En ulykkelig rejse gennem den russiske overklasse

En ulykkelig rejse gennem den russiske overklasse

En ulykkelig rejse gennem den russiske overklasse

Anmeldelse af Lev Tolstoj: Anna Karenina, oversat af Marie Tetzlaff, udgivet på Gyldendal d. 19. september 2018

Anmeldt af Katrine Fosgerau Hvid Johannesen

Anna Karenina er et af de største litterære værker, der nogensinde er skrevet, og man skal ikke mange sider ind i de to bind, før det står klart, at der er en god grund til dette. Tolstojs 1800-tals realisme er både smuk, hjerteskærende og til tider er det næsten ikke til at bære de mange figurers ulykkeligheder og deres mislykkede kærlighed.

En mursten af lykke og ulykke

Det var med en vis bekymring, at jeg kastede mig over de to mursten, den nye udgave af Anna Karenina i sandhed er. Dette var blandt andet fordi, jeg havde hørt mange rygter om de mange karakterer, der eftersigende skulle være svære at holde styr på og skille fra hinanden – og jeg måtte da også holde tungen lige i munden op til flere gange. Om det var Marie Tetzlaffs oversættelse, eller fordi Tolstoj skrev til folket, kan jeg ikke sige, men jeg følte det ikke som en decideret kamp at komme igennem romanen. Den er velskrevet, vel oversat og virker, trods sin handling, der foregår i tsartidens russiske overklasse, stadig relevant – ikke fordi aristokrati og arbejderkampe er hverdag i dagens Danmark, men fordi en fortælling om ulykkelig kærlighed, vil jeg antage, aldrig rigtigt mister sin relevans.

”Alle lykkelige familier ligner hinanden, enhver ulykkelig familie er ulykkelig på sin egen måde”

Sådan starter Anna Karenina ud, med en af de, måske, mest kendte sætninger i verdenslitteraturen, og lægger på denne måde an til en historie, der i høj grad handler om netop lykkelige og ulykkelige familier.

Anna Karenina er en sammenfletning af mange forskellige fortællinger, hvor vi som læsere får lov til at få indblik i de allermest intime tanker og sjældent kun får én version af samme historie. Hvad end der er tale om lange beskrivelser af landbrug eller daglige diskussioner mellem ægtefæller, fanger Tolstojs fortryllende fortællestil i en sådan grad, at på trods af romanens mange, men korte, kapitler, er det næsten umuligt at lægge den fra sig, når først man er spundet ind i karakterernes og fortællingernes net. Romanen giver et fantastisk dramatisk indblik i, hvordan den russiske overklasse gebærdede sig, hvad de fik tiden til at gå med og ikke mindst, hvad de tænkte på.

De storslåede detaljer i fokus

Der er ikke én detalje, der bliver misset, og hele romanen rummer mange smukke beskrivelser af både tanker og omgivelser, der nærmest kidnapper læseren 150 år tilbage i tiden og lader vedkommende deltage i de store baller og private samtaler mellem ægtefolk og elskere. Den er underfundig, tænkende og selv efter færdig læsning sidder enkelte sætninger tilbage i mig og vil ikke give slip. Eksempelvis denne, hvor Anna i en samtale med en, over for forelskelse, skeptisk ambassadørfrue, der mener, at kun fornuftsægteskaber er lykkelige, svarer hende:

”Jeg mener,” sagde Anna, mens hun legede med den handske, hun havde taget af, ”jeg mener … at hvis der er lige så mange meninger, som der er hoveder, så er der også lige så mange slags kærlighed, som der er hjerter”

Der er også i Anna Karenina lige så mange slags kærligheder, som der er karakterer. Kærlighedsforholdene er kontrastfulde, ligesom resten af romanen rummer kontraster, både mellem by og land, overklasse og underklasse og selvfølgelig brændende kærlighed og følelseskolde figurer.

Selvom russisk litteratur udgivet i 1877, måske kan lyde som lidt af en mundfuld at gabe over, så fandt jeg på intet tidspunkt Anna Karenina svær at læse. Tværtimod vil jeg, på trods af den næsten ubegribelige mængde sider, faktisk godt anbefale Anna Karenina som den uvante litteraturlæsers første russiske værk. Den er let at gå til, og handlingen er hverken svær at forstå, ej heller specielt kompliceret at komme igennem. Især Marie Tetzlaffs nyoversættelse, hvor mange franske sætninger og gammeldanske ord, skulle være byttet ud med et mere moderne dansk sprog, har uden tvivl holdt mig i hånden gennem de 948 sider og gjort min læsning lettere.

Anna Karenina er storslået, den er fyldt med spænding, sorg og glæde. Romanen er en historie om landbrug, klasser og rigdom, men samtidig også en fortælling om, hvordan en stor forelskelse kan lede til både offentligt fald og oprejsning. Men mest af alt, er Anna Karenina en gribende fortælling om kærligheder og familier – både lykkelige – og ulykkelige.