med feministiske temaer, især lige efter hinanden, da jeg selvfølgelig ville have så alsidig en oplevelse som muligt. Samtidig har jeg ønsket at se Søndergaard de sidste mange år, men er altid blevet forhindret, så det ville være ærgerligt at gå glip af det, når nu muligheden endelig bød sig. Derfor endte jeg med at stå ved min beslutning og tog hen for at se hende.

På trods af at der var visse ligheder mellem Morans og Søndergaards indslag i forhold til bestemte emner, var de alligevel vidt forskellige i deres fremgangsmåde og præsentation. Hvor Moran indgik i en hyggelig samtale, der føltes virkelig intim på trods af det store fremmøde, spillede Søndergaard på sine evner som standup-komiker og holdt derfor nærmere et foredrag for publikum. Fordelen ved dette var, at hun var i sit absolutte es med jokes, der, udover at være hysterisk morsomme, effektivt belyser absurditeten i kønsroller og sexisme.
Samtidig er Søndergaard den type, som ingen nåde viser, når hun arbejder med et emne, uanset hvad det drejer sig om. Dette gør, at hendes standup blot er det mere bidende og interessant. Dette skyldes specielt, at hun aldrig sparker nedad, men kun kritiserer de højere instanser i samfundet, som vedligeholder de gamle, trætte stereotyper, der holder både kvinder og mænd nede.

Hun bakkede sin komik op med passager fra sin aktuelle bog, Solo – med mit køn på slæb. Bogen er selvbiografisk og beskriver diverse problematikker i forhold til køn og seksualitet, som Søndergaard har observeret gennem sit liv allerede fra de helt tidlige år. Som hun selv sagde det: ”Da jeg var lille, var der to typer børn: De vilde drenge og de stille piger. Jeg var ingen af delene. Eller også var jeg begge”. Hun fortalte om episoder fra sin folkeskoletid, hvor der var meget stor forskelsbehandling fra lærernes side. Her drejede det sig bl.a. om, hvordan den dreng, der var bedst til matematik i klassen, altid blev rost til skyerne foran klassen og bedt om at komme op til tavlen for at løse komplicerede ligninger. Hun, pigen i klassen der var bedst til matematik – og på visse punkter bedre end den meget dygtige dreng – blev derimod undtaget for denne slags behandling og på mange punkter ignoreret helt af læreren. Søndergaard runder fint fortællingen om denne episode af ved netop at drage paralleler til sin styrke i matematik: hun så piger og drenge med præcis de samme egenskaber og evner; alligevel var der ikke lighedstegn mellem den måde, de blev behandlet på, hvilket forvirrede og frustrerede hende dybt.
Andre passager, hun læste op af, vidnede om, at forskelsbehandlingen ikke ændrede sig, da hun blev ældre, og mellem sine oplæsninger forklarede hun da også ”manspreading” – et udtryk for nogle mænds vane med at brede sig og fylde meget på offentlig transport uden at tage hensyn til deres medpassagerer – og andre begreber og tendenser, hun har stiftet bekendtskab med de seneste par år. Det hele blev nydeligt sammenvævet med jokes, der skarpt understreger hendes pointer, og netop derved adskilte hun sig fra Moran, der var meget mere muntert anlagt. Dette er ikke en kritik af Søndergaard; det var sågar rart at møde feminismen i en lidt mere direkte og konfronterende form efter Morans indslag.

