En rejse i refleksionen

Anmeldelse af Pablo Llambias: Sex Rouge, udgivet 6.11.2013, Gyldendal
Anmeldt af Nicoline Thoning

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Sex Rouge, det tredje værk i Llambias’ selvbekendende digttrilogi, er formmæssigt elegant og enkel, bestående af 351 snakkende og usmykkede sonetter. Det er den samme rammesætning som kendetegnede både Monte Lema og Hundstein med det hypersensitive metareflekterende jeg, som atter beskæftiger sig med spørgsmål om kunstangst og kærlighed.

Cirklerne brydes 
Formen og kompositionen fungerer som den stabiliserende ramme om den uendelige refleksionsstrøm, som præger indholdssiden. Overordnet er værket struktureret i tre dele, der ligeledes differentierer sig tematisk fra hinanden. Der sker en bevægelse – en rejse ud af angsten og tungsindet hen mod en ro og et mere afbalanceret jeg. Dette kommer til udtryk i digtenes refleksioner, der flytter sig længere og længerer væk fra jeget selv og gradvist centreres om mere samfundsrelaterede emner og jegets stillingstagen hertil, hvilket særligt dominerer i digtsamlingens anden del. Dermed ikke sagt, at selvoptagetheden ikke eksisterer i denne del, men den forekommer alligevel markant mindre end i første del, der præges af jegets følelser omkring sig selv, sit job som rektor på fatterskolen, sin kunst, samt hvordan det er at være i netop alt dette. I tredje del er det derimod som om, jeget er kommet på den anden side af det bjerg, der ligeledes pryder værkets forside. Her findes et jeg, der er flyttet sammen med sin elskede kæreste K, og som hviler i deres tosomhed og kærlighed til hinanden: 

”Der eller det er en slags happy ending, siger jeg til min redaktør. Jeg har fået en kæreste, som jeg bor sammen med, jeg er medicinfri, jeg er glad, jeg er næsten glad for mit arbejde.” (s.358)

Så på trods af digterjegets egen pessimistiske ytring om, at der ikke sker en udvikling, men blot køres i monotone cirkler, særligt i Hundstein, så brydes disse i Sex Rouge, hvormed trilogien overraskende får en forløsende slutning. (s. 136) 

Et selvbevidst værk
Særlig betagende er de fragmenter, der omhandler kunst og det at være et skrivende individ, samt de gentagne kollisioner mellem udsagn, der fremføres af helholdsvis værkets jeg og værket selv. Værket emmer af en konstant selvbevidsthed om alt det, der ikke lader sig presse ind i velordnede sammenhænge:
  
”På den anden side er det bare en person i en bog. Hvem ved, hvem jeg i virkeligheden er. Personen er i høj grad genstand for min egen fortolkning og fremstilling. Hvem ved, om jeg har ret, når jeg fremstiller personen sådan.” (s.38)

Dette citat er interessant, idet det ganske præcist rammer værkets bevidsthed om perceptionens ubestemthed. For selvom grænsen mellem fiktion og biografi kan være sløret for læseren, er den det til tider også for det skrivende jeg selv. Således kommer citatet både til at illustrere værkets stillingtagen til sin egen litterære strategi og jegets stillingtagen til sin egen person. 

Ofte optræder det modsatrettede i værket i uoverensstemmelsen mellem jegets og værkets udsagn. Gennem hele værket forholder jeget sig til kunsten generelt og i særdelshed sin egen kunst. Hvad giver kunsten eksistensberettigelse? Og er en sådan overhovedet nødvendig for, at noget konstitueres som god kunst? I disse galopperende tankestrømme veksler jeget mellem stor begejstring for sin egen skrivekunst og nedgørelse af selvsamme, hvilket resulterer i en metareflekterende hyperbevidsthed. Eksempelvis i digtene ’jeg kunne godt have skrevet en ”selvbiografi”’ og ’hvis jeg havde skrevet en selvbiografi”’, reflekteres over, hvilke genrekarakteristika, der bevirker, at værket adskiller sig fra en traditionel selvbiografi, da denne forsøger at: 

”… legitimere fremstillingen af det personlige sagforhold som en rejse, der på
kausalt sammenhængende vis fører frem mod det punkt, den er skrevet fra.”
 (s. 193)

Nok kan der argumenteres for, at Sex Rouge og de to forrige bind i trilogien ikke altid forekommer lige kausalt sammenhængende, ej heller retrospektive, men ikke desto mindre udgør de tre værker en fragmenteret fortælling om det skrivende jeg, der er på en rejse og udvikling. Således skabes der et modsætningsforhold mellem det skrivende jegs udsagn og det udsagn som konstitueredes af digtenes form og værkets litterære strategi. På den måde undersøges Sex Rouge hele tiden i en fortløbende proces af det skrivende jeg, hvormed der skabes en konstant stillingtagen til udtryk og indhold samt forholdet mellem disse. 

Sex Rouge er fantastisk spændende læsning, hvor utrolig mange elementer er værd at undersøge i et analytisk hovedspring. Digtsamlingen er et suverænt værk, der med en forførende insisteren på ikke at være noget, og samtidig være alt, bliver blændende i sit udtryk. Min begejstring vil ingen ende tage, og tredje bind i Llambias’ poetiske trilogi har derfor min varmeste anbefaling.

Udgivet: december 16, 2013 | Kategori: Anmeldelser, artikler | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *