En urovækkende besættelse

En urovækkende besættelse

En urovækkende besættelse

Anbefaling af Caroline Kepnes’ You, udgivet 2014 på engelsk ved forlaget Simon & Schuster

Anbefalet af Ditte Plauborg Larsen

Foto: Ditte Plauborg Larsen

Menneskehedens fascination med det skræmmende er et oldgammelt fænomen, der også i dag fylder i vores historiefortælling med genrer som krimi, horror og thriller, der ses i stor stil både på TV og i populærlitteraturen. Caroline Kepnes’ You fra 2014 er en skrækindjagende fortælling om besættelse og stalking, der efterlader læseren forfærdet og rædselsslagen. 

Joe, en ung mand med en ubehagelig barndom i rygsækken, arbejder i en boghandel i New York, da Guinevere Beck bryder ind i hans liv. Dette korte, tilfældige møde slynger ham ud i en hæsblæsende, altødelæggende besættelse af den unge kvinde, som han for alt i verden vil bruge resten af sit liv sammen med.

Bogen er et højtråbende eksempel på, hvor galt afsted vi kan komme, og hvor nemt det er at overskride vores private grænser. Ved hjælp af Becks stjålne mobiltelefon, overvågning af hendes sociale medier, og klassisk stalker-adfærd som vindueskiggeri og forfølgelse, spinder Joe et net af løgne og bedrag, der får Beck til at tro at hun blot har mødt en elskværdig, kærlig bognørd. Virkeligheden er dog langt mørkere end som så.

Når stalkeren indtræder i litteraturen

Kepnes skriver sig ind i en længere tradition i litteraturen, hvor problematisk stalkeradfærd er i fokus. Traditionen går tilbage til lang tid før man havde en betegnelse for denne form for adfærd, og ses i et væld af genrer; lige fra The Great Gatsby til moderne krimi som The Girl on the Train. Hvor You dog stiller sig på en unik, ikke-udfyldt plads, er i kombinationen af kærlighedsbesættelsen, vold og udnyttelsen af sociale medier til at forfølge ofret. You kan i høj grad læses som en advarsel om, hvor udsatte de sociale medier gør os; de er blot et digitalt vindue, der supplerer det materielle vindue som stalkerens middel til forfølgelse:

”The next thing the Internet gave me was your address. Fifty-One Bank Street. Are you fucking kidding me? This isn’t a frenzied Midtown block where harried worker bees storm to and from the office. This is tony, sleepy, ridiculously safe and expensive West Village real estate. I can’t just hang out on your block; I have to fit in with the la-di-da folk.”

Historien fortælles af Joe, og læseren får dermed adgang til de indre, mest intense og skræmmende tanker, Joe har i løbet af sin besættelse. Alt blotlægges for læseren; hans seksuelle fiksering på Beck, hans retfærdiggørelse af grusomme handlinger, og de absurde retninger, hans tanker til tider tager. Det er et tydeligt forstyrret sind man inviteres ind i, med alt hvad der følger med.

Stalkere tiltrækker interesse

På trods af den voldsomme, grænseoverskridende fortælling og fortællestil, er You blevet et kæmpehit. I 2018 udgav Netflix en TV-serie baseret på romanen, som siden har skræmt og rystet seere verden over. Vores fascination med det skræmmende, grænseoverskridende og ulækre er nem at få øje på, når man ser populariteten af værker som You, der bryder ind i vores private sfære, overrasker os med grusomheder og står som en hård kontrast til vores sikre, rolige hverdagsliv.

Hvis du vil udfordres på din maves styrke, får et kick af at læse thrillers, eller vil på indersiden af et forrykt, sindssygt menneskes tanker, er Caroline Kepnes’ You det næste på din liste. Men forbered dig på at dobbelttjekke, at dine gardiner er rullet for, og din hoveddør låst.