En smeltedigel af kulturer

En smeltedigel af kulturer

En smeltedigel af kulturer

Anmeldelse af Morten Pape: Planen, udgivet på Politikens Forlag d. 2. november 2015

Anmeldt af Imone Dahl

Foto: Bogens omslag / politikensforlag.dk

Planen er et autofiktivt værk af Morten Pape, der handler om hans opvækst i en dansk ghetto. Romanen afbilder en barndom fyldt med svigt, frustration og konflikter. Alle aspekter af ghettolivet kommer frem i lyset, både store og små, og viser, hvordan omgivelserne kan trække alle med ned i sølet, der er svært at komme op fra igen.

Tidligt mætningspunkt
Planen er et kronologisk værk om forfatterens liv indenfor ghettokulturen, hvor romanen starter, idet hovedpersonen Mortens familie flytter ind i Urbanplanen på Amager, og afsluttes, da han fraflytter betonbyggeriet igen og begynder på universitetet. Som læser følte jeg mig fra starten pirret ved at blive lukket inden for de ellers lukkede døre i det multikulturelle miljø i Urbanplanen, men siderne fortsætter i det samme spor, hvor hovedpersonen Morten gang på gang bliver svigtet af sine medmennesker og spænder ben for sig selv gennem dårlige valg. Jeg når derfor hurtigt et mætningspunkt af al den frustration og fiasko, som hovedpersonen Morten Pape gennemlever i løbet af sin opvækst. Igennem romanen bliver noget positivt dog bygget op, for eksempel da han endelig får en filmrolle, men grundet alle Mortens nederlag, tænker jeg som læser, at det er for godt til at være sandt. Som man kunne forvente, går det desværre også galt: Morten begynder at stamme ud af det blå og mister derfor rollen, og straks er vi tilbage i sølet.

Romanen forsøger ikke at lave et anderledes narrativ end det klassiske kronologiske, og for læseren bliver det ensformigt, idet den 562 sider lange roman kører lidt i ring med de mange gentagelser af vanskelige situationer baseret på flerkulturelle konflikter og begivenheder. Den tilbagevendende konflikt består i, at der er mange kulturer på meget lidt plads, og derfor er der en konstant kamp mellem de forskellige kulturer om at styre kvarteret. Det ses bl.a., da Morten og hans asiatiske ven Andrew møder den muslimske Emrah:

[…] Hvor er din respekt? Danskerhund!’ […].
’Undskyld. Jeg har respekt.’
’Du ved godt det er mig der styrer den her kvarter?’
’Selvfølgelig’
Man kan sagtens have styr på et boligkvarter uden at have styr på basal grammatik.
’Ska’ jeg gi’ dig en på hovedet, din bøsse?’” (s. 385).

Mortens liv er dybt influeret af afmagt, og det gør det svært at bevare optimismen, når alt i Mortens liv går galt gang på gang. De mange frustrerende scenarier, som Morten udsættes for, bæres dog frem af forfatteren Morten Papes flydende sprog, der skaber nogle levende dialoger mellem karaktererne. Nedenstående citat illustrerer en af Mortens mange konflikter med sin mor:

”’Det er Helges nummer. Ham du nu åbenbart kalder for Svinet! Sig mig hvad fanden tror du egentlig du har gang i, Morten? Hvad har han gjort dig?’ ’Jeg kan ikke lide ham, okay! Jeg kan ikke lide han er her, jeg kan ikke lide han render rundt og tror han ejer det hele. Jeg er flov over at have venner på besøg, mor!’ Hun ryster på hovedet. ’Din lille, selvoptagede egoist. Tror du alting handler om dig, dig, dig?!’ ’Jeg sagde jo til dig det ville gå sådan her!” (s. 182).

Sproget er i centrum i romanen, og derfor viser Morten Pape eksplicit på linjerne vigtigheden af sprog, og hvilken magt det giver at beherske det – for eksempel når man sætter sig i respekt i ghettoen ved at kunne sige ’knep din mor’ på somalisk: Hoohadaa waas.

Temaet, vi alle har ventet på?
Planen har fået rigtig god omtale, og jeg tror, at noget af al denne positive omtale kommer af, at romanen behandler et tema, som forlagene har længtes efter længe: litteratur om de belastede miljøer i ghettoerne. Jeg er opmærksom på, at det selvfølgelig ikke udelukkende er det temamæssige, som giver værket denne omtale, for jeg ser trods alt nogle kvaliteter i romanen, blandt andet det velskrevne og levende sprog, men jeg antager, at temaet er den sidste brik i puslespillet og derfor en grund til, at værkets omtale bliver så stor.
Indvandrerdebatten fylder meget i det offentlige rum, og derfor burde litteraturen også afspejle dette, men det har den ikke rigtig gjort indtil Planen udkom; af den grund er det interessant at læse om en smeltedigel af kulturer og deres interaktion med hinanden, men mit problem med romanen bliver dog, at de andre karakterer ikke får lov til at udfolde sig, fordi vi følger karakteren Morten Pape så intenst. De bliver lidt flade sammenlignet med ham, og derigennem bliver romanen noget ensidig, hvilket gør, at jeg mister noget af interessen under læsningen.

Planen er på den måde en roman for den kulturnysgerrige læser, der har mod på at blive konfronteret med livets uretfærdighed, hvorimod den utålmodige læser nok vil finde romanen lidt for lang på trods af det levende sprogbrug, der er romanens store plus.