Anmeldelse af Johanne Kirstine Fall: Om natten havet, udgivet på forlaget Gladiator d. 14. Maj 2020

Anmeldt af Lærke Marie Holm Fredsøe

Foto: Lærke Marie Holm Fredsøe

Om natten havet er efterfølgeren til Der er altid nogen at befri og fortsætter fortællingen om Katrina. Det er en følelsesladet fortælling om hendes skrøbelige liv i de dybe afhængigheders skygger. Hendes desperate forsøg på endelig at kunne forbinde kroppen til identiteten. En selvstændig fortælling, der adskiller sig fra den første på så mange måder, at selv Katrina fremstår som en spaltning af sig selv. Romanen skaber altså et billede af en helt anden person, end den som læseren oplevede i Der er altid nogen at befri.

Selvom romanen er en selvstændig fortsættelse til Der er altid nogen at befri, der omhandler Katrinas indlæggelse for spiseforstyrrelse, fremstår Om natten havet alligevel som en helt anden bog med en helt anden fortæller. Hvor Katrina fremstod som en generalisering af piger med spiseforstyrrelser, træder hun nu frem som et selvstændigt individ. Læseren får et langt større indblik i hende og flere karaktertræk kommer frem. Dog oplever læseren kun meget få af de allerede kendte træk, som man så i den første roman, f.eks. hendes passion for mærkevarer og hendes kropsforskrækkelse. Denne mangel fremstår som en sjusket glemsel og gør Katrina til en helt anden pige, der beskriver en anden form for afhængighed.

Katrinas tidligere fokus på kroppen er erstattet af afhængighed til stoffer og sex. Så når hun prøver at handle som et selvstændigt individ, synes man hverken at kunne mærke eller forstå hende, og hun fremstår i stedet irriterende og naiv. Ydermere opstår der en del arbejde for læseren, som oplever mange tomme pladser fra afslutningen af første roman til begyndelsen af anden. Der er mange ting, man ikke får svar på og mange røde tråde fra Der er altid nogen at befri, som ikke er flettet ind i denne roman. På den måde bliver selvstændigheden understreget med en fed streg og bliver ikke blot en del af parateksten, men henviser i højere grad til læserens arbejde og Katrinas nye selvudfoldelse.

Grusomhed skaber fremdrift

Plottet i Om natten havet består af de samme scener, hvor karaktererne foretager sig det samme igen og igen. Det gør, at plottet fremstår kedeligt, men tydeligt. Det, der bliver romanens fremdrift, er i stedet dens grusomheder, som man ikke kan glemme igen. Der er skabt et univers, der er så skræmmende og intenst, at man ikke ønsker at læse videre. Alligevel bliver læseren fængslet og kan ikke løsrive sig fra romanen. I den ene provokerende episode efter den anden trækker Kirstine Fall læseren ind i en verden af grusom erotik og en verden af hårde stoffer. Romanen synes derfor at fremstå som en mellemting mellem Fifty Shade of Grey og Christiane F. Læseren ønsker inderligt, at Katrina skal kæmpe for sine rettigheder og ikke lade sig underkue. Man ønsker, hun skal blive klogere, eller at hun skal komme så slemt til skade, at hun lærer af det. Medlidenheden med hende bliver større end irritationen, og det er nok i virkeligheden det, der gør, at man er nødt til at bladre.

Stærke skrøbeligheder

“Et menneske er en stemme er et hav. Det, som må være mennesker, er bare stemmer, og stemmerne samler sig om mig, bruser som havet. Hele tiden den følelse af at stå med en konkylie mod sit øre. Høre havet, uden at det er der.”

Johanne Kirstine Fall formår at lave nogle tydelige og intense beskrivelser af store emner som afhængighed, ensomhed og usikkerhed. Som læser kan man genkende mange af Katrinas følelser, men som de overdrives, synes man at skabe en distance til hende. Den samme distance, som får læseren til at jamre sig over, at hun ikke tager sig sammen og kæmper, for har hun da ikke har lært af sin indlæggelse i Der er altid nogen at befri.

Hvis man er til tåkrummende sexscener, intens identitetskrise og ikke mindst skrøbelige eksistensers forsøg på overlevelse, så er dette den rette roman at gribe. Den konstruerer Katrinas skrøbelighed med en stærk overbevisning og gør hendes fremtoning en smule lettere at sluge. Om meningen med romanen er at skabe debat, provokation eller forargelse, aner jeg ikke, men for mig skabte den alle tre. Derfor må jeg anbefale den, men mest af alt fordi jeg stadig forsøger at finde ud af hvorfor. Hvorfor er romanen skabt? Hvorfor konstrueres Katrina på ny? Og mest af alt, hvorfor påvirker denne roman så meget?