En sanserejse til Island

En sanserejse til Island

En sanserejse til Island

Anmeldelse af Kristín Ómarsdóttir: Evige Spejlinger: Videnskabelige Observationer, udgivet af Jensen & Dalgaard d. 11. december 2018. Oversat af Nina Søs Vinther og Olga Sigþórsdóttir.

Anmeldt af Annika Søndergaard-Albinus

Foto: Annika Søndergaard-Albinus

I Evige Spejlinger: Videnskabelige Observationer leverer Kristín Ómarsdóttir kortprosa om sansning og følelser. På blot 56 sider formår hun at favne alt fra humor til melankoli og overraskende voldsomhed. I hendes øjebliksprosa står sanserejsen, man har været på, klarest i billedet af en solmoden appelsin.

Forlaget Jensen & Dalgaard kalder selv Ómarsdóttirs værk for en kortprosatekst. Taget i betragtning af, at der ingen sidetal findes, da værket består af nummererede kortprosabidder i varierende længde, er det måske den eneste objektive beskrivelse af værket, der er mulig. Den befinder sig i et grænseland, hvor lyrik også befinder sig, da det ofte er én følelse, som dominerer i de enkelte afsnit. Det er et sansende værk, hvor fortælleren beretter i indtryk. Elektricitet kan både høres, betragtes som et hus’ blodårer med det bare øje, og opleves som overraskende lugtløst. Nogle af disse sanseindtryk skildres igen og igen.

Sanseindtrykkene går igen som spejlinger, hvis gentagelser ellers forstås som afspejlinger af tidligere tekststykker. Sansningen af en appelsin er et af de indtryk, som gentages flere gange. Frugten pryder endda forsiden og bliver på den måde til begyndelsen af læseoplevelsen, som man vender tilbage til, når den afspejles i resten af værket. Desuden vendes, drejes og spejlvendes historien om Paradisets Have. Ómarsdóttirs ø er ikke Eden. Eller måske er den nærmere Eden vendt på vrangen. Der er mennesker og husdyr, men næsten igen grønne vækster og igen vilde dyr. Men solen lyser alligevel hendes ø op som ”appelsinjuice der bliver hældt ud af en karton”. Hvilken sødme, hvilken farvepragt! Man fornemmer virkelig fortællerens appetit på de farver og det solskin, som nægtes øen højt mod nord.

Noget, som forundrede mig, før jeg læste Evige Spejlinger: Videnskabelige Observationer var netop denne undertitel. Ordet videnskab var forventningsskabende. Det virkede som om, værket skulle indeholde en forklaring, gerne bestående af en introduktion, tese, analyse, diskussion og konklusion. Men en forklaring skal man naturligvis lede længe efter i Ómarsdóttirs værk. Stik modsat titlens påstand om videnskabelig objektivitet findes der kun personlige oplevelser og sanseindtryk i bogen. Selv når der skrives i tredje person virker det blot som fortællerens kneb for at skubbe både læser og historie lidt på afstand.

Denne afstandtagen gør volden, som Evige Spejlinger også rummer, endnu mere rå. Uhyrligheden ved ideen om at få tungen skåret ud eller sy sine egne kønsorganer sammen er rystende. Trods det ikke fylder meget i teksten, blot enkelte linjer godt gemt, er voldsomheden af forestillingen om disse voldshandlinger nok til at sætte spor. Ubehaget vælter pludseligt ind over læseoplevelsen, men forsvinder overraskende hurtigt. Som dug for appelsinsolen. Behovet for at udpensle ubehaget bryder med resten af værkets strøm af finurlige eller melankolske observationer.

Et af de indtryk, som står i kontrast til volden, er humor. Som en modvægt er for eksempel afsnit 20, noget af det mest underholdendende, jeg længe har læst. I dette afsnit beskrives bryster af alle former og typer med et glimt i øjet, og man forundres over mangfoldigheden: ”Filmen handler om bryster – i halvfems minutter – fra alle verdens kontinenter: Brasilien, Grønland, Danmark, russiske bryster, kinesiske kvinders, geders, hunhundes.”

Som tidligere skrevet er melankolien også en stor del af værket. I enkelte afsnit overtager den fuldstændig og blænder for alle sanseindtryk. Som en fisk i et akvarie, er man indespærret og klaustrofobisk. Men denne tristhed gør kun de andre afsnit, hvor håbet er i højsædet, endnu mere markante. Kontrasten mellem tristesse og glæde er et spænd, som værket formår at dække på sine blot 56 sider. Den inderlige håbefuldhed minder læseren om sin egen værdi, når eksistensen bekræftes med ordene ”hvert øjeblik man er sammen med sig selv, har samme værdi, som tiden man bruger sammen med andre. Tiden og øjeblikket er kærlighedens medforfattere”.

Evige Spejlinger fremstår for mig som øjeblikslitteratur. En bog, som skal ligge let tilgængeligt og spises i både eller bidder, som den forbudne frugt fra det Eden, som er så langt fra Ómarsdóttirs univers. Ordene påvirker følelserne i nuet, og de enkelte tekststykker er svære at genkalde præcist, når bogen lukkes. Det, der står tilbage, er følelserne, som læseoplevelsen fremkaldte. Og naturligvis forsidens solmodne appelsin.