Anbefaling af Tuomas Kyrö: Gnavpotten udgivet på Forlæns 12. oktober 2018. Oversat fra finsk af Siri Nordborg Møller.

Anbefalet af Mia Nikander

Foto: Mia Nikander

Det er ikke sådan at blive gammel, mens resten af verden forandrer sig. Faktisk kan man blive ret så arrig over det. Dette er i hvert fald tilfældet for hovedpersonen i Gnavpotten, en serie læserbreve omhandlende alle de ting, som gør ham så knotten. Umiddelbart kan dette koncept lyde formularisk, men Kyrö formår gennem disse læserbreve at tegne et morsomt og sympatisk portræt af sin hovedkarakter.

Tuomas Kyrös Gnavpotten udkom først som en serie dramatiserede læserbreve på finsk radio, under titlen Mielensäpahoittaja. Den titulære, men unavngivne karakter er omkring de 80, hans bedste – og eneste – ven Yrjänä er lige afgået ved døden og hans kone er på plejehjem, så han bor på nuværende tidspunkt alene i det hus han selv byggede mere end et halvt århundrede tilbage. I sine breve, som alle begynder med ordene “Jeg blev knageme så gnaven”, beskriver han de ting, der frustrerer ham, hvad end det er stenslag på forruden, valentinskort fra svigerdatteren eller mælken i supermarkedet:

“I gamle dage havde mælkekartonerne hver sin farve, så man vidste, hvad der var hvad. Rød karton med sødmælk til mig, blå karton med letmælk til lillemor, og det der blege skummetmælk til dem, der vogter over bredden på bagen ligesom svigerdatteren. Så kom der en mælk med en fedtprocent på 1, og den havde en farve, der var en mellemting mellem de andre. Jeg kunne ikke se forskel på dem. Pludselig stod der seks af den slags i mit køleskab. Jeg holdt mig for næsen og drak”.

Tiraders naturlige udvikling

Gnavpotten har mange ting at brokke sig over, både store og små. Derudover starter han som regel ud med et specifikt emne for så at forgrene sig ud i andre emner. Mælkekartonerne ovenfor var eksempelvis i relation til et surt opstød omhandlende light-produkter, så der er en vis relevans. Andre gange bevæger han sig ud i fortællinger om sin barndom, mere eller mindre relevante for hvad end der var udgangspunktet for det pågældende læserbrev. Endelig er hvert af brevene afsluttet med et PS med revurderinger eller kommentarer som bløder hans kritik op en anelse.

Forglem mig ej

Dette lyder som et ensformigt og fladt format, som hurtigt kan blive kedeligt for lytteren eller læseren, men det billede der danner sig af Gnavpotten gennem disse breve undgår at blive for stereotypt pessimistisk. Tag ikke fejl, Gnavpotten er bestemt pessimistisk og synes at verden er for overfladisk og materialistisk, og at tingene var bedre i gamle dage. Men mellem linjerne i sin klagesang giver han os glimt fra sit tidligere liv og af sine kerneværdier, der hjælper os med at forstå, hvordan han er endt med at blive denne gnavpot. I stedet for en endimensionel parodi på en gammel gnier, der brokker sig over alt mellem himmel og jord, ser vi en ældre herre i Udkantsfinland, som samfundet synes at have glemt og derfor ikke tager højde for. Ligeledes er han ikke bleg for at nævne de ting, som han ikke har noget imod:

“Jeg blev knageme så gnaven, da jeg hentede posten. Ikke andet end reklamer. […] Pizzareklamen kan man dog forstå og acceptere, det er en lokal erhvervsdrivende, han hilser på mig, når han ser mig.”

Læserbrevene bliver derfor hans opråb til verden, så de ikke glemmer ham, når de eksempelvis erklærer ham uegnet til at køre og samtidig gør den offentlige transport i hans lille by dårligere.

Kyrös Gnavpotten var yderst underholdende, og jeg fangede mig selv i både at ryste på hovedet over fortællerens brok og føle sympati for hans kvaler flere gange i løbet af min læsning. Hvis man er fan af denne form for morbid humor og subtil samfundskritik, kan jeg kun give mine varmeste anbefalinger.