Anmeldelse af Jónas Reynir Gunnarsson: Mellemlanding, udgivet på Gyldendal d. 17. januar 2020, oversat af Erik Skyum-Nielsen.

Anmeldt af Julia Duyvejonck Frøberg

Foto: Julia Duyvejonck Frøberg

Island har et goldt landskab, der strækker sig ud i det uendelige og skaber agorafobi hos María. Men Island er også et klaustrofobisk rum, der ikke har særlig meget plads til, at hun kan (gen)vinde interesse i livet. María føler sig fanget i dette mellemstadie – i disse 23 timer hun har i sin mellemlanding i Reykjavik, før hun tager hjem til sin far i Danmark – og hun vandrer hvileløst frem mellem kedelige ekskærester, hashrygende venner, farmorens banale prædiken om ungdommens tåbelighed og det pessimistiske og melankolske byliv, Reykjavik har at byde på. 

María er en interesseløs, fordømmende fortæller. Intet af hvad hun foretager sig, kalder på en trang til at blive det sted, hun er. Reelt set ved hun ikke, hvad hun skal stille op med sit liv, og hun fortæller om sit korte ophold i Brighton i England med sin ekskæreste, hvor hun lavede ingenting. I stedet hang hun ud med sin ekskæreste, tog MDMA og røg hash. Her på Island laver hun heller ikke andet end at hænge ud med fremmede/bekendte, tage stoffer og drikke alkohol – og det er ganske uproduktivt og tåbeligt. Det siger hendes farmor i hvert fald, da María under sin rejse tager hen for at besøge hende. Marías far har nemlig bedt hende om at hente nogle akvarelfarver, som han har haft liggende hos farmoren i Reykjavik. Men María foretager sig alt andet. Hun kan ikke falde til ro. Hun er rastløs, uinteresseret, går med de første mennesker, hun møder, og følger den første indskydelse, hun får. María lever impulsivt og driver den af, mens hun spadserer igennem Reykjavik.

”Spadsereturene i Island er ikke noget positivt fænomen. Man bliver nødt til at færdes i lortevejr fra det ene ulækre sted til det andet, til at gøre et eller andet man ikke har særlig stor lyst til.” 

Og alt på Island er lort. María har ikke lyst til at gøre noget som helst, og de ting, hun gør, er med stor ulyst. Hun har i hvert fald slet ikke tænkt sig at blive voksen. Hendes barnlighed manifesterer sig i den endeløse drukleg, i hendes ubeslutsomhed, når ingen fortæller hende, hvad hun bør gøre. Alt ser ud til at mislykkes for María, og hun pisser, mildest talt, på det hele. María har svært ved at vokse sig fri fra sin ungdom, som ødelægger hendes krop og sind, og hun lever i en forestilling om et konsekvensløst liv, mens hun maser sin pessimisme og fordømmelse i hovedet på andre.

Bogen er hverken særlig poetisk eller har et helt vildt komplekst plot. Men det behøver den som sådan heller ikke at have eller være. For den resonerer dybt. I starten følte jeg mig lidt frustreret over, hvor nem den var at læse og hvor talesprogspræget en tone, fortælleren bruger; hvor hverdagsagtigt det hele er. Men bogen bliver smuk og forløsende, når man ser bogen i dens helhed. Bogen er fantastisk konstrueret, og der er noget helt vildt smukt i det melankolske banale. Det er beundringsværdigt, hvordan Gunnarsson faktisk har tænkt over hver eneste detalje, i takt med at man følger denne hvileløse, retningsløse tur igennem Island, som fanger dagligdagens apati og depression.

Det er denne ulækre, destruktive og melankolske ungdom, som Gunnarson maler i et isoleret, goldt landskab, som Island er baggrund til. Det er svært at blive voksen – sådan rigtig voksen, og ikke at lade som om. María har brugt sine første voksenår på at være ung og udødelig i England, men det er tåbeligt, som hendes farmor siger. Under mellemlandingen ødelægger María sig selv mere og mere uden at overveje konsekvenserne af sine handlinger. Hun fremstår næsten helt tragikomisk, for man kan ikke lade være med at grine lidt af hendes kommentarer om andre mennesker og hendes betragtninger, og alligevel kan man mærke den apatiske sorg, der ligger til grund for hendes ubeslutsomhed og hendes fordømmelse af andre.

Og dog, så er María en enormt kompleks karakter. Ligeså meget humor hun har i sin pessimisme, ligeså sorgløs og usikker virker hun i sin betragtninger: Først er den ene person eller det ene landskab på en bestemt måde, så ændrer det karakter, fordi María tvivler på, hvad der er rigtigt og forkert. Som læser stiller man næsten spørgsmålstegn ved, hvad María fortæller, når hun veksler i sine fordømmelser – enten er alle andre røvkedelige og trælse, eller også er María det selv. Der er en dobbelteksponering i forvirringen, hvor man igennem María ser alle andre, mens vi også ser María selv i hendes tvivl og opfattelse af, hvordan andre opfatter hende. Især disse aspekter nød jeg rigtig meget af i Gunnarsons flotte roman om det smertelige ved at blive voksen og apatien ved at forblive ung, for har vi ikke alle følt denne forvirring og rastløshed, hvor alting har følt så fremmed? Så fremmed, at man forsøger at finde den voksne, som kan fortælle os, hvad vi bør gøre? Én, som giver ordre i stedet for at prædike om, at vi spilder vores liv på tåbeligheder.

Det tror jeg er meget rammende for Jónas Reynir Gunnarsons roman Mellemlanding. María venter på én, der giver ordre, men alle de voksne virker lige så retningsløse som de unge. Det pointerer María også, da hun erindrer et maleri, der forestiller Frederik den Store, fra et museumsbesøg i Berlin:

”Jeg ved ingenting om Frederik den Store. Men det, der var grotesk, var, at maleren ikke var blevet færdig med at male hovedpersonen. Der var ingen Frederik den Store, kun et hvidt felt og et utydeligt udkast til hans hat. Og mændene, som lyttede til ham, stod dér i sneen og kiggede på en tom plet på maleriet. Og det hang oppe på en væg i et museum, at den slags kunne lade sig gøre. Og det var ikke engang bare hovedpersonen, der manglede at blive malet, for maleren havde også kradset ansigterne over på nogle af de dér fyre, som om han havde været sindssygt irriteret, da han malede det […] Og efterhånden som jeg blev stående dér, fik jeg det, som om jeg også vidste, hvordan de dér generaler på maleriet havde det. Stå med udkradset ansigt og kigge på et menneske, som ingenting er, bare tomt lærred. Kigge på et tomt menneske. Og vente på, at vedkommende fortæller dem, hvad de skal gøre.”