Anmeldelse af Knud Romer: Kort over paradis. Udgivet på Lindhardt og Ringhof den 8. juni 2018

Anmeldt af Kristine Kold Vestergaard Strandsby

Foto: Bogens omslag / lindhardtogringhof.dk

12 år tog det Knud Romer at skrive ’den svære toer’ efter den prisvindende og kontroversielle Den som blinker er bange for døden fra 2006. Kort over paradis er da også en ordentlig moppedreng i både indhold og omfang. Det er historien om Romers ungdom – om studier, misbrug og årene i overhalingsbanen i reklamebranchen med hurtige penge og endnu mere misbrug. Det er barsk læsning, men det hele værd.

Mellem fiktion og virkelighed

Det er næppe nogen hemmelighed, at Romer trækker meget på erfaringer fra sit eget liv. Samt at dette spænd mellem fiktion og virkelighed i særdeleshed var det, der skabte en masse tumult i forbindelse med udgivelsen af Den som blinker er banke for døden. Det er samtidig heller ikke nogen hemmelighed, at mange af Romers erfaringer udspringer af en tilværelse, der har været præget af rodløshed og ønsket om at flygte fra virkeligheden. Både ungdommen som (evigheds)studerende på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet og hverdagen som succesfuld reklamemand er i Kort over paradis indrammet – eller måske mere sigende; druknet – i en hulens masse indtagen af alkohol og stoffer.

Derfor er det i Kort over paradis et jeg, som splittet i sin grundvold beretter om sin fortid, om skellet mellem ædruelighed og drukkenskab, mellem liv og død, hvis grænselinjer imidlertid ikke er så tydelige endda. Men det er også et jeg, der desperat forsøger at bearbejde og ikke mindst slutte fred med sin brogede fortid i håbet om at gå en lysere fremtid i møde.

Tilbage til Falster

Efter den hårde opvækst i efterkrigstiden med en tysk mor i det (som det beskrives i Den som blinker er bange for døden) lille og forsmående Nykøbing Falster, ungdommen på Københavns Universitet og livet på kanten i reklamebranchens sus og dus er det igen barndomslandskabet, der udgør scenen for den nu voksne, og måske mere erfarne, Romer:

”Stynede piletræer og flade marker foran en uendelig horisont […] Det er ligegyldigt, hvor jeg befinder mig, og hvor i alverden jeg rejser hen. Om jeg så stod på månen […] Jeg bærer Falster i mig, fordi jeg på en måde er landskabet. Det var det første, jeg så, og det skabte mig i sit billede – og det kom til bevidsthed og vågnede i mig. Vi blev til samtidig.”

Trods den romantiserede beskrivelse er Romers tilbagevenden til Falster overvejende guidet af pligt fremfor lyst, hvorfor man selv i læ af de stynede piletræer stadig fornemmer den samme afsky til hjemstavnen, som er altoverskyggende i Den som blinker er bange for døden. Til forskel synes det dog at være i en noget anden farveskala, barndomslandet denne gang portrætteres. Det skyldes nok mest, at Romer i sin enkelthed har overgået sig selv og skriver helt fantastisk smukt. Dette selvom Kort over paradis ikke just er en smuk roman i sin helhed.

Som det forhåbentlig fremgår af anmeldelsen, så er der presset meget ind på romanens ellers omfangsrige sider – desværre også et utal af sideløbende fortællinger, som virker forstyrrende for den historie, som jeg i alt fald vurderer som den centrale. Det er af den grund heller ikke en letlæst roman, og den kræver mildest talt, at man holder tungen lige i munden. Dog var det netop dette aspekt, der fastholdt mig igennem alle nogenogfemhundrede sider – også når det var rigtig barsk læsning. For mest af alt er Kort over paradis en intens jagt efter forløsning i alle aspekter, både for læseren og fortælleren selv. Om en sådan forløsning nogensinde kommer, skal jeg ikke afsløre her, men jeg vil i den grad opfordre til at læse – og ikke mindst holde ud. Den er det hele, inklusiv den 12 år lange ventetid, værd.