Murakamis Mette
Det var nu tid til noget helt andet. Jeg havde hørt mange indslag med forfattere om deres egne bøger, hvilket bestemt var interessant, da det lægger op til debat om mange aktuelle emner.
Mit valg faldt på en samtale på Røde Scene med Mette Holm, der er litterær oversætter og primært arbejder med at oversætte japanske værker til dansk. Hun har i de sidste mange år arbejdet især med Haruki Murakamis værker, senest Mænd uden kvinder, hans nye novellesamling.
Efter et par hæsblæsende indslag med feminisme som hovedtema var det behageligt at sætte tempoet ned og høre om, hvordan processen med oversættelse foregår, især for et så anderledes sprog som japansk. Holm virker med sin beroligende stemme som en forsigtig skikkelse, da hun sidder lettere foroverbøjet i stolen vendt mod sin samtalepartner. Ikke desto mindre fylder hendes erfaring og viden en del på scenen, og jeg efterlades med en følelse af stor respekt for det arbejde, hun tidligere har udført.
I løbet af interviewet forklarede hun, at man i Danmark før i tiden brugte engelske oversættelser af japanske værker, når man skulle oversætte dem til dansk, dvs. fra japansk til engelsk til dansk. Dette skabte naturligvis visse komplikationer, da der ofte går noget tabt i oversættelser, og når man gør det ad to omgange, kan man risikere at miste endnu mere af den oprindelige tekst. Derfor var det kun en fordel, da man begyndte at oversætte direkte fra japansk.
Naturligvis skabte dette nye problemer, da japansk er et sprog, der ifølge Holm benytter sig meget af lydord, der ikke kan oversættes, da disse ikke giver mening for en dansk læser. Derfor talte hun også om, hvordan hun og andre oversættere får en del kunstnerisk frihed. Dette gælder f.eks. lokalslang, kulturelle begreber og dialekter, der på ingen måde kan oversættes til dansk, for med Holms egne ord ville det ikke være ”rigtigt, hvis jeg erstattede én af dem med en aarhusiansk dialekt; det ville ikke være det samme”.
Efter at have fortalt om japansk oversættelse generelt set talte hun desuden om sit mere specifikke arbejde med Mænd uden kvinder, og hvordan hun f.eks. havde haft problemer med titlen, og hvorledes den bedst kunne oversættes ordentligt, da japansk f.eks. ikke benytter sig af artikler eller skelner mellem singularis og pluralis. Hun havde haft så stort besvær med dette, at hun kontaktede Murakami for at få det afklaret. Det eneste, hun fik at vide, var, at hun skulle gøre det, der virkede mest rigtigt efter hendes mening, for det var ikke vigtigt for ham. Dette vidner om Murakamis forståelse for, hvor svært det er at redde alle de små nuancer fra det originale værk i en oversættelse, og netop dette er muligvis grunden til, at han giver sine oversættere så stor frihed.

Ikke farvel, men på gensyn
Da Holms indslag sluttede, var dagen begyndt at lakke mod enden. Der var tyndet ud i menneskemængden i Bella Center, og det var nu nemmere at bevæge sig ved de forskellige forlags stande og se på deres udbud. Jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde taget kontanter med, da jeg som følge deraf præsterede at forlade BogForum uden at have købt én eneste bog. Der faldt dog tre plakater med Mumitrolde ned i kurven, så jeg gik ikke helt tomhændet hjem.
Efter at have kigget på et par bøger, bl.a. forlaget Klims imponerende samling af Murakami-bøger samt de forskellige bøger, People’s Press og Gyldendal havde liggende, havde jeg fået et godt overblik over al den inspiration til nye læseoplevelser, som BogForum gav mig. Derved kunne jeg nedfælde dem blandt mine noter for senere enten at erhverve dem selv eller tilføje dem til min ønskeseddel. Der var jo trods alt kun halvanden måneds tid til jul – og denne dag i dag er julen kun rykket tættere på.

Efter at have gået et sidste par runder ved forlagsstandene begav jeg mig mod udgangen, selvom det var temmeligt modvilligt. Der var flere arrangementer næste dag, jeg gerne ville have set, men det var desværre ikke en mulighed for mig. Hvis muligheden byder sig næste år, er det helt sikkert, at jeg skal med igen, denne gang for hele weekenden.
Jeg indrømmer blankt, at jeg før min ankomst på BogForum havde haft visse fordomme om, at arrangementet kun ville handle om bøger og ikke nødvendigvis om litteratur i bredere forstand, og dette har i mange år afholdt mig fra at deltage. Nu kan jeg med sikkerhed sige, at BogForum netop handler om litteraturen i alle dens afskygninger, og at der derfor er noget for de fleste.

Mine råd til alle fans af litteratur, lige meget hvilken type I er størst tilhænger af: Spar op allerede nu, og hæv dine opsparede penge som kontanter! På den måde bruger du ikke for mange penge og kan også handle ved de stande, som ikke tager mod kreditkort. Tjek programmet ud, og find ud af, hvad du vil se på forhånd. Tag gode sko på, for du kommer til at traske rigtig meget rundt. Pak en madpakke og en vandflaske – efter sigende er maden dyr, og man får ikke nok for pengene. Og tag så på BogForum næste år!

Udgivet: december 14, 2015 | Kategori: artikler, Reportager | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *